Københavns Fondsbørs har nu endelig opgivet at blive nordens finanscenter. Alliancen med Stockholms Fondsbørs betyder reelt, at Københavns Fondsbørs på aktiemarkedet bliver en slags underafdeling til den svenske fondsbørs. Men København har til gengæld nu sikret et effektivt og velfungerende marked for danske børsnoterede aktier ind i næste årtusinde. Med indførelse af euro ved årsskiftet og øget integration af de finansielle markeder er det forventningen, at der om 5-10 år kun vil være fem europæiske børsmarkeder tilbage. Strategien er, at en slagkraftig nordisk markedsplads bliver én af de overlevende. Stockholms Fondsbørs bliver som ejer af handelssystemet storebror i alliancen. Men den danske Fondsbørs kan vende en stærkt defensiv position til noget offensivt: Fra foråret 1999 får ca. 40 svenske, engelske og tyske finanshuse gratis adgang til det danske aktiemarked.