Annonce

Fasten your seatbelts – mere turbulens forude

14. august 2010 kl. 10.55

SAS er nået et stykke ad vejen, men har ikke redet stormen af endnu. Topchef Mats Janssons uventede meddelelse om, at han forlader selskabet i løbet af efteråret, tyder på, at det er for tidligt at løsne sikkerhedsbæltet, og at der venter hans afløser store udfordringer.

Lufthuller

Forstør

SAS-aktien siden august 2009, DKK

Kilde: OMX Copenhagen.

Formand Fritz Schur gør, hvad han kan, for at sælge begivenheden som en milepæl, der markerer overgangen til en ny tid med vækst, efter at SAS har kæmpet med strid modvind gennem snart mange år. Og SAS står ganske rigtigt bedre end længe. Men formanden erkender samtidig, at Jansson ikke nåede at blive færdig med nedskæringerne.

“Vi skal have en afløser, som kan fuldføre besparelserne, og som for alvor kan trimme selskabet i konkurrencen,” siger Fritz Schur.

Jansson siger til svenske medier, at  der vil være brug for at skære 7-800 millioner svenske kr. ved siden af de 2,3 milliarder, der indgår i den allerede annoncerede Core SAS-strategi, der løber til 2012. Reelt er selskabet kun godt halvvejs i den omfattende turnaround.

Den 59-årige topchef har med andre ord forladt cockpittet, før maskinen er bragt sikkert ned på jorden. Investorerne er da heller ikke helt trygge ved situationen. Aktien er faldet over 9 pct. siden meddelelsen.

Mats Jansson har brugt ugerne op til sin uventede melding på at sprede positive nyheder. Næste år vil byde på overskud for SAS, erklærede han og luftede få dage senere planer om et nyt bonusprogram for de hårdt prøvede ansatte – forudsat at de afholder sig fra at strejke. Det afviste fagforeningerne offentligt og illustrerede dermed, at forholdet mellem de ansatte og ledelsen fortsat er anstrengt.

Analytikerne mener dog, at Jansson har sat SAS på ret kurs, selvom den pludselige afsked vækker undren:

“Det er en overraskelse for mig, at han trækker sig nu. Jansson har jo stillet et overskud i sigte næste år, så jeg havde forventet, at han havde fortsat. Jansson har givet SAS et godt fundament til at blive konkurrencedygtig igen med et godt produktudbud og vidtrækkende besparelser,” sagde Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank i sidste uge.

SAS aflægger halvårsregnskab onsdag.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026