Den danske fagbevægelse skal gennemgå en dramatisk fornyelseskur de kommende år. De nuværende 22 forbund skal reduceres til fem-ti forbund. De skal hver især være så stærke, at de kan løse en række af de opgaver, som LO i dag varetager. Derfor skal LO på slankekur. Det er essensen i et opsigtsvækkende forslag fra Specialarbejderforbundets formand Poul Erik Skov Christensen. I et interview med Ugebrevet Mandag Morgen fastslår han, at fornyelsen er nødvendig, hvis fagbevægelsen skal bevare sin indflydelse på udviklingen i samfundet. Fornyelsen skal bl.a. sikre tillidsmænd og øvrige medlemmer en langt mere effektiv støtte og opbakning. Det gælder bl.a. i spørgsmål omkring udviklingen af menneskelige ressourcer, arbejdstid, arbejdsmiljø og sociale problemer “ Hvis vi ikke kommer til at bakke helt anderledes effektivt op bag tillidsmanden og medlemmerne direkte på arbejdspladsen, forspilder vi en historisk chance,” siger Poul Erik Skov Christensen. En forenklet struktur skal samtidig hindre, at organisationerne overlapper hinanden og medfører et betydeligt ressourcespild. Endelig mener han, at tiden er inde til at gøre op med en struktur, der opdeler i arbejdsmarkedet i stive faggrænser, der kan spærre for omstilling og effektivisering. Arbejdsmarkedsforskeren Jesper Due mener grundlæggende, at SiD-formanden har ret i sin strategi. Men han tvivler på, at de faglige ledere har mod og kræfter til at modernisere bevægelsen. “Måske må det afvente, at medlemmerne begynder at sive, eller at nogle fagforbund bryder enigheden og begynder at konkurrere med de andre,” spår Jesper Due.