Analyse af 
Claus Kragh

Årets valg vil styrke Danmark i EU

ANALYSE: Lars Løkke Rasmussen tog fusen på alle ved at lægge folketingsvalget 5. juni. Om dét bliver en fordel for ham selv eller for Mette Frederiksen, er endnu uklart. Men der er næppe tvivl om, at det vil trække stemmeprocenten ved EP-valget væsentligt op, og at det vil styrke Danmarks samlede engagement i EU.

Der er mindst tre grunde til, at 2019 kommer til at stå som et særligt år i dansk politik. Både den indenrigspolitiske og den europapolitiske.

For det første vil danskerne i 2019 opleve at befinde sig i både en europæisk og en dansk valgkamp på samme tid. Med valget til Europa-Parlamentet 26. maj og folketingsvalget halvanden uge senere, grundlovsdag 5. juni, har statsminister Lars Løkke Rasmussen valgt en hidtil uset timing, der gør, at danske vælgere kommer til at forholde sig til både europapolitiske og folketingspolitiske kandidater på samme tid.

Hvordan denne timing psykologisk og praktisk vil påvirke vælgerkorpset, er det endnu for tidligt at sige. Men både eksperter og politikere på tværs af Folketinget forventer, at det vil føre til, at flere vælgere vil stemme end de 56,3 procent, der stemte i 2014.

For det andet har to væsentlige spillere i dansk politik, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, nu for første gang meldt sig ind i EU. Enhedslisten har aldrig tidligere haft egne kandidater til Europa-Parlamentet. Nu tyder alt på, at Nikolaj Villumsen bliver partiets første MEP – Member of the European Parliament.

For Dansk Folkepartis vedkommende ligger nyskabelsen i, at partiet ikke længere topprioriterer at få Danmark ud af EU, men derimod har valgt at engagere sig i den ambitiøse alliance 'Fornuftens Europa' sammen med stærke nationalkonservative og islamkritiske partier fra Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig og andre lande.

Denne alliance er kendetegnet ved, at partierne har droppet tidligere tiders ønske om at komme ud af euroen og EU. Nu er parolen i stedet, at man vil reformere EU indefra, sådan at en række kompetencer føres tilbage til nationalstaterne fra Bruxelles. For Dansk Folkepartis vedkommende viser Altingets seneste snit af meningsmålinger, at Dansk Folkeparti står til at gå fra 26,6 procent af stemmerne i 2014 til 15,6 procent i 2019.

For det tredje er 2019 det første år, hvor man oplever, at en siddende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, helt åbenlyst vælger at placere Danmarks rolle i EU som institution og i Europa som verdensdel centralt på den politiske agenda.

Ganske vist havde det såkaldte Nato-valg i 1988 en klar sikkerhedspolitisk dagsorden, hvor det lykkedes den konservative Poul Schlüter at genvinde statsministerposten, fordi Radikale Venstre mistede tilliden til den dagsværende socialdemokratiske formand Svend Auken, der havde skabt tvivl om Danmarks sikkerhedspolitiske forankring i Nato.

I dag er situationen anderledes i den forstand, at Venstre-statsministeren bevidst har valgt at time årets valg således, at danskerne skal vælge deres repræsentanter til Europa-Parlamentet og til Folketinget i umiddelbar forlængelse af hinanden. Dette har han gjort – må man antage – ud fra den betragtning, at denne timing bedst tjener hans muligheder for at genvinde statsministerposten og sikre en fortsat borgerlig politisk ledelse af Danmark.

Men ét er de taktiske overvejelser, noget andet er, hvilken reel politisk betydning det får, at de danske vælgere nu skal tage stilling til europæisk politik og dansk indenrigspolitik samtidig.

Thulesen og Østergaard er tilfredse

Torsdag i sidste uge fik man på TV 2 News et konkret eksempel på, hvordan den aktuelle dobbelte valgkamp kan forløbe. Her stillede Dansk Folkeparti og De Radikale op til et fælles valgmøde i Tønder, hvor først partiernes to europæiske spidskandidater, Morten Helveg Petersen (R) og Peter Kofod (DF), debatterede aktuelle emner på den europæiske dagsorden, hvorefter partiformændene Morten Østergaard (R) og Kristian Thulesen Dahl (DF) tog over og krydsede klinger i forhold til de aktuelle emner på den indenrigspolitiske dagsorden.

Resultatet blev sobre og kontante meningsudvekslinger om klimapolitik, migration, grænsekontrol, velfærdsydelser til EU-borgere og meget andet, og både Østergaard og Thulesen Dahl erklærede sig begge efterfølgende tilfredse med dette hidtil usete debatformat.

”Vi har frygtet, at valget til Europa-Parlamentet ville blive overskygget, hvis valgene kom til at ligge samtidig. Men nu står vi her i dag med vores dygtige europæiske spidskandidater, hvor vores (Peter Kofod, red.) er en af de dygtige politikere fra Folketinget, som vi nu sætter i spil i EU,” sagde Thulesen Dahl, som tilføjede, at det nu både handler om at undgå "det her Brexit-rod" og om, at man i Folketinget er skarpe på, hvilken politik man skal føre i EU. Her pegede han på, at partiet ønsker at sikre, at velfærdsydelser til EU-borgere med arbejde i Danmark indekseres i forhold til hjemlandet, sådan som også søsterpartiet i Østrig, FPÖ, ønsker at gøre det.

Den radikale partileder, Morten Østergaard, sagde på sin side, at han ikke er bange for, at europapolitikken drukner i folketingsvalgkampen. ”Jeg tror, vi får en rekorddeltagelse ved europaparlamentsvalget, og så går vil til folketingsvalg grundlovsdag. Jeg synes, at det er ok, at det kører parallelt,” sagde han.

Løkke spiller klimatrumf i EU

Lars Løkke Rasmussens første hint om, at han agtede at bruge 2019 til en hidtil uset sammenblanding af dansk indenrigspolitik og Danmarks europapolitik kom i nytårstalen 1. januar 2019

Han erklærede, at han godt kunne holde "en hip-hip-hurra tale om, hvor fantastisk det går". Men det ville han ikke.

”Lad mig stoppe her. For der er noget andet, som er vigtigt at få sagt. Jeg vil ikke kun pudse medaljens forside. Jeg vil også se bagsiden … Det bekymrer mig, når Rusland vil knægte friheden i lande, som fik deres frihed med Murens fald. Det bekymrer mig, når USA er sig selv nok. Træder tilbage fra sine internationale forpligtelser og forlader klimaaftalen fra Paris. Det bekymrer mig, når Kina med stor hastighed skaffer avanceret teknologi, som andre har brugt år på at udvikle. Og det bekymrer mig, når Storbritannien forlader det EU, som har sikret fred og økonomisk fremgang i mere end 50 år,” sagde statsministeren og tilføjede:

”Det kan virke fristende at lukke af for en besværlig omverden. Vende ryggen til. Have nok i sig selv. Men er det nu så let? Verden forsvinder jo ikke. Danmarks sikkerhed afhænger af internationalt samarbejde. Vores velstand kommer fra handel med andre lande. Vores udvikling næres af udsyn. Vi bliver ikke mindre af at samarbejde med andre, vi bliver større.”

Talen overrumplede mange politiske analytikere i København. Altingets Erik Holstein konstaterede, at "den slags vinder man ikke valg på".

Også VLAK-regeringens så magtfulde støtteparti i den nu snart forgangne valgperiode vrængede på næsen.

”Statsministeren har altså brug for noget hjælp til at bringe ham bort fra den fejlantagelse, at EU og menneskerettighederne er noget, der hjælper til at holde sammen på tingene. EU og menneskerettighederne er netop det, der forhindrer europæerne i at forsvare vores lande mod masseindvandring, kriminalitet og den islamiske svøbe,” lød det fra DF’s EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth.

Lars Løkke Rasmussen lod sig imidlertid ikke afskrække. Han fastholdt det europæiske fokus, og i torsdags spillede han en regulær politisk trumf, da han sammen med stats- og regeringschefer fra syv andre EU-lande – Frankrig, Spanien, Holland, Sverige, Belgien Luxembourg, Portugal – opfordrede til, at hele EU nu skærper sine kollektive klimapolitiske ambitioner og beslutter, at investeringer fra EU’s budget og fra den kollektive Europæiske Investeringsbank, EIB, fremover skal målrettes således, at de altid går til klimaoptimale formål.

Udspillet, der er for ambitiøst til, at eksempelvis Tyskland og Polen vil tilslutte sig det, placerer entydigt Danmark blandt EU’s mest klimaambitiøse lande. Dermed tjener det i høj grad for Lars Løkke Rasmussen til at tage brodden af de klimapolitiske angreb, som rivalen Mette Frederiksen og de andre partier i rød blok har satset på at angribe ham med under årets folketingsvalgkamp. De har længe slået på, at regeringen under Lars Løkke Rasmussen og Venstres ledelse har opgivet, at Danmark skal være et klimapolitisk foregangsland. Nu kan Løkke henvise til følgende citat fra en af Europas skarpeste klimapolitiske lobbyister:

”Alle europæiske ledere bliver nødt til at følge denne opfordring fra de mest progressive regeringer og offentligt forpligte sig til at sætte klimahandling i hjertet af det fremtidige EU-samarbejde,” sagde tyskeren Wendel Trio, direktør i Climate Action Network Europe, til Financial Times.

Uanset om Lars Løkke Rasmussen får held med at gøre EU-politik og europæisk engagement til sin personlige vindersag i 2019, er der næppe tvivl om, at alene den parallelle valgkamp i de kommende uger vil styrke vælgerbefolkningens bevidsthed om, i hvilket omfang dansk indenrigspolitik og den politik, der føres i EU, hænger sammen. Det vil i sig selv være et fremskridt for Danmark som nation i en tid og en verden, hvor der i mange vestlige lande hersker berettiget frygt for, at mange borgere er ved helt at opgive troen på selve demokratiet.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu