Demokrati 2. 0 Medieudviklingen truer sammenhængskraften Eksperter efterlyser bred medie- og demokratireform Danmark har akut brug for en samlet mediestrategi, hvis ikke disse års voldsomme udvikling af mediebilledet skal gå ud over samfundets sammenhængskraft. De radikale forandringer i mediebranchen er ved at undergrave forestillingen om en fælles offentlighed, der kan danne rammen om dialogen mellem politikere og borgere. I takt med den accelererende globalisering og kommercialisering af medierne søger den unge generation mod netbaserede mødesteder som YouTube og Facebook frem for aviser, radio og tv. Det truer mediernes rolle som formidler af samfundets store dagsordener. Det er budskabet fra indflydelsesrige beslutningstagere og medieeksperter i en rundspørge, Ugebrevet har foretaget. Koncernchef i Det Berlingske Officin Lisbeth Knudsen mener, der er behov for en demokratireform, der med kvalitetsreformen og Globaliseringsrådet som forbillede gentænker mediernes rolle i samfundet i det 21. århundrede.