Tronskifte Vælgerne forventer markant fornyelse under Løkke Ny statsminister kan koste regeringen stemmer Vælgerne forventer, at Lars Løkke Rasmussen vil forny det borgerlige projekt, den dag han overtager posten som statsminister efter Fogh. Et flertal af vælgerne siger i en ny meningsmåling - som Zapera har gennemført for Mandag Morgen – at en Løkke-regering vil indføre mere privatisering og lave flere udliciteringer. Det kan betyde et brud i forhold til den midtersøgende velfærdspolitik, som VK-regeringen har ført under Foghs ledelse. En overvægt af vælgerne mener også, at den økonomiske politik under Løkke vil skabe større ulighed i samfundet, og kun de færreste tror, at miljøpolitikken bliver mere grøn. Over halvdelen af Venstres og De Konservatives vælgere forudser, at V og K vil gå tilbage ved næste valg, og kun 6 pct. af Venstres vælgere vil få en mere positiv holdning til regeringen. Den tidligere konservative leder, Hans Engell, kalder tallene for opsigtsvækkende. “Løkke står over for den kolossale udfordring at få overbevist de skeptiske borgerlige vælgere om, at han har et offensivt projekt, ” siger Hans Engell.