Annonce

Fonde kan styrke konkurrenceevnen

26. februar 2012 kl. 21.58

I Harvard Business Review fra januar 2011 lancerede Michael E. Porter og Mark R. Kramer tesen om Shared Value Creation som kapitalismes vej ud af den aktuelle krise. De to strategiprofessorers hovedpointe er, at socialt ansvarlige virksomheder ikke længere kan nøjes med at skabe værdi for udvalgte interessenter, f.eks. aktionærer og forbrugere. Fremtidens konkurrencedygtige virksomhed må i langt højere grad tilstræbe at skabe værdi med en bredere kreds af stakeholdere.

Analysen har vakt betydelig opmærksomhed i erhvervskredse verden over. Men anskuet ud fra et dansk synspunkt er der ikke meget nyt at hente. Det er jo netop det, brygger Jacobsen havde for øje, da han i 1876 stiftede Carlsbergfondet, der ikke kun skulle sikre virksomhedens videreførelse for medarbejdere og kunder, men også sørge for at overskuddet gik til almennyttige formål.

[quote align="right" author=""]Ikke desto mindre er fonds- verden herhjemme omgivet af myter og hemmeligheds- kræmmeri, som indtil nu har gjort det vanskeligt at vurdere sektorens faktiske værdi- skabelse af almennyttig art.[/quote]

Siden har mange danske virksomheder valgt fondsfiguren som juridisk ramme ved generationsskifte. Selv om der i beslutningsprocesserne ganske givet er indgået egennyttige ønsker om at reducere arveafgift og minimere skattebetaling, har det helt afgørende sigte været at fremtidssikre virksomheden plus ønsker om at støtte andre gode formål. Ikke desto mindre er fondsverdenen herhjemme omgivet af myter og hemmelighedskræmmeri, som indtil nu har gjort det vanskeligt at vurdere sektorens faktiske værdiskabelse af almennyttig art.

Det er nemt nok at opgøre de fondsejede virksomheders indtjening på markedet og det skatteprovenu, som staten derved opnår eller må se bort fra, hvis det anvendes til filantropiske uddelinger. Men hvilke andre, målbare konsekvenser har fonde og fondslignende foreninger?

Det spørgsmål vil vi på CBS forsøge at besvare, baseret på forskning i fondsverdenens ABC-værdi: dokumenteret almennytte (A) minus uproduktive bivirkninger (B) lig med return on investment for civilsamfundet (C-ROI). Et sådant regnestykke ser enkelt ud på papiret, men det er ikke nemt at kvantificere i praksis. Blandt andet fordi det er forbavsende svært at indsamle de relevante data. I 1991 valgte regeringen nemlig at nedlægge Fondsregisteret. Begrundelsen var afbureaukratisering, og siden da har det været komplet umuligt at få et samlet overblik over fondsverdenens indtægter og udgifter.

Bør fondene indtage en mere aktiv rolle i udviklingen af fremtidens samfund?

Mandag Morgen har spurgt tre fremtrædende aktører i fondsverdenen om, hvorvidt fondene bør indtage en mere aktiv rolle i udviklingen af fremtidens samfund. Læs de øvrige indlæg her:

Mogens Vig Pedersen, direktør for Energi Horsens Fonden:
Den der lever stille lever ikke godt

Flemming Besenbacher, professor, dr. scient og formand for Carlsbergfondet:
Vi skal sikre de langsigtede mål

Du kan også deltage i debatten om fondenes rolle i samfundet her.

Vore foreløbige analyser viser, at der er ganske store forskelle i filantropiske fondes ydeevne. Hvis vi forudsætter, at resultaterne gør sig gældende for hele befolkningen, har vi samlet set at gøre med undervurderede produktivkræfter. Værdiskabelsen er større end de milliarder, som fonde og fondslignende foreninger uddeler til specifikke projekter. ABC-værdien rummer nemlig ikke kun selve de konkrete donationer, men tager også højde for indirekte effekter samt synergi knyttet til den ekspertise og innovationskraft, som tilføres konkrete projekter og samfundsudviklingen mere alment.

Selv når vi fratrækker administrationsomkostninger, skattefradrag og følgeudgifter for de offentlige kasser, er der tale om en ganske betydelig værdiskabelse. Hvis disse ressourcer i fremtiden anvendes systematisk og strategisk, som bl.a. Porter og Kramer giver anvisninger på, kan fondene i høj grad være med til at styrke dansk konkurrenceevne og hjælpe med til at bringe velfærdsstaten nogenlunde helskindet igennem den aktuelle recession.

Vi vil meget gerne høre din mening om, hvorvidt fondene bør indtage en mere aktiv rolle i udviklingen af fremtidens samfund. Deltag i debatten i kommentarfeltet her.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026