Fem ubekvemme sandheder om fremtidens arbejdsmarked

Vi har lullet os selv i søvn med en række grundantagelser om, hvordan vi som samfund og individer bedst går fremtidens arbejdsmarked i møde. Det er på tide, at de antagelser udfordres.

Der er travlt ved krystalkuglen til fremtidens arbejdsmarked. Alle fornemmer, at der er noget i gære, ingen ved en dyt med sikkerhed, og de frække råber om bål, brand og deleøkonomi. Potentielt trues hele vores arbejdsbegreb, fagforståelse, sociale sikkerhedsnet, kompetenceopfattelse og selve Den Danske Model.

De fleste er enige om, at teknologiens kværnende udhuling af industrisamfundets gamle job vil fortsætte ind i andre jobområder. Som amerikaneren Martin Ford prædikede til DI’s topmøde i Operaen i sommer, står bl.a. jurister, økonomer, chauffører og læger nu for tur. Kandidatgraden, power-jakkesættet eller lægekitlen kommer ikke længere med fortidens indbyggede jobgaranti, velstand og prestige.

To store spørgsmål rejser sig: Bliver de tabte job erstattet af nye arbejdspladser, som vi endnu ikke kender eller kan forestille os? Og vil de job, der er tilbage, ændre karakter fra gamle fastansatte fuldtidsstillinger til en fragmenteret freelancer-tilværelse, hvor normen er midlertidige og parallelle miniansættelser? Midt i forvirringen søger vi trøst og sikkerhed i en række grundantagelser, som vi tager så meget for givet, at de næsten er hævet over diskussion. Lad os kort opridse tre af dem:


  • Det kan kun gå for langsomt med at gøre ungdommen mere digital. Vi har efterhånden brugt flere skattekroner på at tapetsere alle landets skoler til med smartboards, end vi investerede i bygningen af Storebæltsbroen, og vi har kommuner, som insisterende tvinger børnehaver og vuggestuer til at indkøbe iPads, selv om pædagogerne protesterer. Hvis det var muligt, skulle alle danskere, og særligt alle offentligt ansatte, have intravenøst drop med 100 procent ren digitalisering og teknologibegejstring.

  • En anden begejstring gælder startups og iværksætteri. Det er her, fremtiden ligger. Når den offentlige sektor med Skat i spidsen er kørt ud over afgrunden sammen med alle de gamle virksomheder, der ikke nåede at disrupte sig selv i tide, er det de nye startups, der skal redde os alle sammen. Håbet hedder unicorns, der er fremtidens turbovækstvirksomheder, som på rekordtid, og næsten uden ansatte, gør konkurrenterne ubetydelige og skovler penge hjem til lille Danmark. Nu skal de store virksomheder lære af syv nyuddannede iværksættere i et kontorhotel med egen barista på Vesterbro, hvordan de forvandler sig til den næste Uber, Airbnb eller Elon Musk. Det bliver så godt.

  • Den sidste antagelse, vi skal se på i denne omgang, er vores klippefaste tro på den danske flexicurity-model. Denne salomoniske løsning, hvor et fintmasket socialt sikkerhedsnet muliggør et hyperfleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne kan hyre og fyre med en lethed, der gør erhvervsledere i vores nabolande lilla i hovederne af misundelse. Det er dette velfærdspolitiske supervåben, som nu skal vise sit værd i mødet med fremtidens arbejdsmarked. Pessimisterne frygter, at fundamentet for flexicurity-modellen udfordres af udviklingen, mens optimisterne insisterer på, at netop det fleksible danske arbejdsmarked ruster os optimalt til at gribe de nye muligheder.


Jeg deler på mange punkter de tre antagelser og har undertiden selv lagt ved til deres bål, men lad mig alligevel udfordre dem og vores tilgang til fremtidens arbejdsmarked med fem bud på ubekvemme sandheder.

1. Digitale kompetencer bliver slet ikke så vigtige, som vi tror

Da it (eller EDB, som det hed dengang) fik sit indtog på arbejdsmarkedet, var det noget bøvlet skrammel, som krævede både kurser, manualer og møjsommelig tilvænning. Dengang gav det mening at tale om særlige digitale kompetencer og behov for efteruddannelse m.m. Sådan er det ikke længere. I dag, og særligt i morgen, er it umiddelbart tilgængeligt og intuitivt brugervenligt. Hvornår har du sidst læst en manual til et computerprogram eller været på kursus i et nyt system?

