En ny undersøgelse retter nu en skarp kritik mod strukturen i den danske fagbevægelse, der består af i alt 169 forskellige forbund, hvoraf ca. en tredjedel har under 1.000 medlemmer. Strukturen er helt ude af trit med udviklingen på arbejdsmarkedet, hvor lønmodtagerne arbejder stadigt mere fleksibelt på tværs af de gamle faggrænser. Opdelingen i så mange forbund skyldes blandt andet, at bevægelsens ansatte har prioriteret deres indbyrdes magtkampe højere end hensynet til medlemmerne. Det fastslår en rapport, som to arbejdsmarkedsforskere ved Københavns Universitet, Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, offentliggør i dag. Taberne er fagbevægelsens medlemmer, som mister politisk indflydelse, får en for uprofessionel rådgivning og betaler høje kontingenter. Og hvis fagbevægelsen slog sig sammen i færre store forbund, kunne virksomhederne øge deres produktivitet med 5-10 pct. ved at organisere arbejdet mere fleksibelt. “Fagbevægelsens struktur indebærer, at utrolig mange personer udfører de samme opgaver. De bruger tid på at gå til møder med hinanden og organisere rammerne for aktiviteterne i stedet for at udføre fagligt arbejde, der direkte kommer medlemmerne til gavn. Der er alt for mange, der laver det samme på et for ukvalificeret niveau,” siger Jesper Due. Fagbevægelsens struktur er blandt andet svær at ændre, fordi forbundene siden 1970 har opbygget et stadigt mere omfattende lag af fastansatte eksperter og konsulenter. De vil ikke uden videre vinke farvel til deres positioner.