FDB går en usikker fremtid i møde, hvis ikke foreningen opgiver at konkurrere på Dansk Supermarkeds præmisser. Paradokset er, at FDBs styrke samtidig er foreningens svaghed: Medlemsdemokratiet er ineffektivt, men udgør med 1,4 millioner medlemmer også en guldgrube af et netværk. Historisk rummer FDB en række bløde værdier, som andre virksomheder tørster efter - ægte værdier, der ikke er opfundet af et reklamebureau. Men efter at have været i front med økologi og etik i starten af 90’erne har FDB i de senere år ikke forstået at udnytte potentialet, vurderer en række eksperter over for Ugebrevet Man-dag Morgen. Den skandinaviske fusion med svenske KF og norske Coop har entydigt fokuseret på stordrift, rationalisering og effektivisering. Men FDB bliver i fremtiden nødt til at være mere og andet end en global detailhandelskæde, og måske kan fusionen hjælpe FDB til at generobre positionen som forbrugerpolitisk frontløber.