Folkemødet slår dørene op

Vi er i uge 24, og dermed er det tid til årets udgave af den politiske festival Folkemødet på Bornholm. Vi tager et historisk tilbageblik og kigger frem i årets program.
Thomas Hedin

Fra torsdag løber den sjette udgave af Folkemødet på Bornholm af stablen. Politikere, repræsentanter fra erhvervslivet og interesseorganisationer, spindoktorer, kommentatorer, embedsmænd, lobbyister og ikke mindst ”den helt almindelige dansker” blander sig i den bornholmske by Allinge, der er vokset sammen med Sandvig, og dermed er øens femte største by.

På rekordtid har Folkemødet udviklet sig til noget nær en tradition og årlig tilbagevendende politisk begivenhed. Første festival fandt sted i år 2011, hvor budgettet lød på 2,4 mio. kr. og med 2.500 deltagere i gennemsnit pr. dag. Allerede året efter oplevede arrangørerne en eksplosion i interessen og sidste år deltog 25.000 pr. dag, mens budgettet nu lød på omkring ti mio. kr.

Ny rekord i antal deltagere

Festivalarrangørerne forventer i år op mod 27.000 deltagere hver dag. De knap 2.000 flere gæster i forhold til sidste år er beregnet ud fra tilbagemeldinger fra blandt andet flyselskaberne, der har rapporteret om en stigning i antallet af solgte billetter på cirka otte pct. i forhold til 2015. Dermed har Folkemødet formodentlig fundet et leje for offentlighedens interesse, da antallet ligger tæt på deltagertallene for de seneste to år.

LÆS OGSÅ: Morten Rud Pedersen - kongen af Folkemødet

TDC offentliggjorde sidste år en analyse af, hvor deltagerne kommer fra. Det gjorde selskabet på baggrund af data fra selskabets mobilmaster placeret omkring Allinge, hvor man frasorterede telefonnumre, der tilhørte bornholmere. Konklusionen var særdeles klar i mælet: Hele 60 pct. af mobiltelefonerne tilhørte indbyggere i Hovedstadsområdet, mens 13 pct. kom fra det øvrige Sjælland. Den laveste repræsentation stod nordjyderne for.

”En mobilmast registrerer alle de telefoner, der har været koblet på den, hvilket giver os en enorm mængde data at arbejde med, så vi eksempelvis ved en anonymiseret behandling af dataene kan kortlægge danskernes rejsemønstre,” forklarede koncerndirektør i TDC Operations, Peter Trier Schleidt i en pressemeddelelse.

Mød Mandag Morgen

Mandag Morgen er til stede på Folkemødet, og vi er som altid nysgerrige efter at høre nyt. Er du vært for et spændende arrangement, vi skal komme til, kender du til en god case eller vil du diskutere gode løsninger inden for velfærd, bæredygtighed eller noget helt tredje? Så hører vi gerne fra dig.

Skal vi især snakke om:

… sundhed og forebyggelse? Tag fat i Iben Berg Hougaard[email protected] / tlf. 2445 6333 (torsdag-fredag) eller Trine Frydkjær[email protected] / 6060 3294.

… integration og flygtninge? Kontakt Rie Ljungmann[email protected] / tlf. 2513 5293 eller Louise Blaabjerg Christoffersen [email protected] / tlf. 6025 8639.

… Velfærdens Innovationsdag 2017? Louise Blaabjerg Christoffersen [email protected] / tlf. 6025 8639 eller Trine Frydkjær [email protected] / tlf. 6060 3294.

Mandag Morgen anbefaler

To analyser fra Mandag Morgen er med til at danne ramme om et par arrangementer ved Folkemødet. Rapporten "Kommune Forfra" fra januar i år diskuteres på et møde torsdag kl. 16:15 i en debat under overskriften "Hvem udvikler den offentlige velfærd?". Analysen gennemgår Aarhus Kommunes nye plan for udviklingen af den kommunale velfærd, som beskriver velfærd som en opgave alle borgere er fælles om. Hvis velfærd ikke er en kommunal opgave alene, hvem skal så tage ansvar for den? Kan alle velfærdsopgaver lægges i hænderne på borgerne? I panelet sidder Vibe Klarup Voetmann, Formand, Frivilligrådet. Jacob Bundsgaard, Borgmester, Aarhus Kommune. Esben Kullberg, Sekretariatschef, Ligeværd. Mødet finder sted i Ligeværdsteltet på Kæmpestranden.

