Fem design, som kan ændre verden

Helsingør var i denne uge vært for fejringen af verdens bedste og mest innovative design, og Københavns Kommune var blandt de fem vindere af den prestigefylde Index Award. Danskerne har den rette designmentalitet.

Med en fantastisk fornemmelse af glæde, håb og en smule stolthed bumlede jeg forleden gennem Nordsjælland på vej fra Helsingør til København i en bus. Det var, som om brikkerne var faldet på plads. De dannede det rigtige mønster. 1.200-1.300 mennesker havde netop haft en fantastisk aften, og flere hundrede millioner tv-seere verden over ville om få dage få den samme fantastiske oplevelse, som jeg lige havde haft.

Oplevelsen var ceremonien for ”INDEX: Design to Improve Life” på Værftet i Helsingør, og den kan alle nu se, for CNN har produceret et fyldigt sammendrag af begivenheden.

INDEX: Design to Improve Life er organisationen bag verdens største designpris. Det er en dansk NPO-organisation, der arbejder for, at de design og ideer, vi skaber, skal gøre livet bedre for mennesker.

INDEX arbejder med FN’s globale udfordringer, som både findes i vores samfund og i den tredje verden. Det er udfordringer, vi alle bliver nødt til at tage stilling til på en eller anden måde, fordi de vedrører vores fremtid og dermed den verden, vi overleverer til vores børn og børnebørn.

Over tusinde design var nomineret til priserne, der uddeles i fem kategorier: Body, Home, Community, Play og Work.

INDEX-juryen skærer antallet ned til ca. 60 design, som udgør finalisterne inden for de fem priser. Alle finalister vises på INDEX Award-udstillingen i Kongens Have i København, men vil også turnere verden rundt de næste to år. Dermed får rigtig mange mennesker adgang til at se og diskutere, hvad de forskellige design kan, og mange får ideer til nye løsninger på de globale udfordringer.

Følg Nille Juul-Sørensen

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Nille Juul-Sørensen skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Opret en gratis profil til mm.dk

Finalisterne kommer fra alle dele af verden og fra meget forskellige sociale grupper. Disse design er absolut værd at stifte bekendtskab med.

De fem vindere i år var væsensforskellige, men kom alle med nye bud på, hvordan vi kan designe dele af fremtiden.

Nye veje

Fresh Paper er et stykke papir med krydderier, der får grøntsager og frugt til holde sig friske. Det sætter agendaen omkring den måde, vi behandler fødevarer, og hvordan vi kommer vores utrolige madspild til livs. Danmark er desværre en af de nationer, der smider rigtig meget mad væk. Andre lande har problemer med opbevaringen og transporten, men i Danmark køber vi simpelthen mere, end vi forbruger. Alle de forskellige restriktioner omkring datoudløb, to for éns pris og det at vi kun vil have ”perfekte” varer, fører til dette store spild.

Natalie Collection er med til at formindske dødeligheden for nyfødte børn og deres mødre. Men det er ikke raketvidenskab, der skal til for at bringe det meget store antal dødelige fødsler for børn og mødre ned. Det er derimod en relativt simpel anordning, der sikrer nyfødte børns luftveje, og et dertil hørende udstyr til at uddanne sundhedspersonalet til at håndtere fødsler bedst muligt. Designet er norsk, og folkene bag kan fremvise en fantastisk statistik, efter de har arbejdet på barselsgangene i de forskellige områder, de er kommet i. Det er oprindelig et CSR-projekt. Men det har udviklet sig og kan være en god case for andre, der vil arbejde med CSR, så det giver mening for de mange.

Smart Highway er designet af den unge hollandske arkitekt Daan Roosegaarde. Det er en helt ny måde at opfatte en vejstrækning på. I de sidste mange årtier har vores øjne været rettet på bilen, og hvordan vi kan udvikle den, så den bruger mindre benzin. Måske bliver bilen ligefrem elektrisk, som en anden INDEX-vinder fra 2009: Tesla. Men Daan ser kørebanen som platform for en ny og intelligent infrastruktur. Vejbanen lyser op med snefnug, når den er kold, og der er kun lys på vejen dér, hvor bilen bevæger sig. Og man kan tage krybesporet og samtidig få ladet sin elektriske bil op. Det er blot nogle af de mange ideer om fremtidens vejbane. Daans design mikser det, vi kender, med de nye muligheder, teknologien giver, og de data, vi kan dele med hinanden.

