En borgerlig regerings første embedshandling vil være at gennemføre en storstilet forvaltningsreform. Det fastslår Venstres leder Anders Fogh Rasmussen i et interview med Ugebrevet Mandag Morgen. Han lægger op til et større opgør med en række af de nuværende grænser mellem ministerierne. En borgerlig regering vil lave en ministeriereform, hvor der er færre ministerier, et slankere statsministerium, en stærk tværgående koordinering af den konkrete velfærdspolitik og en lang række omlægninger. F.eks. skal ansvaret for universiteterne samles i ét ministerium. AMU-uddannelser bør fjernes fra Arbejdsministeriet. Og sektorforskningen er også i søgelyset, afslører Fogh. Professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, Peter Munk Christiansen, vurderer, at initiativet kan give en borgerlig regering øget handlekraft.