Udviklingen af sociale og etiske værdier og regnskaber tegner til at blive en af de største ledelsesmæssige udfordringer frem imod årtusindeskiftet. Det drejer sig ikke kun om kommunikation og virksomhedsimage, men langt mere grundlæggende om, hvem og hvilke værdier der i fremtiden skal styre de private virksomheder. Shell, British Telecom og andre internationale giganter er på vej med helt nye opgørelser af deres sociale og etiske performance. Opgørelserne er udarbejdet i samarbejde med virksomhedernes vigtigste interessenter: Aktionærer, kunder, medarbejdere, leverandører og det øvrige samfund. Dialogen med disse såkaldte stakeholdere er et af de væsentligste elementer i en konkret model for det sociale og etiske regnskab, som netop er blevet fremlagt på en international konference i Holland. Her anbefales det også, at alle de nye regnskaber altid offentliggøres, at de underkastes ekstern kontrol, og at de omfatter alle virksomhedens etiske forhold. Set i forhold til disse idealkrav er LEGOs nye etiske programerklæring og Dansk Industris fokusering på menneskerettigheder vigtige, men kun små og indledende skridt fremad.