Alligevel er migranter og flygtninge blevet en guldrandet forretning for europæiske og multinationale virksomheder, der omsætter for milliarder af euro i en voksende industri, hvor selv pensionskasser og kapitalfonde i dag øjner muligheder.

Selskaberne sælger alt fra tolkeydelser, vagtservicer og transport i forbindelse med hjemsendelser til drift af hele asylcentre og avanceret teknologi og mandskab til bevogtning af Europas ydre grænser.

Den europæiske sikkerhedsindustri, der leverer vagter, transport og overvågning til Europas asylcentre, led i slutnullerne af stagnation, men er siden vokset markant og omsætter i dag for 40 milliarder euro – cirka 300 milliarder kroner – ifølge brancheforeningen Confederation of European Security Services (CoESS), der repræsenterer i alt 40.000 virksomheder. Brancheforeningens udgifter til lobbyvirksomhed er ifølge lobbyfacts.eu, der monitorerer lobbyisme i EU, vokset fra godt en halv million kroner i 2014 til knap to millioner kroner i 2018. Derudover kommer virksomhedernes egen lobbyindsats.

En milliardforretning, der vokser

Flygtningesituationen er da også en af forklaringerne på, at verdens næststørste sikkerhedsfirma år efter år kan fremlægge regnskaber med vækst i både omsætning og overskud.

Eller som Securitas AB forklarer det i en pressemeddelelse i 2016:

“Det øgede behov for sikkerhedsydelser som følge af et styrket terrorberedskab og flygtningesituationen har bevirket et større organisk salg, primært i Frankrig, Belgien, Tyskland og Sverige.”

På et enkelt år fra 2014 til 2015 voksede Securitas’ samlede overskud med 18 procent, mens omsætningen voksede med 15 procent. Også de seneste tre år har efterspørgslen efter sikkerhedsgigantens ydelser skabt milliardvækst: Omsætningen er steget fra 55 milliarder kroner i 2015 til svimlende 71 milliarder i 2018.

Også konkurrenten G4S, verdens største arbejdsgiver med over 570.000 ansatte, der driver en række asylcentre, udrejsecentre og flygtningelejre i Europa, har oplevet en vækst i omsætningen med 15 procent siden 2014. Selskabet forventer en fortsat vækst på 4-6 procent frem til 2022. Servicegiganten ønsker ikke at oplyse, hvor stor en del af denne vækst, der stammer fra arbejdet med flygtninge. 

Når sikkerhedsfirmaer laver humanitært arbejde

Sorcha MacLeod er Marie Curie Fellow ved Hertie School of Governance i Berlin og lektor ved Københavns Universitet. Hun har i de seneste ti år forsket i business og human rights og studeret selskaber som G4S indgående.

Siden 2018 har hun desuden deltaget i FN’s arbejdsgruppe med fokus på lejesoldater og private militære sikkerhedsfirmaer, såkaldte private military and security corporations (PMSC’s).

Her har hun og blandet andet set, hvordan opgaverne med at håndtere flygtninge i stigende grad udliciteres til virksomheder, der ellers er specialiseret i at arbejde med sikkerhed eller militære opgaver. 

“Flere og flere europæiske lande er begyndt at benytte sig af private militære sikkerhedsfirmaer til at drive asylcentre, udrejsecentre, transport og udsendelse,” konstaterer Sorcha MacLeod.

Siden krigene og deres efterspil i Irak og Afghanistan, hvor mange af de private sikkerhedsfirmaer udførte militære opgaver, har de i stigende grad vendt opmærksomheden mod det civile marked.

Konkurrencen er benhård i sikkerhedsbranchen, der ifølge en rapport fra Europa-Parlamentet tæller omkring 100.000 selskaber. Derfor er det også ualmindeligt svært at indsamlede viden om dem, selv med et mandat fra FN, fortæller Sorcha MacLeod:

“Det har altid været en meget hemmelighedsfuld industri på grund af sikkerhedsaspektet i deres arbejde, men fordi konkurrencen er så hård i dag, så er de i endnu højere grad tilbageholdende, når det handler om kontrakter og lignende,” siger Sorcha MacLeod.

Markedet for driften af flygtningelejre, asyl- og udrejsecentre deles i dag af de private sikkerhedsfirmaer, ngo’er og en forholdsvis ny gruppe leverandører, der voksede frem i nullerne i takt med en liberalisering af social- og sundhedsopgaver i mange europæiske lande.

Udfordringen med denne privatisering er, at de flytter behandlingen af flygtninge ud af offentlighedens indsigt og kontrol, mener FN’s arbejdsgruppe om lejesoldater og private militære og sikkerhedsfirmaer Sorcha McLeod.

“Vi mener, der er et behov for bedre regulering af disse virksomheder. Vi vil gerne se bedre træning af vagter og højere krav i forbindelse med menneskerettigheder på tværs af de europæiske lande,” siger Sorcha McLeod.

Guldfeber i serviceindustrien

Ankomsten af over en million flygtninge fra Syrien og Nordafrika i 2014 og 2015 skabte et goldrush, hvor myndighedernes akutte behov banede vejen til det offentlige marked for mindre selskaber og individuelle spekulanter, primært i forbindelse med indkvartering af de mange nytilkomne og senere en bredere vifte af ydelser, heriblandt sundhed.

Et eksempel er schweiziske ORS Service, der før 2014 var et relativt lille selskab med en omsætning på 172 millioner kroner. I 2018 var omsætningen vokset til en milliard, og ORS har i dag datterselskaber i Tyskland, Slovakiet og Østrig og afventer i øjeblikket svar på et offentligt udbud på drift af asylcentre i Italien.

ORS Service blev i 2013 opkøbt af kapitalfonden Equistone Partners Europe Ltd., der blandt sine investorer tæller adskillige amerikanske pensionsfonde og The General Organization for Social Insurance of Saudi Arabia, der er en offentlig saudisk myndighed, der står for forvaltning af socialforsikringer.

De private selskaber har udfyldt et behov på et tidspunkt, hvor myndigheder i flere lande har været under pres.

Ifølge Lutz Hahn, talsmand for ORS Services, er virksomheder som hans egen politisk neutrale, fleksible og kan træde til, når behovet opstår. Derfor repræsenterer de også en værdi for myndighederne, mener han:

“Vi modtager ingen statsstøtte og ingen donationer. Vi bærer den fulde forretningsmæssige risiko, og i konkurrencen med andre – eksempelvis ngo’er – tilbyder vi vores services til konkurrencedygtige priser,” lyder hans forklaring på, at de private selskaber fylder mere og mere i arbejdet med flygtninge.

Fra rengøring og hjemmeservice til flygtninge

I Tyskland har det familieejede European Homecare gennemgået en lige så imponerende vækst som deres schweiziske konkurrent: Fra 2008 til 2016 er omsætningen mere end fordoblet fra 98 millioner kroner til 2,1 milliarder.

I Norge har brødrene Kristian og Roger Adolfsen skabt en koncern, hvis omsætning på asylområdet – via det tidligere ISS-selskab Hero – er næsten fordoblet på bare fire år. Fra 415 millioner kroner i 2014 til 760 millioner kroner i 2016. I dag har selskabet aktiviteter i både Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Holland.

Men selv om flygtningene har skabt en imponerende vækst for virksomheden, så har Adolfsen-brødrene ikke lyst til at fortælle om deres succes med det nye forretningsområde. Helt som flere af de andre selskaber, Mandag Morgen har været i kontakt med til denne artikel.

I Sverige har den kontroversielle forretningsmand og stifter af det nu hedengangne indvandrerkritiske parti Ny Demokrati Bert Karlsson skabt en forretning på indkvartering af flygtninge via selskabet AB Jokarjo. Her er det lykkedes den tidligere politiker at mangedoble forretningen på få år. Fra 2010 til 2016 voksede selskabets omsætning fra 42,5 til 792 millioner svenske kroner.

“Vi ser i øjeblikket en glidende overgang til ikkestatslige aktører, der i stigende grad er involveret i aktiviteter, som på en den ene eller anden måde er forbundet til asylsystemet,” siger Michael Flynn, leder af The Global Detention Project, en international organisation, der med base i Genève monitorerer og kortlægger asylsystemer verden over.

“Globalt set bliver privatiseringen af asylcentrene drevet af de engelsksprogede lande. De har de samme lovgivningsmæssige rammer, og det tror jeg blandt andet kan forklare, hvorfor privatiseringsmodellen er så indgroet i Australien, USA og Storbritannien, mens den hidtil ikke har været så udpræget i Europa. Det er dog ved at ændre sig,” siger Michael Flynn.

Love åbner for private

I Storbritannien har det multinationale vagt- og sikkerhedsfirma G4S været frontfigur for privatiseringen af offentlige serviceydelser, siden Margaret Thatcher påbegyndte en omfattende privatisering af offentlige opgaver i firserne, heriblandt af driften af fængsler og senere også asylcentre.

G4S, som har danske rødder og danske Alf Duch-Pedersen som bestyrelsesformand, var også et af de første private selskaber, der fik lov til at etablere sig i Grækenland i 2014, fortæller Martin Lemberg-Pedersen, adjunkt ved afdelingen for Global Refugee Studies på Aalborg Universitet.

Martin Lemberg-Pedersen peger på, at flere europæiske lande har fulgt Storbritanniens eksempel og gjort lovgivningen mere lempelig for at give private virksomheder adgang til blandt andet asylrelaterede opgaver:

“Allerede omkring 2010-2011 begyndte man at ændre loven i Grækenland, så det var muligt for private vagt- og sikkerhedsfirmaer at byde ind på opgaver i asylsystemet, som det græske militær og politi ellers stod for. Det banede blandt andet vejen for G4S, der i 2015 overtog en lang række af de lejre, der blev oprettet som svar på fordrivelsen gennem det græske territorium,” siger Martin Lemberg-Pedersen.

Flere andre lande har tilsvarende ændret deres love for at give private leverandører adgang til offentlige opgaver på asylområdet, heriblandt Danmark.

I 2015 vedtog regeringen paragraf 37i, som gør det muligt for private virksomheder “i særlige tilfælde efter politiets eller Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse (at) bistå med at varetage myndighedsopgaver”.

Ifølge Udlændingestyrelsen er paragraffen endnu ikke blevet benyttet. G4S har dog leveret sikkerhedsvagter og transport til flere danske asylcentre, blandt andet til Asylcenter Vesthimmerland, der ifølge en aktindsigt fra Mandag Morgen har købt for 2,7 millioner kroner opgaver af selskabet i perioden 2016-2018.

McKinsey leaner

Drift af asylcentre og sikkerhed er dog langtfra de eneste områder, der i stigende grad håndteres af private leverandører.

Også konsulenthuse har fået en god forretning ud af at rådgive europæiske regeringer om håndteringen af flygtninge: Særligt McKinsey har haft held med at få kontrakterne i hus, hvilket har betydet, at adskillige landes asylsystemer har været genstand for lean management.

Blandt kunderne er Sveriges udlændingestyrelse, der ifølge The Washington Post har betalt konsulenterne 14 millioner kroner for en strømlining af asylbehandlingen.

Tyskland har siden 2015 betalt 219 millioner kroner for en fortløbende kontrakt med samme formål, og herudover har konsulenthuset leveret ydelser til flere delstater, blandt andet Berlin, som har købet rådgivning af McKinsey for 1,8 millioner kroner.

McKinsey har også rådgivet danske politikere på udlændingeområdet. I 2013 leverede konsulenthuset en rapport, der blandt andet resulterede i et større antal fyringer af medarbejdere hos Røde Kors.

Heller ikke McKinsey har ønsket at oplyse, hvad virksomhedens samlede omsætning er i forbindelse med rådgivning på migrant- og flygtningeområdet i Europa. 

Kritik af forholdene på centrene

De private selskaber har været med til at løse et akut problem for mange stater, der stod uforberedte, da flygtningene pludselig kom til Europa i stort antal i 2015.

Men flygtningeindustriens fremvækst har ikke været uden mislyde.

I Østrig blev ORS Service mødt af massiv kritik for sin håndtering af 4.600 flygtninge i 2015, blandt andet af FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, der beskrev forholdene i flygtningelejren Traiskirchen som “uværdige for mennesker”.

ORS Service indkvarterede 4.600 flygtninge på en gammel militærbase beregnet til 1.800 personer – en opgave, som virksomheden ifølge det amerikanske dagblad USA Today modtog 157 millioner kroner for. Lejren var ifølge FN præget af massiv overbelægning og mangel på de mest grundlæggende fornødenheder, skriver Die Zeit.