Den ubekvemme sandhed er, at rendyrkede digitale kompetencer bliver mindre vigtige i en fremtid, hvor alting er digitalt. Systemerne tilpasser sig med rivende fart vores arbejdsgange og evner, således at den digitale assistance bliver stedse mere omsiggribende, umiddelbar og umærkelig. Vi skal ikke lære at arbejde med computerne, i stedet lærer computerne, hvordan de skal arbejde med os. For langt hovedparten af os bliver digitaliseringen en integreret del af vores arbejdsgange, som vi anvender dagligt uden den fjerneste ide om de bagvedliggende teknologier. Selv programmering er i dag understøttet af intuitive og visuelle værktøjer, der overflødiggør dybere digital indsigt. Hvis vi ser bort fra nogle få højt specialiserede fagfolk, bliver digitale kompetencer noget, som vi snart kommer til at holde op med at snakke om.

En sørgelig konsekvens af denne ubekvemme sandhed er, at store dele af børne- og uddannelsessektorens aktuelle digitale knæbøjninger er nyttesløse eller direkte destruktive. Hvad fanden skal iPads i en børnehave eller i skolens yngste klasser? Vores unger får rigeligt med skærmtid i deres liv, og de får ingen problemer med at agere hjemmevant på diverse nuværende og kommende platforme. Det, som vuggestuer, børnehaver og skoler burde koncentrere sig om, er de sociale, praktiske og kreative færdigheder, som teknologien ikke formår at overtage.

2. Fremtiden tilhører de store globale koncerner 

Den digitale udvikling har på flere områder demokratiseret adgangen til både udvikling, produktion, salg og distribution. I dag kan et par ildsjæle i Hjørring med lidt snilde håndtere et lille verdensfirma med produktion i Asien, udviklingsfinansiering via crowdsourcing-platforme som Kickstarter og international distribution gennem eBay eller Amazon. Det er jo fantastisk og prisværdigt.

Men når begejstringen har lagt sig, skal vi huske at minde hinanden om den ubekvemme sandhed, at udviklingen i dag, teknologisk og forretningsmæssigt (og delvist også kulturelt, politisk og samfundsmæssigt), i accelererende grad bliver dikteret og udnyttet af nogle få globale koncerner. Det gælder velkendte aktører som Google, Netflix, Facebook, Apple og Amazon, men også en række mindre folkekære koncerner som Monsanto, Palantir og Goldman Sachs. Imens de små startups giver et indtryk af en mangfoldig og konkurrencepræget udvikling, kæmper de store koncerner i baggrunden med at opbygge og konsolidere lukrative transnationale monopoler, som i voksende grad undslår sig national regulering og skattebetaling. Danske virksomheder og politikere skal stå tidligt op for at spille en rolle i denne udvikling.

3. Vores flexicurity-model er allerede en illusion

For et par årtier siden var vores flexicurity-model et faktum. Mistede man som arbejder eller almindelig funktionær sit job, kunne man reelt klare sig på offentlig forsørgelse i den kortere eller længere periode, der skulle til, før konjunkturerne vendte. Det var ikke et liv i sus og dus, men man kunne blive boende i sin bolig og sove nogenlunde trygt om natten. Men det er efterhånden længe siden.

I dag er den ubekvemme sandhed, at der ikke er nogen reel security tilbage i vores højtbesungne flexicurity-model; der er kun fleksibiliteten og usikkerheden tilbage. Hvis en gennemsnitlig dansker mister sit job i dag og tvinges til at klare sig på dagpenge eller kontanthjælp i længere tid, er konsekvensen et voldsomt fald i levestandard, som vil chokere de fleste. Mange vil blive tvunget til at flytte og lægge deres velkendte livsstil drastisk om.

Det er kun, fordi vi gennem længere tid har oplevet en relativt høj beskæftigelse, at det endnu ikke er gået op for danskerne i al almindelighed, at de reelt kun er en opsigelse fra at miste det livsgrundlag, de tager for givet. Og samtidig har vi på forunderlig vis formået at vende det blinde øje til de titusinder af medborgere, som de seneste år er kommet i dyb armod efter indførelse af kontanthjælpsloftet og implementeringen af andre ’nødvendige’ reformer. Vi glemmer nemt, at det er mange år siden, at der sidst har levet så mange børn i fattigdom herhjemme, som det er tilfældet i dag.

