Fire ubekvemme sandheder om EU
Det gav mindelser om belgisk surrealisme, da Nicolas Sarkozy sidste mandag indledte sin pressekonference efter det uformelle EU-topmøde i Bruxelles. “Dette er ikke en pressekonference,” sagde den franske præsident, der konstaterede, at topmødet intet havde besluttet, som journalisterne ikke vidste i forvejen. Det var dog ikke helt korrekt, eftersom de færreste havde forudset, at kun Tjekkiet valgte at slå følge med Storbritannien og stille sig helt uden for EUs nye finanspagt, som med topmødet også fik sit endelige, lidet mundrette navn: Den mellemstatslige traktat om stabilitet, koordinering og styring i den økonomiske og monetære union.
Sarkozy svarede kort og lettere irriteret på spørgsmålene fra journalisterne, og han nævnte ikke med et ord de oplæg om vækst og jobskabelse, som både EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt, havde holdt ved eftermiddagens og aftenens møde. Og dét selv om Sarkozys egen spindoktor et par timer tidligere ivrigt havde forsøgt at sælge en historie om et særligt initiativ rettet mod ungdomsarbejdsløsheden til de mange ventende journalister.
Vil du have adgang til Mandag Morgen?
Analytisk journalistik om samfundets omstillinger – og hvordan de former fremtiden.