Også tyske European Homecare har flere gange være ramt af sager, blandt andet i forbindelse med ansattes fysiske og psykiske mishandling af beboere på et center, hvor forholdene af tysk politi er blevet sammenlignet med dem, der herskede i fængslet i Guantanamo Bay med strafceller og korporlig afstraffelse. En del af mishandlingen blev filmet og lagt på Youtube, og flere medarbejdere blev efterfølgende retsforfulgt.  

Også de ansatte på centrene har klaget over arbejdsforholdene. Og firmaet erkender da også, at der ikke bliver fråset med pengene:

“Vi er flygtningeherbergernes Aldi. Du kan lave gode penge, men kun hvis du driver forretningen i industriskala,” sagde selskabets pressetalsmand, Klaus Kocks, til Financial Times i 2016.

Dårlige sager forhindrer ikke nye kontrakter

Især de private, militære sikkerhedsselskaber med rødder i Storbritannien, USA og Australien er præget af dårlige sager, der er endt i pressen og foran domstole.

G4S, der driver asylcentre og fængsler i Storbritannien og en række andre lande, har i årenes løb været genstand for en perlerække af kritiske rapporter, offentlige undersøgelser og retssager.

Senest har BBC’s dokumentar-flagskib Panorama afsløret stærkt kritisable forhold i udrejsecentret Brook House ved Gatwick Lufthavn, hvor ansatte har mishandlet og nedgjort afviste asylansøgere.

Det britiske indenrigsministerium valgte sidste år at afvise sagen med den begrundelse, at “unødvendig brug af tvang og verbale overgreb mod indsatte ifølge kontrakten ikke tæller som dårlig performance”.

Jane Lethbridge, leder af det internationale forskningscenter i offentlige ydelser ved University of Greenwich, har fulgt de mange sager mod G4S og andre konkurrerende sikkerhedsfirmaer.

“Selv om flere af disse virksomheder ofte kritiseres for kvaliteten af deres services, så ender de alligevel med at få kontrakter. Et eksempel er Serco, der på trods af at virksomheden igen og igen rammes af dårlige sager, netop har fået en tiårig kontrakt på asyl- og flygtningeområdet,” fortæller Jane Lethbridge.

”Vi kan ikke ignorere eller sænke de humanitære standarder”

Serco, der driver flere fængsler og asylcentre i Storbritannien og Australien, modtog for nylig en dom og skal betale 192 millioner kroner i straf for svindel med elektroniske fodlænker til asylansøgere og fængslede i en sag, der også implicerer G4S og revisorer fra Deloitte.

Selskabet har været anklaget for at skjule omfattende seksuelle overgreb i asylcentret Yarl’s Wood, blandt andet af FN’s specialrapportør for vold mod kvinder, der blev nægtet adgang til centret, og for at udnytte asylansøgere som billig arbejdskraft, for uhensigtsmæssig håndtering af radioaktivt materiale og altså senest svindel.

I den store offshore-lækage The Paradise Papers fra 2017 fremgik det ifølge det britiske dagblad The Guardian, at skatterådgivningsfirmaet Appelbys jurister, der har hjulpet nogle af verdens største virksomheder med at undgå at betale skat, var så bekymrede over Sercos historik af ”overpriser” og ”fatale fejl”, at de placerede selskabet i en gruppe af højrisiko-klienter.

Ligesom flere andre private selskaber, der udfører opgaver med flygtninge for staterne, har heller ikke Serco ønsket at stille op til interview med Mandag Morgen.

Charles Carr, talsmand for Serco, siger dog i et skriftligt svar:

“Vi accepterer ikke den kritik, du omtaler: Alle vores boliger overholder de standarder, der er aftalt i vores kontrakt med Indenrigsministeriet, og er nogle af dem, der er under skarpest opsyn her i landet; vi kan ikke ignorere eller sænke de humanitære standarder.”

G4S har valgt ikke at kommentere den generelle kritik, men Charlotte Eynon, talskvinde fra G4S, siger, at selskabet i øjeblikket er ved at omlægge sin strategi, og at man i det øvrige EU kun driver et enkelt asylcenter under FN-mandat i Grækenland.

