Fast arbejde til beskæftigelsesministeren

Så røg proppen af flasken. Fra Skagen til Gedser vælter det frem med eksempler på meningsløs og absurd aktivering af ledige.

Siden Berlingske Tidende forrige søndag afslørede, hvordan Københavns Kommunes jobcenter i Farvergade spiste ledige af med skrabede aktiveringstilbud, mens kommunen fik den højeste refusion fra staten, har både ledige og medarbejdere i kommunerne sagt fra.

I bagklogskabens lys var det blot et spørgsmål om tid, før det skete. Siden regeringen sidste år lancerede en stor jobcenterreform og ændrede på refusionssatserne for ledige, har det ikke skortet på advarsler om konsekvenserne.

Mandag Morgen skrev dengang, at job­centerreformen “risikerer at bom­be beskæftigelsesindsatsen tilbage til 1970’ernes hængekøje-politik, skabe grobund for kassetænkning og gen­indføre de kommunale aktiveringsfabrikker fra 1980’erne.”

Siden har de økonomiske vismænd, flere arbejdsmarkedsforskere og Arbejdsmarkedskommissionen advaret mod, at reglerne åbner en ladeport for spekulation og kassetænkning i kommunerne.

LO og DA har brugt den senere tids eksempler som argument for at lette kommunerne for aktiveringsopgaven. Det er der intet nyt i. Det har de gjort de sidste seks år. For mens arbejdsmarkedets parter i gamle dage under AF-regimet boltrede sig i magt og indflydelse på hele beskæftigelsespolitikken, blev de med den nuværende jobcenterstruktur sat op på tilskuerrækkerne.

Foreløbig er advarslerne prellet af på regeringen. Men nu tegner der sig så småt et flertal i Folketinget for at ændre refusionssatserne.

Kritikken af satserne kommer, samtidig med at Rigsrevisionen dokumenterer spild for milliarder af kroner til aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate ledige. Selvom regeringen har brugt 9,4 milliarder kr. på aktivering af denne gruppe siden 2006, har Rigsrevisionen ikke kunnet dokumentere den mindste positive effekt af aktiveringen, når de sammenligner med tilsvarende ledige, som ikke har været i aktivering.