Lørdag den 20. september udspiller der sig to vigtige begivenheder i dansk politik. Den ene foregår i Herning. Den anden i Aalborg.

I Herning kan Kristian Thulesen Dahl fra sin talerstol på Dansk Folkepartis årsmøde bade sig i succes. Idemanden til den stærkt omstridte dagpengereform har udsigt til et kanonvalg, til stor indflydelse under en ny borgerlig regering og til at høste klapsalver for sine tanker om at lave et mere konjunkturafhængigt dagpengesystem.

På samme tid skal statsminister Helle Thorning-Schmidt på Socialdemokraternes kongres holde en af sin regeringstids vigtigste og sværeste taler. Hun risikerer at blive skydeskive for et bombardement af kritik for nu på 3. år at forsvare den dagpengereform, som hun grundlæggende var imod, og som koster partiet masser af vælgere. De radikale har ikke givet Thorning noget valg.

Thorning vil forsøge at banke en stor portion optimisme ind i de delegerede og give dem tro på, at hun igen kan slå Lars Løkke Rasmussen. Hun vil fremhæve de mange socialdemokratiske aftryk i regeringens resultater de seneste tre år som modsvar til de mange anklager om at føre blå politik. Og hun vil forsøge at overbevise baglandet og vælgerne om, at hun er kampklar efter måneders spekulationer om, hvorvidt hun var på vej til en toppost i Bruxelles.

Thornings tale kommer til at markere kursen frem til næste valg. Lykkes det for hende at indhente Løkkes massive forspring i meningsmålingerne, vil hun fremstå som den statsminister, der havde modet til at udfordre sine egne kernevælgere, vise vej ud af den økonomiske krise og lave det største comeback i nyere dansk politik.

Taber hun, risikerer hun at gå over i historiebøgerne som den verdensfjerne statsminister, der brød mange af sine valgløfter, ikke forstod sine kernevælgere og aldrig formåede at sætte sig i respekt og udfylde rollen som landets politiske leder.

Hvilket af de to vidt forskellige scenarier, der ender med at blive til virkelighed, kan paradoksalt nok afhænge af ganske få vælgere, små tilfældigheder, skæbnesvangre personsager eller de internationale konjunkturer.

Skal Thorning gøre sig håb om at slå Løkke en gang til, er hun nødt til at vinde en række politiske slag frem til næste valg. På baggrund af samtaler med ministre, politikere på tværs af partierne og centrale embedsfolk udpeger Mandag Morgen i denne analyse fem must-win battles for Helle Thorning-Schmidt.

Den rødeste finanslov i mange år

Thorning er tvunget til at lande en rød finanslov i år og dermed vise vælgerne, at rød blok er garant for investeringer i velfærd. Alt andet vil være et kæmpe nederlag. Og meget skal da også gå galt for regeringen, hvis ikke det skal ende med en aftale med SF og Enhedslisten.

I regeringen bryster man sig af, at øvelsen er tilrettelagt og eksekveret med stor præcision henover valgperioden: tre år med hårde reformer og stram sparekurs, som har ført til, at man i det sidste år før valget har opbygget et både økonomisk og valgtaktisk råderum.

Men i den præsidentvalgkamp står Thorning med gode kort på hånden. For selv om rød blok er langt bagud i meningsmålingerne, er det bemærkelsesværdigt, at Thorning har overhalet Lars Løkke Rasmussen i flere målinger om, hvem af de to danskerne foretrækker som regeringschef.

For nylig viste en måling foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen, at 34 pct. af vælgerne foretrækker Thorning som statsminister, mens 26 pct. peger på Løkke. Næsten halvdelen af vælgerne – 46 pct. – ser Thorning som den mest troværdige af de to, mens Løkke kun kan samle 15 pct. af vælgerne. Og flere vælgere peger på Thorning som den bedste garant for at løfte en række områder som velfærd, jobskabelse, udlændingepolitik, uddannelse og økonomisk ansvarlighed frem for Lars Løkke Rasmussen. Se figur 2.

