Lars Løkke Rasmussens ledelsesmæssige og politiske håndtering af den aktuelle flygtningekrise skiller sig markant ud fra den måde, hvorpå de øvre nordiske og europæiske regeringsledere agerer i krisen. Samtidig anses den danske statsministers hårdnakkede afvisning af at tage del i en kollektiv løsning af flygtningeudfordringen både for at være realpolitisk uholdbar og direkte skadelig for Danmarks relationer til de øvrige EU-lande og til Tyrkiet, Jordan og Libanon, der er vigtigere partnere, hvis EU skal have held med at mindske migrationspresset på Europa.

Det politiske pres på Danmarks regering begynder for alvor i dag, hvor EU’s justits- og indenrigsministre mødes første gang, efter EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, onsdag i sidste uge fremlagde et omfattende udspil til en epokegørende ”europæisering af EU’s asyl- og indvandringspolitik”.

[quote align="right" author="Cecilia Malmström, Sveriges EU-kommissær"]Sagen er så dramatisk, at vi i Kommissionen er af den opfattelse, at alle lande bør deltage i en fælles europæisk løsning.[/quote]

Udspillet handler om, at EU-landene foreløbig skal tage imod 160.000 flygtninge, der skal fordeles i henhold til EU-landenes størrelse og økonomi. Presset på Danmark vil forblive permanent fra både Bruxelles og Berlin i hele perioden frem til den planlagte danske folkeafstemning om retsforholdet den 3. december.

Selvom udspillet fra EU-Kommissionen i både europæiske og globale medier betegnes som kontant og alt andet end blødsødent, har statsminister Lars Løkke Rasmussen gjort det klart, at Danmark ikke agter at bidrage til den fælles europæiske løsning. Og dét selvom Løkke selv først på ugen gjorde det klart, at der ikke findes rent danske, men derimod kun fælles europæiske løsninger på flygtningekrisen.

Det svenske medlem af EU-Kommissionen, Cecilia Malmström, forudser, at presset på Danmark vil fortsætte: ”Sagen er så dramatisk, at vi i Kommissionen er af den opfattelse, at alle lande bør deltage i en fælles europæisk løsning. Og alle kommissærer har udtrykkelige ordrer til at debattere denne vigtige sag, der har fyldt rigtigt meget i de seneste fem år,” siger Cecilia Malmström til Mandag Morgen.

Den danske statsminister har tilsyneladende selv erkendt, at han bliver nødt til at arbejde hårdt for Danmarks interesser i Bruxelles. I hvert fald meddelte Statsministeriet sent fredag eftermiddag, at Lars Løkke Rasmussen torsdag i denne uge rejser til Bruxelles, hvor han skal mødes med Jean-Claude Juncker, formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, og med den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager.

I Bruxelles er det opfattelsen, at Danmark juridisk set godt kan afvise at deltage i en kollektiv løsning ved at henvise til retsforholdet. Men samtidig kan det blive politisk kostbart, fordi både Tysklands kansler Angela Merkel og EU-Kommissionen nu har placeret et fælleseuropæisk svar på krisen allerøverst på Europas politiske dagsorden. Her vil den være at finde både ved EU-topmødet i oktober og ikke mindst ved et stort anlagt EU-topmøde på Malta i midten af november, hvor håndteringen af flygtningekrisen og relationerne til de ”flygtningeproducerende” lande i Afrika og Mellemøsten vil være det eneste punkt på dagsorden.

Samtidig anses det for givet, at de øvrige EU-lande ikke vil tillade Danmark at nyde fordelene af den reviderede Dublin-forordning, som betyder, at asylansøgere kan sendes tilbage til det land, hvor de er kommet ind i EU, hvis ikke Danmark samtidig tager sin del af byrden i form af en kvote af flygtningene.

”Danmark vil både blæse og have mel i munden. Det er som bekendt svært,” lyder det fra en megen erfaren dansk iagttagere af det politiske spil i Bruxelles.

Den danske regerings bastante afvisning af at løfte en del af byrden i den europæiske flygtningekrise, matches kun af regeringen i Ungarn, hvor den autoritære nationalistiske regeringschef, Viktor Orban også afviser ethvert kompromis. I sidste uge stod det således klart, at Polen er på vej til at indtage en position, der kan tilfredsstille Berlin og Bruxelles, og således er situationen, at EU’s fem store lande Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og Polen vil presse på for en kollektiv løsning. Storbritanniens premierminister David Cameron har meddelt, at Storbritannien er klar til at tage 20.000 syriske flygtninge direkte fra Jordan eller Libanon. Tilsvarende har også Australien og USA meddelt, at de vil tage henholdsvis 12.000 og 10.000 syriske flygtninge.

Løkkes ledelse skiller sig ud

På samme måde som Danmarks afvisende holdning skiller sig stadig mere markant ud i EU, fremstår også statsminister Lars Løkke Rasmussens ledelsesmæssige håndtering af flygtningekrisen usædvanligt usikker og vag i forhold til, hvordan regeringslederne i de nordiske lande og en række EU-lande håndterer sagen.

Sveriges socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven har håndteret sagen meget offensivt, og han fremlagde i torsdags en omfattende plan for ”straks-integration” af de mange syrere, der kommer til Sverige.

[quote align="left" author="Juha Sipilä, Finlands statsminister"]Jeg lægger mit strå i stakken for at understrege, at Finland er et multikulturelt samfund.[/quote]

Planen er detaljeret, rundhåndet finansieret og indeholder bestemmelser om tvangsfordeling af flygtninge til de kommuner i Sverige, som i dag ikke har mange flygtninge. Den svenske statsminister er samtidig blevet en privilegeret partner for Tysklands kansler Angela Merkel, der i sidste uge havde inviteret den svenske statsminister til Berlin, for at de to politikere sammen kunne stille sig bag kravet om en obligatorisk fordeling af flygtningene EU-landene imellem.

I Finland bryder den borgerlige samlingsregering med den liberale Juha Sipilä i spidsen sig ikke om en obligatorisk fordeling af flygtningene. Men omvendt har man accepteret at tage et langt højere antal flygtninge end hidtil, og på det personlige ledelsesmæssige plan har statsministeren markeret sig markant med et udsagn om, at han vil stille en af sine private ejendomme til rådighed for flygtninge.

Hans begrundelse: ”Jeg lægger mit strå i stakken for at understrege, at Finland er et multikulturelt samfund.” Sipilä har det indvandrerfjendske og nationalpolitiske parti De Sande Finner med i sin regeringskoalition. Men det forhindrer tilsyneladende ikke den finske statsminister i at markere sine liberale grundholdninger.

Også i Norge, der som bekendt står helt uden for EU, er man klar til at yde sit bidrag til løsningen af den europæiske flygtningekrise. Dels har den norske regering, hvor det indvandrerkritiske Fremskridtspartiet spiller en nøglerolle, øget antallet af syriske flygtninge, som man er klar til at modtage. Dels har regeringen tilbudt FN’s generalsekretær Ban Ki-moon at være vært for en international donorkonference til fordel for de syriske flygtninge.

”Vi er nødt til yde en ekstraordinær international indsats. Gennem dette initiativ håber vi at kunne mobilisere flere penge til at støtte de syriske flygtninge, til nabolandene i regionen og til humanitær hjælp til flygtninge i Syrien,” siger finansminister Siv Jensen, der er leder af Fremskridtspartiet.

I andre EU-lande som Belgien, Holland og Østrig har borgerlige regeringsledere erklæret sig villige til at deltage i den kommende, stærkt oprustede fælles asyl- og udlændingepolitik. Dog har man eksempelvis i Holland understreget, at det er afgørende vigtig, at de påtænkte ”screeningslejre” for asylansøgere i Tyrkiet og Libanon kommer til at fungere.

En række danske udfordringer på EU’s dagsorden

Mens flygtningekrisen helt tog fokus ved Jean-Claude Junckers tale om unionens tilstand i sidste uge, står det klart, at der er en lang række andre væsentlige sager på EU’s dagsorden i den kommende politiske sæson. Se tekstboks.

På en række områder som EU’s investeringsplan, energiunionen og digitaliseringen af det indre marked har både den danske regering, danske interesseorganisationer og danske virksomheder vigtige interesser og betydelige muligheder. Omvendt er det også givet, at danske interesser vil blive udfordret på en række andre områder, hvor EU’s planer om yderligere integration kan støde mod danske interesser. Det gælder både, hvad angår arbejdskraftens fri bevægelighed og udmøntningen af EU’s klima- og energistrategi for perioden 2020-2030. Her vil Danmark i foråret 2016 formentlig blive stillet over for nogle ganske massive reduktionsmål, når det gælder CO2-udledninger fra landbruget, transporten og bygningsmassen.

Bundlinjen er, at Lars Løkke Rasmussen med sin meget lidt EU-venlige håndtering af flygtningekrisen har givet sig selv den dårligst tænkelige start på sin genindtræden i EU’s vigtigste politiske organ, Det Europæiske Råd. Det siger en hel del om Løkkes prioritering af det politiske arbejde i EU, at han i sidste uge ikke havde konfereret med den svenske statsminister, selvom Danmark begik en klokkeklar overtrædelse af sine europæiske forpligtelser, da man lod hundredvis af flygtninge rejse ukontrolleret til Sverige. Og det bliver ikke bedre af, at den svenske statsminister Stefan Löfven over for svenske medier gjorde det klart, at han ikke havde nogen planer om at tale med sin danske kollega.