Svære at stille til ansvar

Serco, G4S og GEO Group Inc (tidligere Wackenhut) driver alle private fængsler og asylcentre i Storbritannien, Australien og USA. Og en del af forklaring på, at de kan være svære at retsforfølge, er netop denne multinationale selskabsstruktur, fortæller Michael Flynn fra The Global Detention Project:

“Disse selskaber forandrer sig hele tiden. De organiserer sig med en række datterselskaber, og det er et meget komplekst fænomen, og oplysninger kan være svære at spore,” siger Michael Flynn.

Han mener, at de komplekse selskabsstrukturer blandt andet skal tjene til at afskærme selskaberne fra kritik fra offentligheden.

Ifølge Sorcha MacLeod er det netop et af problemerne med de komplekse virksomhedsstrukturer bag de koncerner, som staterne uddelegerer de humanitære og sikkerhedsmæssige opgaver til: Det gør det svært at placere et ansvar i de tilfælde, hvor virksomhederne ikke formår at leve op til humanitære standarder.

Men virksomhedsstrukturer er ikke den eneste grund til, at man ofte vil støde på en lukket dør, når man vil indsamle data om de private aktører i flygtningeland, fortæller Sorcha MacLeod.

”Det er der flere grunde til, både i forhold til migration, men også når man ser på det mere generelt som en industri. Ofte handler det om national sikkerhed, hvor det er en stat, der er kunden,” fortæller hun.

“The Pacific Solution”

Australiens udlicitering af asylcentre til øerne Nauru og Manus i Papua Ny Guinea – en politik kendt som The Pacific Solution – illustrerer forskernes pointe om komplekse selskabsstrukturer:

I 2013 udbrød uroligheder i asylcentret på Manus, hvor en person omkom, flere blev såret, og 80 procent af bygningerne blev ødelagt i en brand. En offentlig undersøgelse konkluderede, at G4S, der havde driftskontrakten, skulle have håndteret urolighederne, og at dødsfaldet kunne være undgået.

Herefter blev opgaven overtaget af selskaberne Wilson Security og Transfield Services, der kort efter blev opkøbt af den spanske infrastrukturgigant Ferrovial. Transfield Services skiftede i samme omgang navn til Broadspectrum, der skulle stå for forplejning og vedligeholdelse på centret.

I 2015 blev asylcentret på Manus ramt af sultestrejke og dårlige presseomtaler i de internationale medier, og selv om Broadspectrums kontrakt med Australien var indbringende for moderkoncernen, valgte selskabets ejer Ferrovial i 2016 at meddele sin exit.

“Vi tager vores renomme og sociale ansvar meget alvorligt,” skriver José Luis Cobas, selskabets talsmand, i et svar til Mandag Morgen, og forklarer, at de blot er underleverandører uden ansvar for de overordnede politikker på centret:

“Det er vigtigt at fremhæve, at Broadspectrum ikke har været ansvarlig for retningslinjerne, og at vi hverken har ejet eller drevet udrejsecentrene. Selskabet leverede udelukkende velfærdsydelser som mad, forplejning og vedligeholdelse af centrene.”

I juni 2017 valgte Australien at betale 325 millioner kroner i erstatning til 1.950 personer, der havde været indsatte i lejrene på Manus og Nauru.

Hverken G4S, Ferrovial, Broadspectrum eller andre selskaber, der har haft kontrakter i lejrene, har erkendt et ansvar i sagen.

Fra menneskesmuglere til multinationale

Ifølge Michael Flynn fra Global Detention Project har medier og akademikere en tendens til at fokusere for meget på de store selskaber. I realiteten er der nemlig en langt bredere vifte af ikke-statslige og private aktører, der har økonomiske interesser i flygtningelejre.

“Blandt dem finder man også nonprofitorganisationer, humanitære og internationale organisationer, og presser man konceptet lidt, kan man endda medregne militsgrupper i Libyen. Normalt ville man muligvis ikke kalde dem for private aktører, men der er en de facto accept af det i dag, fordi Europa sender flygtninge lige i armene på dem,” siger Michael Flynn med henvisning til, at en del af de libyske flygtningelejre i dag styres af militsgrupper.

“Hvis man virkelig vil forstå, hvad der sker globalt på dette område, er man nødt til at se på hele skalaen af aktører. Og den spænder vidt – fra menneskesmuglere til multinationale selskaber,” siger han.