Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Thorkild Kristensen A/S og norske Steen & Strøm har fået et alvorligt troværdighedsproblem som nye hovedaktionærer i FORAS - Danmarks største butikscenter-ejer. På generalforsamlingen i det børsnoterede ejendomsselskab i sidste uge kom det til et voldsomt opgør mellem treenigheden og de tilstedeværende mindretalsaktionærer, som ytrede stærk mistillid til uigennemsigtige interne transaktioner og forretningsaftaler mellem FORAS og hovedaktionærerne. Det tidligere Difko-selskab skal efter ejerskiftet sidste år specialisere sig i investering i butikscentre. Men mindretalsaktionærerne frygter, at det ikke vil gå forretningsmæssigt fair til, fordi to af hovedaktionærerne har stærke egeninteresser i projekterne. Bægeret flød over, da en tidligere repræsentant for de små aktionærer blev tvunget ud af bestyrelsen i et udsædvanligt kampvalg, hvor hovedaktionærerne havde sikret sig majoriteten. “Det er ikke nogen sund opbygning,” siger en af de kritiske aktionærer, statsautoriseret revisor Niels-Chr. Juhl Nielsen. “Men det, der overrasker mig mest, er, at Dyrtidsfonden vil være med til at gennem-trumfe sådan noget.”