Bevæget over præstationen fra balletdanseren Ellen Price de Plane i rollen som Den Lille Havfrue bad brygger Carl Jacobsen, søn af Carlsbergs grundlægger, i 1910 billedhuggeren Edvard Eriksen om at skabe en skulptur, der kunne indfange havfruens graciøse figur. Bryggeren måtte betale af egen lomme, for der var ikke nok penge i legatet ’Albertina’, som han allerede i 1879 havde lanceret under mottoet ”Lad kunsten adle vor by, og den vil adle os”.

Takket være private fonde og kunstinteresserede rigmænd som Carl Jacobsen har dansk kulturliv op igennem historien fået et gevaldigt løft, som ikke ville have været det samme, hvis fondspengene i stedet var blevet fordelt over finansloven. Det siger Anker Brink Lund, professor på CBS og forfatter til bogen ’Dansk Fondshistorie’, der udkommer i dag.

”På kunstområdet er jeg ikke i tvivl om, at de private fondes donationer har været en kæmpe gevinst. Fondene har bidraget på steder, hvor hverken staten eller markedet har været tilstrækkelige, og jeg tvivler på, at der havde været de samme investeringer i kunst og kultur i Danmark, hvis pengene i stedet var blevet opkrævet i skatter og fordelt via finansloven,” siger Anker Brink Lund.

Ikke mindst hvad angår bevaring af den danske kulturarv, har fondene haft en afgørende betydning, påpeger professoren. Selv om Jellingestenene i dag er på finansloven som en af Dansk Folkepartis mærkesager, har vedligeholdelsen af de to runesten kun været mulig på grund af private fondes donationer.

”På den måde har private fonde været en medspiller til de offentlige prioriteringer, og samlet set vurderer vi i bogen, at det netop har været denne pluralisme kombineret med fondenes patriotisme og fondsstifterens blik for evigheden, som er de selvstændigt væsentligste værdier ved fondenes bidrag til det danske samfund,” siger Anker Brink Lund.

Det billede kan Frank Rechendorff Møller, direktør for Augustinus Fonden, godt genkende. Han siger, at fondene både har en anden tålmodighed og risikovillighed, der kan supplere de offentlige bevillinger til kunst og kulturbevaring. Eksempelvis er kalkmalerierne i de danske kirker en kæmpe, national bevaringsopgave. Indeklimaet i kirkerne ødelægger dem simpelthen, og det koster derfor rigtig mange penge at bevare malerierne.

”Man kan hurtigt spørge, om det overhovedet er pengene værd. Men for os har kalkmalerierne, der jo er nogle af de eneste værker fra tiden før reformationen, som vi har tilbage, en værdi, som ikke kan gøres op i kroner og øre. Og der har vi både den tålmodighed og den risikovillighed, der skal til, fordi vi forvalter private penge. Det ville nok være sværere at argumentere politisk for at bevare dem i det omfang, det er muligt med fondsbidragene,” siger Frank Rechendorff Møller.

På Carl Jacobsens tid – han er født i 1842 og døde i 1914 – kom 80-90 pct. af donationerne til kunst og kultur fra private. Det dalede kraftigt efter Anden Verdenskrig, og først igen efter vedtagelsen af fondsbeskatningsloven i midten af 1980’erne blev de privatfilantropiske bevillinger til kulturforma°l for alvor forøget. Siden 1986 er fondenes kulturdonationer samlet set løbet op i omkring 30 mia. kr. Se figur 1.

Operaen i København er som bekendt betalt af A.P. Møller Fonden, der indtager førstepladsen over de 10 største fonde, målt på donationer til kulturelle formål siden 1986. Augustinus Fonden er nummer 6. Se tekstboks.

Teaterchef: Vi er afhængige af donationer

Selv om de offentlige kasser i dag stadig betaler langt hovedparten af udgifterne til dansk kulturliv, er private fonde stadig en afgørende finansieringskilde for nye satsninger på kunst og kultur. Sammenligner man fondsdonationerne med de frie offentlige puljemidler – det vil sige de penge, der ikke allerede er bundet til driftsbudgetter i kulturinstitutionerne – så står fondene for omtrent lige så store donationer på kulturområdet som det offentlige.

Derfor har private fonde også ganske stor indflydelse på, hvilke dele af kulturlivet der skal have et løft, og det har medført en del kritik af de private fonde, fordi de jo ikke er demokratiske institutioner.

Det skete senest, da A.P. Møller Fonden sidste år valgte at støtte Det Kongelige Teater med et trecifret milliardbeløb til bl.a. opsætning af 10 klassiske operaer. Det fik bl.a. Stig Jarl, lektor i teatervidenskab ved Københavns Universitet, til at sige til DR, at det ikke er meningen, at ”en nationaloperas virksomhed skal være baseret på fondsmidler i den her størrelsesorden.”

Direktøren for Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, indrømmede da også i samme omgang, at Det Kongelige Teater er afhængig af privat støtte på grund af besparelserne i de offentlige budgetter.

”Hvis vi har et højt ambitionsniveau, og det har vi, så bliver det nødvendigt, at vi også fremover får støtte fra private. Det er en konsekvens af de besparelser, vi oplever,” sagde Morten Hesseldahl til DR.

Også Anker Brink Lund anerkender kritikken som relevant, når fondenes magt fra tid til anden er til diskussion.

”Selvfølgelig er det også magt at give en gave. Men det ligger jo i fondenes natur, at de ikke er demokratiske. De er værdikonservative, autokratiske og et udtryk for stifterens vilje, da vedkommende ønskede at magte noget ud over sin egen levetid. Og netop det er jo noget af værdien ved fondene, fordi de på den måde er en modvægt til staten såvel som markedet,” siger Anker Brink Lund og bliver suppleret af formanden for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher:

”Man kan ikke diskutere, at fondene er mindre demokratiske i klassisk forstand. Men fondenes legitimitet beror på, at vi giver pengene til de bedste kunstnere og forskere. Vi går kun efter kvalitet, der kan skabe størst muligt impact og værdi for det danske samfund,” siger han.

Afhængighed af fondene er da heller ikke en bekymring, der optager kulturministeren synderligt.

”Jeg er ikke bekymret for, at nogen bliver afhængig af fondsdonationerne. Fondsmidlerne skal søges fra gang til gang, mens det er Kulturministeriet og kommunerne, der giver faste driftsbevillinger til kulturinstitutioner,” siger Bertel Haarder.

LÆS OGSÅ:

Formand for Carlsbergfondet: Vi giver kun penge til de bedste

Private penge holder hånden under dansk forskning

Danmarks største fonde: Gør det attraktivt at stifte nye fonde