EU
Topmøde kan skabe problemer for Fogh
Institutionelle spørgsmål bliver muligvis udskudt
Spænder ben for forbeholdsstrategi
Statsminister Anders Fogh Rasmussen risikerer at løbe ind i alvorlige problemer, når
han i løbet af de kommende uger skal lægge sig fast på, hvornår og hvordan danskerne
igen skal stemme om EU. Der er en voksende risiko for, at EU-landenes stats- og regeringschefer
vil udskyde flere vigtige institutionelle beslutninger, når de den kommende
weekend skal afslutte forhandlingerne om en ny EU-forfatning. Spørgsmål om stemmevægte
i Ministerrådet og indretningen af Kommissionen risikerer at blive udskudt til senere.
Det kan blive grundlaget for en ny og større traktatrevision, der kan blive indledt så
tidligt som 2006. For statsministeren vil en sådan manøvre gøre det væsentligt vanskeligere
at få afviklet de danske EU-forbehold, hvis EU-topmødet ender med udsigten til
endnu en ny traktat, der skal forhandles på plads i de kommende år.