Mandag Morgen står også bag analysen "Sundhedsvæsenet - ifølge danskerne", der er udarbejdet for TrygFonden, og som er omdrejningspunktet ved debatmødet "Hvad skaber værdi for patienten?", der tager udgangspunkt i sundhedssektorens nuværende fokus på behandling og overlevelse som en værdi, men hvad med livskvaliteten – skal den også være styringsredskab? Analysen er den hidtil bredeste og mest dybdegående undersøgelse af danskernes forhold til det samlede sundhedsvæsen. Mere end 6.000 danskere er blevet spurgt om deres overordnede forventninger til sundhedsvæsenet, deres konkrete erfaringer og deres holdninger til en række forandringstiltag. I panelet sidder Sophie Hæstorp Andersen, Regionsrådsformand, Region Hovedstaden. Anne Jastrup, Underdirektør, Tryg Fonden. Jakob Kjellberg, Professor, KORA. Helle Søholm, Næstformand, Yngre Læger. Niels Reichstein Larsen, Hospitalsdirektør, Bornholms Hospital. Camilla Hersom, Formand, Danske Patienter. Mødet finder sted fredag kl. 10:15 i Sundhedsteltet på Kæmpestranden.

Vi har gennemgået programmet med en tættekam og udvalgt 150 arrangementer inden for sundhed, politik, integration og flygtninge, digitalisering, innovation, disruption, velfærd og den offentlige sektor generelt. Se Mandag Morgens 150 anbefalinger her og sammensæt selv dit program.

Rundt om programmet

I 2011 kunne deltagerne vælge mellem 256 arrangementer. I år byder programmet på lige knap 3.000 events. Først på dagsordenen står åbningstalen, der traditionen tro afholdes af borgmesteren i Bornholms Regionskommune, der de seneste seks år har været Winni Grosbøll (S). For to år siden indførte festivalarrangørerne en ny tradition, hvor den til enhver tid siddende statsminister er medåbningstaler. Dengang var det Helle Thorning-Schmidt (S), der besteg talerstolen og holdt en 12 minutter og 45 sekunder lang tale.

LÆS OGSÅ: Her er Mandag Morgens 150 anbefalinger til arrangementer på Folkemødet

Helle Thorning-Schmidt åbner Folkemødet 2014

Kilde: Folkemødet

I år er det så Lars Løkke Rasmussen (V), der er med til at åbne ballet torsdag kl. 14:00.

Det er i det hele taget partispidserne, der er blandt de store tilløbsstykker, når de hver især holder deres partiledertaler på festivalens hovedscene. Og netop partilederne var hurtige til at evaluere festivalens første program i 2011, hvor der var et ønske om, at man ikke programsatte partilederne i tidsrummet mellem kl. 18 og 19. Det var svært at få ørenlyd, fordi festivaldeltagerne var gået til middag.

I år er der premiere på en ny partileder, når Alternativets politiske leder Uffe Elbæk indtager talerstolen. Han får æren af at være den første, der afholder partiledertale. Det sker på åbningsdagen kl. 17.

De øvrige partiledere taler således:

Fredag den 17. juni: Anders Samuelsen (LA) kl. 11. Lars Løkke Rasmussen (V) kl. 14. Pernille Skipper (EL) kl. 17.

Lørdag den 18. juni: Kristian Thulesen Dahl (DF) kl. 11. Mette Frederiksen (S) kl. 14. Morten Østergaard (R) kl. 17.

Søndag den 19. juni: Pia Olsen Dyhr (SF) kl. 10. Søren Pape Poulsen (K) kl. 12.

Det fulde overblik

Se programmet for Folkemødet
Læs programavisen
Se programmet for Folkemødets Hovedscene
Se listen over arrangører på Folkemødet

Et andet højdepunkt er Folkemødets såkaldte dialogpris, der blev indstiftet i 2012. Det er festivaldeltagerne, der ved en app-afstemning bestemmer, hvilken politiker, der især har udmærket sig som dialogsøgende og lyttende under folkemødets debatter. I 2014 gik prisen til Pia Olsen Dyhr (SF), og sidste år var det Ida Auken (R), der kunne rejse hjem med vandrepristrofæet, samt et weekendophold for to på Stammershalle Badehotel i Gudhjem. Bag prisen, der uddeles søndag, står Dansk Ungdoms Fællesråd og Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Folkemødet byder ikke bare på debatter mellem politikere, men også erhvervslivet spiller en væsentlig rolle. Dansk Industri står bag debatmøder om iværksætteri, innovation, skattepolitik og digitalisering i erhvervslivet. Danske Regioner afholder i løbet af de fire dage, festivalen varer, debatter og seminarer om fremtidens sundhedsvæsen. Også PensionDanmark og Falck taget emnet op, når de torsdag kl. 15:30 afholder ”Sundhedens Topmøde” med deltagelse af sundhedsminister Sophie Løhde (V), regionernes formand Sophie Hæstorp Andersen (S) og forbundsformand i 3F, Per Christensen.

Dagen efter, fredag kl. 15:30, står de to arrangører bag ”Investorernes Topmøde”, hvor udgangspunktet er den finansielle sektors rolle i forhold til at skabe vækst og job. Her deltager erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), adm. direktør i Danske Bank, Thomas Borgen, samt Torben Möger, adm. direktør i PensionDanmark.

Mens Dansk Byggeri retter fokus på Danmarks yderområder og manglende på arbejdskraft, sætter energisektoren fremtidens klima- og energipolitik til debat. Og DONG Energy træder ind i en meget aktuel debat om selskabet, når direktøren for strategi og kommunikation, Jakob Askou Bøss, svarer på spørgsmål om virksomhedens værdi. DONG er kommet på børsen og selskabets værdi er fordoblet på få år. Hvordan er det sket, lyder oplægget til debatten, der finder sted torsdag kl. 16 og har Radio 24syv som bagmand.

I den mere kuriøse ende inviterer Dansk Energi og Østkraft til energi-bingo-banko fredag og lørdag med fire forskellige opråbere, nemlig ”skattefar” (skatteminister Karsten Lauritzen, V), ”vagthunden” (partileder Kristian Thulesen Dahl, DF), ”idealisten” (partileder Morten Østergaard, R) og ”kassemesteren” (finansminister Claus Hjort Frederiksen, V), som det hedder i programmet.

I Europateltet på Cirkuspladsen er EU’s fremtid til debat. Det gælder ikke mindst konsekvenserne af Storbritanniens mulige udtrædelse af EU-samarbejdet efter folkeafstemningen den 23. juni om landets medlemskab af unionen. Lørdag er der i Udenrigsministeriets telt debatmøde med Ole Ryborg, EU-korrespondent, Danmarks Radio, Marlene Wind, professor, Københavns Universitet og Hans Martens, seniorrådgiver, Tænketanken EUROPA, der drøfter EU’s fremtid – storhed eller fald.

Også den offentlige sektor er sat til debat ved forskellige møder. LO og FTF spørger fredag kl. 14:30 ”Hvad skal vi med den offentlige sektor?”, der blandt andet har analytiker ved Mandag Morgen Martin Møller Rasmussen blandt debattørerne. Panelet består herudover af Nanna Højlund, næstformand, LO, Bente Sorgenfrey, formand, FTF, Jacob Torfing, professor, RUC, Knud Aarup, tidligere kommunaldirektør i Randers Kommune og direktør i Socialstyrelsen, samt Anker Boye (S), borgmester i Odense.

Fredag aften er der i øvrigt fare for, at russiske modvinde vil blæse over klippeøen, når den russiske punkgruppe Pussy Riot indtager hovedscenen, hvor de bliver interviewet om demokrati og frihedsrettigheder. Gruppen blev kendt over hele verden for fire år siden, da tre af gruppemedlemmerne - Nadesjda Tolokonnikova, Maria Aljokhina og Jekatarina Samutsevitj - blev anholdt og idømt flere års fængsel efter en happening i Frelser Katedralen i Moskva. Indslaget på Folkemødet kan let påvirke et i forvejen køligt forhold mellem Danmark og Rusland, påpegede eksperter overfor Berlingske Politiko i december.

”Det er noget, man fra russisk side vil være utilfreds med, og man vil også lufte den utilfredshed, forventer jeg. Man bryder sig ikke om, at Pussy Riot og andre systemkritikere kan få en platform at udfolde sig fra,” sagde Flemming Splidsboel Hansen til Politiko.


Følg folkemødet på de sociale medier

Kan du ikke selv være til stede og alligevel gerne følge med i begivenhedernes gang, så kan Folkemødet blandt andet følges på Facebook, Instagram og Twitter under hashtagget #fmdk. Og på sidstnævnte medie er debatten allerede godt i gang:


 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu