Finansministeriet: Høje sociale ydelser går hånd i hånd med høj velstand

Nye tal fra Finansministeriet udfordrer myten om, at Danmarks høje sociale udgifter hæmmer vækst og velstand. Tallene er en klar anerkendelse af de sociale udgifters betydning for Danmarks velstand, mener FTF. Tallene ”trækker tæppet væk under Marienborg-mødet”, mener S.

Det er en myte, at høje sociale udgifter er uforenelige med høj velstand, vækst og produktivitet. Lande med høj velstand og produktivitet har også relativt høje sociale udgifter.

Det viser nye tal, som Finansministeriet har givet som svar til Folketingets Skatteudvalg. Se figur 1.

Dermed bærer ministeriet ny ammunition ind i debatten om henholdsvis den offentlige og den private sektors betydning for vækst og velstand.

Socialdemokraternes medlem af Skatteudvalget, Peter Hummelgaard Thomsen, mener, at ministeriets tal med ét slag dræber de mange myter, der har præget debatten om økonomisk politik.

Danmark er 6. rigeste land i OECD

Figur 1 | Forstør   Luk

Det fremføres ofte, at Danmark rasler ned ad velstandsranglisen. Men ifølge Finansministeriet er Danmark det 6. rigeste land i OECD målt på bruttonationalindkomst (BNI den årlige indkomst per indbygger).

Note: Der er anvendt 2013 tal for Island og Schweiz. Der er ingen oplysninger for Tyrkiet. Kilde: OECD, Finansministerietss Svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 404 (Alm. del) af 28. april 2016.

”For mig er Finansministeriets svar som at se et afsnit af Discovery Channels Mythbusters. Hos bl.a. Liberal Alliance, de konservative og Venstre florerer myten om, at de sociale udgifter i Danmark er meget større end i resten verden og derfor hæmmer vækst, velstand og produktivitet. Men med de her tal lægger Finansministeriet sig jo fladt ned på maven og indrømmer, at de myter ikke holder vand. Opgøret med myterne bliver selvsagt ikke mindre interessante af, at det er en borgerlig finansminister, der bringer de nye tal til torvs,” siger han.

Han mener, at svarene ”trækker tæppet væk under Marienborg-mødet”, der blev afsluttet i går.

Den udlægning deler forsknings- og uddannelsesordfører for Venstre, Jakob Engel-Schmidt, ikke.

”Det er interessante data, men Finansministeriets svar giver ikke belæg for at drage den konklusion som Peter (Hummelgaard Thomsen, red.) gør, nemlig at højere offentligt forbrug også medfører højere BNP. Det finder jeg ingen evidens for i Finansministeriets svar – tværtimod. Det handler ikke om, hvor mange penge man bruger, men om hvor godt man bruger dem,” siger han.

Anderledes toner lyder der fra formanden for 450.000 offentligt ansatte i FTF, Bente Sorgenfrey, der læser svarene som Finansministeriets ”klare anerkendelse” af de sociale udgifters positive betydning for vækst og velstand.

”Det glæder mig, at Finansministeriet nu er nået til en erkendelse af, at sociale udgifter spiller en central rolle for produktivitets- og velstandsudvikling. Også selv om det igennem mange år har ligget lidt tungt med at få dem til at indrømme det.”

Hun mener, at mandatet for Marienborg-mødet, hvor økonomer, eksperter og organisationer skulle drøfte en kommende 2025-plan, med dets vækstfokus var alt for snævert formuleret. De nye svar fra Finansministeriet underbygger netop den opfattelse:

”Mit budskab på Marienborg var, at vi ikke skal have mere af det samme. BNP er et alt for snævert begreb at opgøre Danmarks økonomiske succes på. Andre lande bruger bredere opgørelser for bæredygtig vækst, ansvarlig vækst og inkluderende vækst. Det spor skal Danmark lægge sig i. Det ville være udtryk for nytænkning og et flot mål for en fremadskuende 2025-plan,” siger Bente Sorgenfrey.

En mere seriøs platform

Som optakt til mødet på Marienborg forklarede statsministeren over for DR sin ambition med 2025-planen. Om 20 år skal danske familier være lige så godt stillede som svenske og tyske familier, når det gælder nær velfærd, biler og ferierejser, lød det. Han gjorde det også over for Politiko klart, at ”vi lever i en tid med lette løsninger”, med henvisning til Dansk Folkeparti og Liberal Alliances vækstforslag som f.eks. opbremsning af flygtningetilstrømningen og afskaffelse af topskatten.

Danmarks produktivitet i international superliga

Figur 2 | Forstør   Luk

Målt i BNP per arbejdstime er dansk produktivitet blandt de højeste i OECD og på niveau med f.eks. Tyskland og Frankrig.

Kilde: OECD, Finansministeriet svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 406 (Alm. del) af 28. april.