Det fantastiske er, at et stort hollandsk entreprenørfirma sammen med Daan er gået i gang med at udvikle prototyper og test-veje.

Klimaplan er superdesign

Jeg har før på denne blog omtalt den geniale Raspberry Pi, der for et beskedent beløb giver nysgerrige og kreative sjæle mulighed for at bygge og programmere deres egen computer. Den kreditkort-lille byggeklods-computer var også en af de fem vindere af Index Award. Raspberry Pi er solgt i over halvanden million eksemplarer, og mange børn har nu fået adgang til at kode deres egen computer til at gøre det, de har lyst til – og ikke hvad Microsoft, Apple, Adobe og de andre it-mastodonter vil have os til. Og tænk dig lige, hvis man kan kode sin Raspberry Pi, så den interagerer med Smart Highway ...

Den sidste vinder er endnu et fantastisk stykke designværktøj. Og så er det dansk. Det er Københavns Klimatilpasningsplan, som Københavns Kommune står bag. Et helt igennem fantastisk stykke værktøj og vejviser for et utal af andre storbyer med lignende problemer, som f.eks. at få afvandet byer under de heftige regnskyl, som der bliver flere og flere af.

Vi husker de dage i juli for et par år tilbage, hvor København stod under vand. Regningen for dette intermezzo beløb sig til 6 mia. kroner. Nu har vi en plan, som alle kreative kan byde ind på, så vi får en by, der kan afvandes og samtidig rummer aktive og attraktive byrum.

Det er et typisk dansk forslag. Vi har et godt øje for investeringer i fremtiden. Ja, det kan synes besværligt og dyrt at rulle så omfattende en plan ud, men på den lange bane er det rigtigt set. Det er også en plan, som er blevet bemærket i udlandet, og som vil inspirere mange andre storbyer verden over.

Det giver nye muligheder for de danske virksomheder, der involverer sig i planen. Nu kommer de på forkant med løsninger, der ikke kun efterspørges i Danmark, men som kan eksporteres globalt. Københavns Klimatilpasningsplan er en teknisk plan, der bruger de nyeste måder at opsamle information på, og som helt i den danske ånd skaber rum, hvor mennesker mødes, taler og leger.

Dansk designmentalitet

Det er som sagt ikke kun vinderne, der rummer store udviklingspotentialer, men samtlige de nominerede projekter og design. M-Pensa er verdens hurtigst voksende bank, der har mobiltelefonen som base, og rugekassen Lepsis viser, hvordan dyrkning af græshopper kan blive hverdag i hjemmet. Måske er det ikke typisk dansk, men de smager fantastisk.

INDEX er ikke kun priser og et stort uddelingsshow. Der gives ved samme lejlighed mulighed for at komme til undervisningsseminarer, rundbordsdiskussioner om kreative og offentlige samarbejder i fremtiden og en eftermiddag, hvor designerne møder investorer. Det er afgørende, at investorerne og designerne får kontakt, hvis ideerne skal gøres markedsegnede.

Hele Helsingør By var fyldt med et internationalt publikum, så alle havde muligheden for at møde mennesker fra hele verden med samme entusiastiske og visionære syn på fremtiden.

Vi bør alle tage et godt kig på de nominerede vindere, for her er meget, vi kan lære af. Ved at komme tæt på folkene bag de forskellig design, finder vi en lang række mennesker, der har de rette dele lidenskab, sejhed og tro på, at deres produkt eller forretning kan slå igennem. Ikke for pengenes skyld, men for at skabe en bedre hverdag for de mange.

Jeg hører igen og igen, at INDEX kun kan være dansk. Udlændinge har et meget klart syn på, at vi er et af de få lande i verden, der har overskud til at afholde og etablere en organisation som INDEX: Design to Improve Life. Det er en fantastisk branding af vores land og de værdier, vi baserer samfundet på. Det er vores åbenhed, systemtænkning og den meget høje værdsættelse af det enkelte menneske, der skinner igennem.

Afslutningen på Index Award var en middag, hvor 150 mennesker var inviteret hjem til danskere i private hjem. Der var en helt anden kontakt mellem deltagerne frem for de ofte rigtig kedelige banketter, der normalt er ved den slags arrangementer.

Her er det dig og mig, der åbner vores hjem. Ja, selv en minister åbnede sit hjem for helt fremmede mennesker. Det er en dansk åbenhed, som er værd at fejre.

Læs flere af Nille Juul-Sørensens indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu