Statsminister Poul Nyrup Rasmussens popularitetskrise er nu så dyb, at hovedparten af Socialdemokratiets vælgere finder Venstre-lederen Anders Fogh Rasmussen mere populær end deres “egen” formand. Det viser en måling, ACNielsen AIM har udført for Ugebrevet Mandag Morgen. Målingen dokumenterer det dybeste fald i popularitet og troværdighed, nogen dansk politiker har oplevet. I 1992 startede Nyrup som den mest troværdige danske politiker, der nogensinde er registreret i meningsmålingernes historie. I dag er han helt i bund, især blandt sine egne: Som noget helt enestående er han direkte upopulær blandt de vælgere, der stemte socialdemokratisk i marts. Nyrups eneste beskedne trøst er, at hans popularitet er næsten intakt blandt de Radikale og på venstrefløjen, og at han er mindst upopulær blandt de unge. Også Marianne Jelveds popularitet er faldet noget siden valget. Anders Fogh er mere populær i vælgerkorpset end sin forgænger, men han får ikke de stærke følelser frem, og Venstres egne vælgere kunne bedre lide Uffe Ellemann-Jensen, viser undersøgelsen.