Personligt synes Thorning at have vundet selvtillid ved den megen rosende omtale i internationale medier henover sommeren. Det er under alle omstændigheder blevet sværere for oppositionen at male et billede af en svag statsminister, når hun samtidig er tæt på at få en af de højest placerede poster nogensinde for en dansk politiker.

Men omvendt er man sig også meget bevidst, at Thorning ikke kan bruge den internationale opmærksomhed til noget i den nationale kontekst. Tværtimod skal hun vise sig lydhør over for den almindelige danskers bekymringer, og hun skal forsøge at cementere indtrykket af en leder, der måske ikke stryger sine kernevælgere med hårene, men som til gengæld udviser et fast lederskab, hvor der både er styr på finanserne og tages hånd om samfundets svageste.

Det store slag kommer til at stå på velfærdsfronten. Socialdemokraterne vil frem til næste valg hamre løs på Venstre og forsøge at tegne et billede af, at Løkke vil udsulte velfærden og eksponerer den store uenighed i blå blok om den økonomiske politik.

Socialdemokraterne sætter også deres lid til, at de kan hive nogle af de tabte vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, som gerne vil have Kristian Thulesen Dahls politik, men ikke vil have Løkke som statsminister. I S anser man det samtidig for sandsynligt, at Løkke i månederne frem mod valget igen vil falde ud af rollen som stærk politisk leder med strategisk overblik, sådan som det skete i sidste uge, da han kom til at fremstå smålig ved at byde den nye socialdemokratiske skatteminister, Benny Engelbrecht, velkommen med en meget hård og personlig kritik. Løkke har ofte vist sig som sin egen værste fjende, og det vil han blive ved med at være, mener man i S-lejren, hvor sekundære politikere måske nok i det små vil forsøge at tirre Venstre-formanden, mens Thorning til gengæld vil være strengt saglig og statsmandsagtig.

Reformer skal vise resultater

Skal Thorning vinde næste valg, er hun også afhængig af, at regeringens mange reformer for alvor begynder at vise resultater.

Beskæftigelsen er ganske vist steget med knap 20.000 personer siden starten af 2013, og ledigheden er på det laveste niveau i fire år. Forbrugernes optimisme er også på vej op, eksporten stiger og Danmarks konkurrenceevne har fået det bedre. Det er den slags resultater, der har høstet bred anerkendelse blandt førende økonomer og dele af dansk erhvervsliv.

Men i jagten på at rette op på dansk økonomi og skabe nye job er der kun få grupper af hendes kernevælgere, som ikke er blevet berørt på den ene eller anden måde. Hun har bl.a. reelt afskaffet førtidspensionen for alle under 30 år, skåret i store dele af kontanthjælpen og taget skraldet for VK-regeringens dagpengereform.

Hun har nappet en del af folkepensionen, så grundbeløbet ikke længere stiger i samme takt som den almindelige lønudvikling. Det samme med andre overførselsindkomster som dagpenge, kontanthjælp og førtidspension. Hun har været i konflikt med folkeskolelærerne og de studerende. Hun aflyste trepartsforhandlingerne, som fagbevægelsen havde skruet forventningerne op til. Og kommunerne er lagt i økonomiske jernlænker med budgetloven.

Samtidig viser de seneste tal for nationalregnskabet, at væksten er i bakgear. BNP faldt med 0,3 pct. i 2. kvartal i år. Og regeringen får derfor yderst svært ved at leve op til sit optimistiske skøn for væksten i år og næste år på henholdsvis 1,4 pct. og 2,0 pct.

De mange anklager fra både venner og fjender om løftebrud, om at føre blå politik, og om at Thorning ikke er en rigtig socialdemokrat har tæret alvorligt på vælgernes tillid til hende. Hendes eneste håb nu er at overbevise vælgerne om nødvendigheden af de mange reformer.

Lykkes den mission, vil hun kunne håbe på tilgivelse fra tilstrækkeligt mange af de vælgere, som i de seneste år har mærket sparekniven, men som nu har tillid til, at Thornings kurs har været den rette til at bringe Danmark ud af den dybe krise efter finansmarkedernes sammenbrud i 2008 og 2009. Dette slag er Thornings allersværeste. Taber hun det, vil Lars Løkke Rasmussen atter stå med nøglerne til Statsministeriet.