”Jeg tror, at det hele er lidt mere komplekst. Jeg vil gerne skabe en mere seriøs platform for den fælles drøftelse,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Som element i den platform er Finansministeriets nye svar en interessant byggeklods. Dels viser ministeriets opgørelse, at Danmark er noget mere velstående, end hvad det klassiske BNP-mål umiddelbart giver indtryk af. Målt ved bruttonationalindkomst – der foruden BNP også omfatter nettokapitalindkomst fra udlandet – var Danmark i 2014 det sjetterigeste land i OECD. Betydeligt højere end den 11.-plads, Danmark indtager på OECD’s BNP-rangliste. Se figur 2.

Dels skriver ministeriet, ”at en lang række af de mest velstående OECD-lande har et niveau for de samlede sociale udgifter, der ikke adskiller sig væsentligt fra det danske niveau”. I deres opgørelse over OECD-landenes samlede sociale udgifter medregner ministeriet således også overførsler og serviceydelser formidlet i privat regi – som i andre lande fylder mere end i Danmark – ligesom beskatning af sociale ydelser også regnes med. Se figur 3. Samtidig fremgår det, at Danmarks produktivitet som den ottendehøjeste i OECD er ”på niveau med fx Tyskland og Frankrig”, og at ”OECD-lande med relativt høj arbejdskraftsproduktivitet også har relativt høje sociale udgifter – både offentlige sociale udgifter og samlede sociale udgifter”.

Og på den baggrund konkluderer Finansministeriet, at ”OECD-lande med et relativt højt velstandsniveau og højt produktivitetsniveau har et relativt højt udgiftsniveau for offentlige sociale udgifter og samlede sociale udgifter”. De finder således ikke belæg for at ”konkludere, at høje offentlige sociale udgifter fører til lav økonomisk vækst”.

Debatten om sociale udgifters betydning for vækst og velstand har kørt længe.

På den ene side peger kritikere på, at de udgør en barriere for vækst. Som eksempel har Liberal Alliances gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, udtalt, ”at Danmark har brug for at få en mindre offentlig sektor og mindre offentligt forbrug, hvis vi skal kunne blive et mere konkurrencedygtigt samfund i fremtiden”.

På den anden side har andre, f.eks. Mandag Morgens Velstandsgruppe, hævdet, at ”skattetrykket og den offentlig sektors størrelse ikke er en hindring for, at Danmark kan udvikle sig til et mere dynamisk, rigt og velstående samfund”.

Venstres Jakob Engel-Schmidt stiller sig imidlertid kritisk over for vækstgevinsterne ved en større sociale udgifter. Umiddelbart er han enig i, at et velfærdssamfund, der giver muligheder for uddannelse og sundhed, betyder noget for velstand og vækst.

Danmarks sociale udgifter på niveau med andre lande

Figur 3 | Forstør   Luk

Et lands samlede sociale udgifter omfatter indkomstoverførsler, sundhed, børnepasning (dog ikke uddannelse) der formidles i både offentligt og privat regi. Desuden fraregnes der i opgørelsen direkte og indirekte beskatning af de sociale ydelser, ligesom der er tillagt værdien af socialt betingede skattenedslag.

Note: Ingen oplysninger for Korea og Schweiz. Kilde: OECD, Finansministeriets svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 407 (Alm. del) af 28. april 2016.

”Men”, indvender han, ”man kan ikke derudaf udlede, at vi får højere vækst og velstand, hvis vi øger det offentlige forbrug yderligere. Hvis vi forestillede os, at vi omlagde hele vores offentlige forbrug til borgerløn, beskattede arbejdsindkomst markant højere, så vi kunne bruge penge på alt lige fra en 25 timers arbejdsuge til 12 ugers ferie, så ville det offentlige forbrug eksplodere og Danmark blive fattigere. Vækst handler om, hvordan man bruger pengene, ikke om hvor mange man bruger. Og det har ingen betydning for velstandsniveauet, om pengene bliver brugt offentligt eller privat.

Udgift eller investering

Peter Hummelgaard Thomsen understreger dog, at han ikke peger på en årsagssammenhæng, men blot at Finansministeriets billede tegner et entydigt billede af, at lande, der har høj velstand, også har høje sociale udgifter. Han uddyber:

”Sociale udgifter er ikke penge, vi hælder i skraldespanden. Det er investeringer i menneskers lige og frie mulighed for at bidrage til samfundet og økonomien, og som sådan det fundament, som vækst- og velstandsskabelsen hviler på. Det er blevet en herskende antagelse, at der for enden af skattelettelsernes og de offentlige nedskæringers regnbue automatisk venter en krukke guld. Men for mig at se svarer det til at gå over åen efter vand. Først skal vi skære ned på velfærden, så vi kan få mere vækst og dermed øge velfærden. De her tal viser jo, at det ikke er nødvendigt, og at ræsonnementet ikke holder vand.”

Jakob Engel-Schmidt er dog uenig: ”Alt det, vi putter i den offentlige sektor, skal jo skabes et sted, og det sted er udelukkende og uomtvisteligt den private sektor og erhvervslivet. Jeg finder ikke i svarene evidens for, at jo højere det offentlige forbrug er, desto bedre vil det være for den private sektor.”

Den udlægning kalder Bente Sorgenfrey ”en alt for stereotyp modstilling”. Der er ikke, mener hun, en modsætning mellem høje sociale udgifter, der sikrer tryghed og stabilitet, og en konkurrencedygtig økonomi med høj produktivitet og velstand.

Høje sociale udgifter udelukker ikke høj velstand

Figur 4 | Forstør   Luk

Sammenholdes OECD-landes samlede sociale udgifter med deres Bruttonationalindkomst bliver det tydeligt, at OECD-lande med høje samlede sociale udgifter også har højere velstand målt ved BNI.

Note: Data ikke tilgængelig for Tyrkiet, Korea og Schweiz. Enkelte lande er fjernet for at gøre figuren lettere læselig. Kilde: OECD, Finansministeriets svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 409 (Alm. del) af 28. april 2016.

”Den offentlige og den private sektor er hinandens forudsætninger, ikke modsætninger. Tag daginstitutionerne. Det er en forudsætning for vækst, at vi har nogle pædagoger, der drager omsorg for vores børn, så vi trygt kan gå på arbejde og ikke skal spekulere på, hvordan det går derhenne. Dårlige daginstitutioner vil jo have en negativ effekt på produktiviteten,” siger hun.

Professor i økonomi på Københavns Universitet David Dreyer Lassen er langt hen ad vejen enig:

”Virkeligheden er nok, at begge dele har noget på sig. Den private sektor finansierer det offentlige, men det offentlige understøtter også den private sektor. Så længe man har en effektiv offentlig sektor, så betyder størrelsen ikke noget for et lands vækst og velstand. Det er svært at måle, men på rigtig mange parametre er det mit indtryk, at den offentlige sektor i Danmark klarer sig rigtig, rigtig godt. Det handler om, hvordan man indretter sig, men en stor offentlig sektor trækker ikke automatisk ned på produktivitet og velstand. Det er en myte.”

Han finder ikke Finansministeriets svar ”epokegørende”:

”Perspektivet var meget fremme i 90’erne og passer ind i den lange historie om det socialdemokratiske Danmark. Og dermed spørgsmålet om, hvordan man indretter de sociale udgifter og overførselsindkomster, sådan at de ikke går imod arbejdsmarkedsdeltagelse men understøtter den. Ideen med overførselsindkomsterne er jo at hjælpe folk tilbage til selvforsørgelse, så de ikke bliver en endnu større belastning for samfundsøkonomien,” siger han og fortsætter:

”På det område er vi kommet meget langt med arbejdsmarkedsreformerne fra 1990’erne og frem til i dag. Omvendt er det også spørgsmålet, om det efterhånden er superrealistisk at hente så frygtelig meget mere på den konto.”

Et bredere mål for velstand

Nationalbankdirektør Lars Rohde udtalte for nylig, at økonomisk vækst i serviceøkonomien er blevet et ”målemæssigt morads”, hvor det bl.a. som konsekvens af digitalisering, deleøkonomi og andre nybrud er blevet stadig mere kompliceret at opnå et retvisende billede af værditilvæksten og velstanden i en økonomi. På lignende vis pegede næsten 4.000 politikere, erhvervsledere, iværksættere og eksperter i en rundspørge, som Mandag Morgen offentliggjorde for nylig, på, at BNP udgør et ufuldstændigt sigtepunkt for erhvervs- og vækstpolitikken.

I svarene til skatteudvalget skriver Finansministeriet da også, at ”makroøkonomisk statistik, fx BNP, kun giver et overordnet, og ikke særlig detaljeret, billede af befolkningens levevilkår.”

Den analyse deler professor David Dreyer Lassen:

”Set fra min stol er det en positiv udvikling, at vi anlægger et bredere og mere nuanceret perspektiv på succes i den økonomiske politik. Sådan er det jo med penge. Vi er jo ikke interesserede i dem som sådan, men i hvad vi kan købe for dem. Hvis ikke vi med væksten opnår bedre levestandard bredt forstået, længere levealder og mere sundhed, så betyder det ikke så meget. Så det er en god ide at supplere og forpligte sig til at se bredere.”

Peter Hummelgaard Thomsen håber, at svarene kan danne startskud til en ”bredere og bedre debat om succeskriterierne for den økonomiske politik, og hvordan vi opgør velstand i Danmark.”

Danmarks Statistik har da også annonceret, at de til september vil offentliggøre et nyt sæt af livsstilsindikatorer, der skal måle danskernes levestandard på andet end blot vækst, biler og ferierejser.

Tiden må vise, om de flugter med statsministerens langsigtede sigtelinjer for et stærkere Danmark.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen adjungeret professor på CBS Næste artikel EQT styrer mod historisk børsnotering EQT styrer mod historisk børsnotering