Skolevejledning
Forskere og organisationer kritiserer regeringens vejledningsreform
Skuffelse over skrabet vejlederuddannelse
Regeringens reform af uddannelsesvejledningen for unge er utilstrækkelig, mener en række forskere og organisationer. Især er der skuffelse over, at en længe ventet vejlederuddannelse kun kommer til at vare et halvt år og ikke bliver et obligatorisk krav til nye vejledere. “Det er med sorg, at vi ser, at det er forsvundet ud af det endelige lovforslag, ” siger Lise Skanting, DA. Desuden er der overalt dyb undren over, at undervisningsministeren vil nedlægge Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning: “Det er en brøler rent internationalt. Alle andre kæmper for at få noget, der ligner R. U. E. Centret bliver overalt i Europa fremhævet som best practice på området, ” siger vejledningsforskeren Peter Plant, DPU.