Ekspansion
Kritik af dansk erhvervsliv:
Tøver på verdens vigtigste vækstmarked. . .
. . . mens udenlandske konkurrenter slår igennem i Kina
Danske virksomheder er godt i gang med at spille tidens bedste vækstkort af hånden. Imens løber konkurrenterne med mulighederne i Kina. Desværre sidder dansk erhvervsliv allerede med dårlige kort på hånden. De seneste år har Danmark tabt betragtelige markedsandele til de andre EU-lande. Det viser en særkørsel fra Dansk Industris nyudviklede eksportperformance-barometer, lavet specielt for Ugebrevet. “Situationen er kritisk. Dansk erhvervsliv får ikke udnyttet det store kinesiske potentiale, og etableringen af nye danske virksomheder er tilmed gået i stå, ” siger cheføkonom Jens Brendstrup fra Handel, Transport og Serviceerhvervene. Og selvom SARS-epidemien for øjeblikket skræmmer, har danske virksomheder ikke råd til at tabe yderligere terræn. Særligt de danske tekstilvirksomheder er for sent ude: “Mange virksomheder tror fortsat, at de kan klare sig med produktion i Tyrkiet, Østeuropa eller Baltikum. De risikerer at få sig en kedelig overraskelse, ” vurderer Jens Bollerup-Jensen, direktør i brancheorganisationen Dansk Textil & Beklædning.