Det fantastiske ved flexicurity-modellen er, at det er mindre vigtigt, om den reelt virker, så længe vi blot tror på, at den eksisterer. Undtagelsen er selvfølgelig, når den næste lavkonjunktur banker på døren for alvor. Så splintres illusionen. Og meget tyder desværre på, at netop den teknologiske udvikling er hastigt på vej til at underminere den høje beskæftigelse, vi har vænnet os til at tage for givet. Summa summarum er det min frygt, at morgendagens arbejdsmarked frem for at bevise flexicurity-modellens berettigelse i stedet vil afsløre, at den i praksis er afgået ved døden.

4. Vi bliver tvunget til at blive mere globale i vores ledelses- og samarbejdstilgang

Danmark er en handels- og eksportnation, og hovedparten af vores større virksomheder agerer internationalt. Hundredtusinder af danskere har deres daglige gang i organisationer med flere kolleger i udlandet end herhjemme. Historisk har vi vænnet os til et selvbillede af dansk ledelses- og virksomhedskultur som noget særligt og prisværdigt i forhold til resten af verden. Vi er tillidsfulde, arbejdsomme og forfriskende åbne i vores kommunikation og samarbejde. Det vil jeg ikke anfægte, og der er meget at være stolt af, når det gælder vores skandinaviske tillidskultur, ledelsestilgang og sunde skepsis over for autoriteter.

Men når det er sagt, er den ubekvemme sandhed, at arbejds- og ledelseskulturen i morgendagens internationale organisationer i langt højere grad bliver multikulturel og mindre dansk. Det sker, i takt med at morgendagens talenter i voksende grad rekrutteres i andre verdensdele, at ejerskabet i globale koncerner oftere og oftere bliver indisk eller asiatisk, og at moderne koncerner er langt mere integrerede i globale matrix-organisationer. Hvor vi tidligere lidt arrogant tog ud i verden for at lære vores datterselskaber om dansk ledelseskultur, så må vi indstille os på, at vi ikke længere har monopol på de rigtige løsninger. Vi må forstå, at vores bramfri og direkte stil ude i verden kan virke respektløs, ufølsom og bedrevidende, og at vores besungne flade organisationer og inkluderende ledelsesstil andre steder fremstår som svag og ansvarsforflygtigende.

Kort sagt må vi indstille os på, at det er os danskere, der skal tilpasse os morgendagens internationale arbejdsmarked, og ikke omvendt. Det stiller nye krav til udviklingen af nye globale ledelses- og samarbejdskompetencer, samt bedre multikulturel forståelse. Og i den forbindelse er politikernes fremmedfrygt og vedholdende bestræbelser på at lukke vores grænser bestemt ikke en hjælp.

5. Borgerløn bliver det nye sort

Siden 1970’erne er ideer om borgerløn eller basisindkomst blevet luftet, men hver gang er forslagene blevet mødt af de traditionelle partier med hovedrysten, skepsis og sågar latterliggørelse. Borgerløn er blevet affejet som venstreorienteret ønsketænkning og en potentiel bombe under både velfærdsstat og offentlig moral. Konceptet er blevet set som en modsætning til socialdemokraternes ret-og-pligt-tænkning, og de borgerlige partier væmmes ved tanken om en hel nation på offentlig forsørgelse. Skepsissen til trods har vi alligevel allerede indført en form for mini-borgerløn i form af beskæftigelsesfradrag, supplerende dagpengeordning m.m.

Den ubekvemme sandhed er, at der på langt sigt ikke er nogen vej uden om en form for borgerlønsmodel. På et fremtidigt arbejdsmarked, hvor der langtfra er reelle job til alle, og hvor mange ansættelser er flygtige og forbundet med stor usikkerhed, bliver der behov for nye ordninger, der sikrer både tryghed og en rimelig velstandsfordeling. Den erkendelse bliver dag for dag mere og mere udbredt uden for Danmark, og land efter land indleder forsøgsordninger og pilotprojekter. Det er vejen frem. Med vores veludviklede arbejdsmarked og offentlige sektor har vi alle forudsætninger for at lede denne udvikling og tilpasse vores systemer i retning af en pragmatisk borgerlønsmodel med respekt for både statsfinanser og Den Danske Model. En veldesignet borgerlønsmodel bliver på sigt en afgørende konkurrenceparameter i kampen om at tiltrække fremtidens talent, investeringer og arbejdspladser.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu