Regeringens økonomiske ministre er midt i et afgørende opgør med miljø- og energiminister Svend Auken. Finansministeriet og de øvrige økonomiske ministerier ønsker en miljø- og energipolitik, der sikrer, at elværkerne via gavmilde CO2-kvoter kan fortsætte deres lukrative eksport af strøm til Tyskland, Norge og Sverige. Auken derimod kæmper for sin internationale troværdighed som miljøminister i et land, der går forrest i kampen mod CO2-udslippet. Danmark kan ikke fortsætte med at trække CO2-emissionerne fra eleksporten fra det nationale CO2-regnskab, mener han. Derfor vil han stoppe netto-eksporten af dansk produceret strøm, hvilket vil reducere elsektorens værdi med mindst 5,5 milliarder kr. Meget tyder imidlertid på, at EU-landene kan blive enige om at løfte eleksporten ud af fremtidens miljøregnskaber. Sker det, er der frit slag for dansk eleksport.