Folketinget vil styrke demokratiet med nyt forsøg: 500 almindelige danskere bliver kaldt til møde på Borgen

Folketinget vil invitere 500 repræsentativt udvalgte danskere til en borgersamling på Christiansborg, hvor de sammen skal udvikle tiltag, der kan forbedre den demokratiske samtale. "En meget vigtig proces," siger Folketingets formand. 

"Det er en meget vigtig proces, som bliver sat i gang nu," siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).
"Det er en meget vigtig proces, som bliver sat i gang nu," siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Af Daniel Bue Lauritzen

Hvordan kan den demokratiske samtale i Danmark blive bedre? 

Det store spørgsmål bliver 500 helt almindelige danskere stillet over for, når de til efteråret bliver kaldt til en borgersamling på Christiansborg.

Her skal borgerne, der vil blive udvalgt repræsentativt, så de gengiver den samlede befolkning, i løbet af en enkelt dag udvikle forslag og idéer til forbedringer af det danske demokrati. 

"Vi er som folketingsmedlemmer hele tiden i kontakt med borgere, borgergrupper og organisationer, men er der bredde nok i det? Det er en meget vigtig proces, som bliver sat i gang nu," siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S). 

Velafprøvet koncept

Borgersamlingen skal gennemføres ud fra konceptet 'Vores Stemmer', der er udviklet af Tænketanken Mandag Morgen.

Her bliver borgerne præsenteret for en række på forhånd fastlagte spørgsmål, som de i løbet af en enkelt dag udvikler svar på.

Bagefter går en mindre borgergruppe videre med de bedste idéer, som samles, bearbejdes og til sidst ender i et forslagskatalog, der skal overrækkes til Folketinget.

Konceptet er allerede afprøvet med succes i de tre kommuner Varde, Assens og Roskilde, mener Lisbeth Knudsen, der er tværgående chefredaktør ved Altinget og Mandag Morgen. 

"Vi har rigtigt gode erfaringer med, at folk virkelig gerne vil deltage og engagere sig, når de bliver inviteret indenfor til en reel og åben dialog, og de har masser af gode idéer at komme med," siger hun og tilføjer:

"Vi kan ikke finde noget mere relevant og vigtigt emne end udviklingen af vores demokrati at tale om."

Advarselslamperne blinker

Folketinget tager det nye initiativ blot en lille måned efter, at Demokratikommissionen i slutningen af januar afleverede en rapport med en analyse af demokratiets tilstand samt 27 konkrete anbefalinger til at styrke demokratiet. 

Her lød konklusionen, at det danske demokrati ikke er i krise, men at der er flere "bekymrende tendenser", og sådan lyder vurderingen også fra folketingsformand Henrik Dam Kristensen.

"Der er ingen krise, men der er nogle advarselslamper, som blinker. Sådan vil det altid være i et demokrati. Man kan ikke bare læne sig tilbage og sige, at her går det godt. Man er nødt til hele tiden at udfordre," siger han. 

Demokratikommissionens granskning af demokratiets tilstand pegede blandt andet på, at demokratiet er udfordret af, at medlemsopbakningen til de politiske partier styrtdykkede i løbet af anden halvdel af sidste århundrede, så under fire procent af vælgerne i dag er medlemmer af et parti.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Fakta

HVAD ER 'VORES STEMMER'?

Folketinget og Tænketanken Mandag Morgen har indledt et samarbejde, der skal ende med et katalog med idéer til, hvordan det danske demokrati kan blive bedre.

Det skal ske ud fra Mandag Morgens koncept Vores Stemmer, som er en fast skabelon for afholdelse af borgersamlinger.

Konceptet er allerede afprøvet i de tre kommuner Varde, Assens og Roskilde.  

Der vil blive indkaldt 500 repræsentativt udvalgte borgere til at deltage, når Folketinget afholder Vores Stemmer. 

Kilde: voresstemmer.mm.dk

Hård tone på sociale medier

Det faktum ser også folketingsformand Henrik Dam Kristensen som et alvorligt problem for demokratiet.

"Det er de politiske partier, som hele vores demokrati er bygget op omkring, men sandheden er jo, at det er forholdsvis få personer i de enkelte kommuner, som er med til at pege på, hvem danskerne kan stemme på til kommunal- og folketingsvalg. Når partierne er gået så forholdsvis meget tilbage, skal vi tage en diskussion om det repræsentative i det," siger han. 

Folketingsformanden mener, at en anden af tidens største demokratiske udfordringer er tonen på de sociale medier, der risikerer at afskrække "den almindelige stille dansker" fra at deltage i samtalen. 

"Vi har en enestående mulighed for at kommunikere med hinanden på en ny og moderne måde, men det går alt for ofte galt. Det er rigtig trist, for hvis det blev håndteret på den rigtige måde, var der en fantastisk mulighed for at inddrage hinanden i en politisk proces og diskussion," siger han. 

Endnu et idékatalog

Blandt de 27 anbefalinger i Demokratikommissionens rapport var blandt andet konkrete forslag om at tage offentlighedsloven op til revision, at ændre reglerne for partistøtte og at sikre større åbenhed om private bidrag til partikasserne. 

Med det nye tiltag fra Folketinget starter en ny proces, der også vil munde ud i en række anbefalinger til Folketinget. 

Henrik Dam Kristensen, hvorfor tager I ikke nogle af de initiativer, som Demokratikommissionen har foreslået, frem for at starte et nyt forløb? 

"Det ene udelukker ikke det andet. Det her er en proces, og der må både jeg som politiker og du som journalist have en lille smule tålmodighed. Det her er ikke noget, man bare lige laver et lovforslag om, og så er det fikset. Det er en proces, som vi også skal have involveret de politiske partier i, og som jeg gerne vil stille mig i spidsen for," siger Henrik Dam Kristensen. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024