Folkekirkens og islams øverste ledere i Danmark tager nu et radikalt skridt for at dæmpe de voksende spændinger mellem almindelige danskere og muslimer. En række fremtrædende biskopper og imamer har aftalt at mødes i København den 26. oktober klokken 11.00 til en kritisk dialog om terrorangrebet mod USA og dets efterdønninger i Danmark. De religiøse ledere er dybt frustrerede over den voksende forståelseskløft mellem Vesten og islam og ønsker at afværge den religionskrig, som mange mener er rykket nærmere. “Jeg tror, det er et tilfælde, at der ikke herhjemme er sket alvorlige overgreb på muslimer endnu,” siger biskop i Viborg, Karsten Nissen. Han mener, der er akut behov for at mane til besindighed både blandt kristne danskere og muslimer. Men han ser også mødet med imamerne som en lejlighed til at lufte sin vrede over det, han betegner som “uldne meldinger” fra danske muslimer om terrorangrebet. Også biskopperne i Aalborg og Haderslev slutter op om mødet. Det samme gør tre københavnske imamer, der i øjeblikket føler sig konsekvent misforstået af medier og politikere. Imamerne er ifølge en af deltagerne, Fatih Alev, stærkt optagede af at nuancere det “monster-agtige” billede af muslimerne og deres religion, der har formet sig i den danske offentlighed. Flere religiøse ledere ventes at deltage på mødet.