Fire grunde til, at verden aldrig får en bindende klimaaftale

De aktuelle COP19-forhandlinger demonstrerer, at den politiske vilje til at begrænse klimaforandringerne ikke står mål med problemets katastrofale omfang. Stormagterne USA og Kina ønsker ikke at afgive økonomisk suverænitet med en bindende global aftale, og billig energi er blevet en konkurrenceparameter i kampen om at tiltrække produktion og investeringer. Samtidig har klimaforskerne skabt urealistiske forventninger til, hvad FN-systemet kan levere af politiske løsninger.

Claus Kragh

Videnskabens dom er entydig: Menneskehedens udledninger af CO2 og andre klimagasser har ført til en markant og hastigt accelererende global opvarmning. Kun hurtige og dybe reduktioner kan forhindre, at den globale opvarmning fører til flere oversvømmelser, mere vildt vejr, mere tørke og andre klimakatastrofer.

Alligevel må en nøgtern realpolitisk analyse af de globale klimapolitiske forhandlinger ende i en lige så entydig konklusion: At verden aldrig får en global og bindende klimaaftale.

Det står klart i disse dage, hvor den såkaldte COP19, FN’s 19. årlige konference mellem de næsten 200 partnerlande, der har tilsluttet sig FN’s rammekonvention om klimaforandringer, UNFCCC, finder sted i Polen. Mellem 10.000 og 12.000 politikere, embedsmænd, aktivister og erhvervsfolk er rejst til Warszawa, og ud af den polske hovedstad strømmer beretninger om alle de tænkelige politiske, miljømæssige, sociale og økonomiske emner, der er relateret til klimapolitikken.

Men sandheden er, at håbet om en global og bindende klimaaftale reelt er dødt – selv om ingen vil sige det højt. FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, siger det ikke. EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, siger det ikke. Og hverken USA’s eller Kinas regeringer ser nogen grund til at skære den upopulære sandhed mere ud i pap, end det skete ved COP15 i København i december 2009.

Der er fire hovedårsager til, at verden aldrig får en global og bindende klimaaftale.

1. USA og Kina vil ikke opgive økonomisk suverænitet

USA’s og Kinas regeringer har begge lanceret ambitiøse nationale klimaplaner. Men ingen af de to globale stormagter kommer nogensinde til at ratificere en global og bindende klimapolitisk aftale. Det amerikanske udenrigsministeriums klimapolitiske chefforhandler, Todd Stern, sagde det egentlig ganske klart i en tale i London 22. oktober.

”Lad os koncentrere os om at skabe en ambitiøs, effektiv og varig aftale. At insistere på, at den eneste vej, der duer, er, at en sådan aftale er internationalt bindende i alle aspekter, kan forhindre, at der overhovedet kommer en aftale,” sagde Stern ved et arrangement i tænketanken Chatham House.

USA ser i dag Kina som den største trussel imod både USA’s velstand og på længere sigt den demokratiske verdensorden, som regeringen i Washington har håndhævet siden Anden Verdenskrig. Omvendt ser Kinas kommunistiske ledelse USA som en konkurrent og en forhindring for, at Kina kan indtage den ledende placering i verdenssamfundet, som de ledende kredse i Beijing tragter efter. I begge hovedstæder vogter man nidkært over national suverænitet, og hvis man forpligtede sig til at overholde bindende mål i en global klimaaftale, ville det de facto svare til at afgive suverænitet i forhold til den økonomiske politik. Det kommer ikke til at ske.

Stern har ved COP19 i Warszawa understreget, at USA’s regering ikke vil påtage sig skyld eller ansvar for hidtidige CO2-udledninger, men at man tager klimatruslen dybt alvorligt og mener, at den skal løses i samarbejde mellem verdens gamle stormagter og de kommende stormagter Kina, Indien, Brasilien osv.

2. Globale virksomheder flytter efter lave energipriser

På samme måde som klimapolitikken griber ind i staters centrale strategiske interesser, har den også helt afgørende betydning for stadig mere vidtfavnende globale virksomheder. Disse virksomheder er i dag i stand til at flytte produktion, administration og skattebetalinger rundt på kloden, alt efter hvor rammebetingelserne er bedst.

Her spiller energipriser en ofte afgørende rolle. Og når for eksempel USA pludselig i kraft af den nye skifergasudvinding kan tilbyde billig naturgas, så ændrer det konkurrenceforholdene i den kappestrid, som stadig flere af verdens nationer er involveret i.

Hvis eksempelvis Europa vælger at have relativt høje energipriser – inklusive høje afgifter – for at kunne investere i grøn omstilling, kræver det, at man på alle andre konkurrenceparametre scorer meget højt i forhold til konkurrenterne. Det kan lande som Tyskland, de nordiske lande, Schweiz, Holland og enkelte andre. Men det er svært i mindre udviklede økonomier i Østeuropa og Sydeuropa.

Og i Nordamerika er det svært for lande som Canada og Mexico at føre ambitiøse klima- og energipolitikker, når de to landes virksomheder konkurrerer med virksomheder i USA, hvor energien er ekstremt billig.

3. FN’s klimakonferencer er en snakkeklub for fagministre

Ovenstående analyse deles af embedsmænd i udenrigsministerier over hele verden. Det kan man aflæse af den talerrække, der begynder, når COP19 i dag indleder den del af konferencen, hvor de nationale delegationer holder deres officielle indlæg.

Mens COP15 i København var et egentligt topmøde med flere end 140 stats- og regeringschefer på talerlisten, er det i Warszawa miljøministre, energi- og klimaministre eller topembedsmænd fra nationale miljøministerier, der holder talerne. Det er dygtige politikere og embedsmænd med stor indsigt. Men det er ikke personer med magt over de enkelte nationers finanspolitik, økonomiske politik eller sikkerhedspolitik.

Netop det faktum, at klimapolitikken griber ind i alle disse centrale nationale interesser, gør, at der er tale om det, man på tysk kalder chefsache. Og der er ingen politiske chefer i Warszawa – kun mellemledere.

4. Klimavidenskaben skaber urealistiske forventninger

Førende videnskabsfolk og økonomiske risikoanalytikere er ikke i tvivl om, at den globale opvarmnings voksende trusler mod mennesker og ejendom verden over er reelle og overhængende. 

Derfor anbefaler de dybe energi- og ressourcepolitiske reformer. Men de samme klimavidenskabsfolk kunne – hvis de konsulterede deres videnskabelige kollegaer inden for de politiske, samfundsvidenskabelige og juridiske specialer – hurtigt forsikre sig om, at de stiller helt urealistiske forventninger til, hvilke politiske resultater FN-systemet kan levere.

Enhver, der følger FN-systemets håndtering af væbnede konflikter, menneskeretsforhold og meget andet, ved, at FN i bedste fald kan beskrives som et nødvendigt forum til udfoldelse af dialog mellem stater med meget store indbyrdes uenigheder.

Når førende og respekterede videnskabsfolk – i parentes bemærket uden specialindsigt i international politik – formulerer meget store ambitioner vedrørende FN’s COP-proces, smitter det naturligvis af på den bredde og folkelige klimadebat.

Resultatet bliver, at forventningerne spændes stadig højere, og at skuffelsen bliver tilsvarende dyb, når FN endnu en gang ikke leverer de ønskede radikale løsninger. Dermed skygges for, at både FN-processen og alle de andre beslutningsprocesser i Europa, USA, Kina og andre steder trods alt fører til klimapolitiske fremskridt på en række områder. Dermed kan det bedste blive det godes fjende, som både USA’s præsident, Barack Obama, og Connie Hedegaard har påpeget. 

Læs i morgen: Fire grunde til, at grøn omstilling er den nye vinderopskrift


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu