Film-, tv- og spil-alliance vil skabe 2.500 danske arbejdspladser

Ny erhvervsklynge skal skabe stærk alliance mellem danske producenter af computerspil, tv-serier og film. Klyngen skal sikre Danmark en topplacering på det voksende globale milliardmarked for digitale visuelle fortællinger.
Marianne Kristensen Schacht

Tv-serien Borgen og computerspillet Subway Surfers er gjort af det stof, som kan skabe morgendagens danske eksporteventyr. Danske film-, tv- og spilproducenter kan fortælle historier og præsentere dem så visuelt lækkert, at hele verden vil se med, uanset om mediet er en mobiltelefon, et biograflærred eller en tv-skærm.

Den succes skal nu bruges til at skabe en decideret vækstindustri, der skal sikre både flere eksportindtægter og tusindvis af nye danske arbejdspladser. I første omgang gennem oprettelsen af en ny tværgående medieklynge for digitale visuelle medier, Media Society Denmark, som i dag mødes hos Nordisk Film til det første Media Society Summit. Se tekstboks.

Media Society Denmark

Media Society Denmark er en alliance mellem den danske film-, tv- og spilbranche. Bag den nye vækstklynge står Copenhagen Film Fund, Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Filmby Aarhus, Interactive Denmark, The Animation Workshop på Via University College og Producentforeningen.

”Danske produktioner og talenter har fejret utallige succeser verden over. Nu er vi klar til at tage det næste skridt og skabe en reel industri. Danmark har fundamentet til at indtage en plads i det globale marked for digitalt visuelt indhold. Vi har både talentet og kompetencerne til at sætte vores fingeraftryk på den dagsorden,” siger Thomas Gammeltoft, der er adm. direktør i Copenhagen Film Fund og en af initiativtagerne til klyngen.

I dag arbejder omkring 3.300 mennesker i den digitale visuelle industri. Brancherne omsætter tilsammen for godt 5 mia. kr. Heraf kommer 1,6 mia. kr. fra eksport.

De tal skal øges massivt. Den nye klynges mål er at skabe 2.500 nye jobs inden 2021 og øge omsætningen med 3,8 mia. kr. Men det kræver politisk opbakning, lyder det fra folkene bag.

”Vi har brug for en dansk klynge for indholdsmedier, sådan som man med stor succes har set det i andre lande. De her brancher fortjener meget mere opmærksomhed også fra politisk side,” siger Janos Flösser, der er seniorpartner hos Promentum Capital og tidligere adm. direktør i IO Interactive, der står bag successpillet Hitman.

Også fra de uddannelser, der leverer talenter til den digitale visuelle industri, lyder det, at vi kan få langt mere ud af de stærke danske film-, tv-, og spilsucceser.

”Vi bryster os af at være et kreativt folk. Produktion af visuelle produkter er en af de bedste udnyttelser af vores kreativitet, hvilket afspejler sig i succesfulde danske film og internationalt sælgende tv-serier. Men Danmark har en alt for lille andel af markedet i dag,” konstaterer Morten Thorning, der er centerchef på The Animation Workshop på Via University College i Viborg, der også er blandt initiativtagerne til Media Society Denmark.

Det globale marked for distribution af digitalt indhold er voksende og udgjorde i 2015 godt 1.875 mia. kr. Danmarks andel af det marked udgjorde i 2015 1,5 mia. kr.

Ulig konkurrence

Fra Singapore, Kina og Canada til Finland, Sverige, Storbritannien og Belgien har politikere i dag etableret lukrative erhvervsstøtteordninger til landendes visuelle digitale industrier. Dvs. erhvervsstøtteordninger, der ligger udover de kulturelle støtteordninger. For at kunne tage konkurrencen op skal de danske aktører have samme vilkår, mener initiativtagerne bag den nye klynge.

”Lande med mindre talentmasse inden for kreativitet og storytelling overhaler os lige nu. Det har stor betydning for vores fremtidige kulturelle og visuelle produktion, for den medieteknologiske udvikling og for nye arbejdspladser,” siger Morten Thorning fra Via University College og henviser bl.a. til Storbritannien, der har satset massivt på den digitale visuelle industri.

Det har vist sig at være en indbringende investering. Den engelske omsætning ligger i dag på mere end 700 mia. kr.

På dagens Media Society Summit er hovedformålet derfor at udarbejde et sæt konkrete politiske anbefalinger til, hvordan den danske digitale visuelle branche kan blive en ny dansk vækstmotor. Anbefalingerne bliver i eftermiddag overrakt til erhvervsminister Brian Mikkelsen, som stiller op til debat med brancherne.

Ønskesedlen til erhvervsministeren går bl.a. på, at brancherne i Danmark vil have samme muligheder for at tiltrække udenlandske film-,tv- og spilproduktioner som førende lande som Storbritannien, Belgien, Sverige og Finland.

Danmark er blandt syv EU-lande, der i dag ikke har incitamentsordninger, som gør det attraktivt for producenter at vælge landet som produktionsland.

Lige nu koster det arbejdspladser i ikke kun film-, tv- og spilbrancherne men også i den stribe af brancher fra hoteller og restauranter til advokater og reklamebureauer, der følger med, når en stor produktion optages i landet.

”Vi efterlyser, at de danske politikere på et oplyst grundlag træffer beslutning om, hvor vidt Danmark skal stilles i samme konkurrencesituation, som de andre lande har,” siger Morten Thorning fra The Animation Workshop på Via University College.

Digitale fortællinger i centrum

Det er den digitale udvikling, der har fået de forskellige aktører til at finde sammen netop nu. Det handler blandt andet om brugen af animation i både spillefilm og computerspil og inden for udviklingen af virtual reality, som flere i branchen spår bliver en gamechanger på linje med dengang mobiltelefonen blev smart.

”Nu skal vi løfte blikket fra de enkelte succesfulde brancher og sammen se ind i en verden, der er langt mere forbundet end tidligere drevet af digitaliseringen,” siger Jan Neiiendam, der er vicedirektør i Producentforeningen, som også står bag stifterne af den nye erhvervsklynge.

”Vi har bevist, at vi besidder fantastiske styrker ud i at producere visuelt indhold. Det er en kæmpe styrke, når vi går fra at være et samfund baseret på tekst til at være visuelt baseret,” siger han.

Fra Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje lyder der et opråb til de danske politikere om, at hvis vi lader stå til, så bliver vi overhalet massivt af de lande, hvor politikerne støtter aktivt op om de kreative industrier.

”Vi har mennesker og faglighed i verdensklasse og kan stadig nå at spille en rolle i den globale digitale revolution, der i øjeblikket er i fuld gang. Men vi bliver spillet af banen, hvis ingen tager ansvaret for at udvikle det vækstpotentiale, der er i vores industri,” siger Carsten Holst, der er chef for Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu