Trods en uhørt vanskelig overenskomstsituation i den offentlige sektor er et forlig den sandsynlige udgang, vurderer to af landets mest erfarne arbejdsmarkedsforskere i en analyse udført for Mandag Morgen. Både ekstra feriedage og lærernes arbejdstid er krav, der hver for sig kan føre til konflikt i de offentlige overenskomstforhandlinger. Men øget fleksibilitet både i den daglige arbejdstidstilrettelæggelse og omkring den ekstra frihed kan måske få enderne til at mødes. Regeringen kan med andre ord købe sig til en fleksibilitet og en fortsat modernisering af lønsystemet og herigennem opveje prisen for eventuelt flere feriedage, vurderer arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, Københavns Universitet. Det er deres opfattelse, at hvis lærerne konflikter, er det mest sandsynligt, at denne konflikt isoleres - på linie med hvad der sidste gang skete med sygeplejerskerne.