Fossile giganter presser Ørsted på havvindsmarkedet

2023 har budt på en kavalkade af skuffelser for Ørsted.

Røde tal på bundlinjen, en hastigt faldende aktiekurs og en politisk storm om aflyste vindprojekter på den amerikanske østkyst er blandt de mange negative historier, der gør, at en af dansk erhvervslivs store succeshistorier virker knækket.

Men bag historien om Ørsteds aktuelle krise gemmer sig ifølge eksperter en større historie om et havvindsmarked, der er i gang med at blive skævvredet af fossile giganter.

Skal man forstå, hvordan en slem historie kan blive endnu værre, skal man ikke gå længere tilbage end juli i år.

Her betalte to europæiske olieselskaber – britiske BP og franske Total Energies – hele 94 milliarder kroner for fire tyske havvindområder med en samlet kapacitet på 13 gigawatt, hvilket svarer til mere end tre gange Danmarks samlede havvindskapacitet.

Udbuddets størrelse og den adgang, det giver til det tyske marked, gjorde det særdeles attraktivt at få fingrene i. Derfor var der – trods den aktuelle krisestemning i branchen – også mange bydere.

Men da vinderbuddet på de 94 milliarder kroner blev offentliggjort, var der kun hovedrysten til overs i den øvrige branche.

Beløbet blev kaldt ”uanstændigt” af en unavngiven repræsentant fra en af de tabende bydere.

Og Ørsteds administrerende direktør, Mads Nipper, markerede offentligt i et opslag på det sociale medie LinkedIn, at Ørsted ikke var villig til at gå med på de ”rekordhøje priser”, som var kommet på bordet.

Men det var de to europæiske oliegiganter. Og netop den fossile kapitals indmarch på havvindsområdet afslører en ubekvem sandhed om rødderne til Ørsteds aktuelle krise.

De store olie- og gasselskaber har i de senere år satset stort på at investere dele af deres enorme og endnu voksende fossile formue på havvind. Det presser konkurrenterne.

Sådan lyder analysen fra Christina Aabo, der er en af den danske havvindindustris centrale personer.

I 25 år har hun været med til at opbygge den forretningsmodel, som mange politikere siden har betragtet som Danmarks helt store erhvervsmulighed. Først i Vestas og senest hos Ørsted, hvor hun sidste år sagde op efter 12 år som chef for forskning og udvikling.

Christina Aabo er bekymret for de store fossile selskabers indmarch på havvindområdet, og hvilke konsekvenser det får for aktører som Ørsted.

”Olieselskaberne har en stor konkurrencefordel lige nu, for de sidder på et marked, som er profitabelt på kort sigt, og som formentlig også vil være det i en del år fremover. De kan købe sig ind på det her forretningsområde til nogle helt vanvittige priser og støvsuge markedet,” siger hun.

Ørsteds store udfordring er, at de er endt i en konkurrence med nogle selskaber, der kan tillade sig at være ret aggressive i deres indmarch på havvindsområdet, fordi de har så mange midler, de gerne vil placere. 

Torsten Hasforth
Cheføkonom i tænketanken Concito

Christina Aabo var endnu i Ørsted, da ”de store olieselskaber begyndte at banke på i vindenergien”, som hun formulerer det. Særligt britiske BP, franske Total og hollandsk-britiske Shell var kilde til bekymring.

”Det blev hurtigt en af mine største bekymringer, da de tre selskaber begyndte at rykke ind i havvindsbranchen.”

Ifølge Christina Aabo udstiller den aktuelle havvindskrise en indbygget skævhed i markedet. Og den analyse deler Torsten Hasforth, der er cheføkonom i tænketanken Concito.

”Ørsteds store udfordring er, at de er endt i en konkurrence med nogle selskaber, der kan tillade sig at være ret aggressive i deres indmarch på havvindsområdet, fordi de har så mange midler, de gerne vil placere. De kan tillade sig at arbejde med lidt lavere afkast end Ørsted, og på den måde bliver Ørsted udkonkurreret i udbuddene,” siger han.

”Konkurrencen har virkelig været en udfordring for Ørsted,” siger også Søren Lassen, der er chef for havvind i energisektorens analyse- og konsulenthus WoodMackenzie.

”Sammenligner man Ørsted med de virksomheder, de konkurrerer med, så er de ekstremt eksponeret for havvind.”

Ørsteds farvel til fossilt

Lige nu er der flest penge at hente på fossil energi. Og selv om Ørsted også har øget indtjeningen i de senere år, har de først og fremmest satset på fremtidens erhvervsmuligheder. Nu er det netop troen på fremtiden, der vakler.

Skal man forstå, hvordan Ørsted er kommet hertil, er virksomhedens historie et godt sted at starte.

I 2009 beslutter Ørsted, dengang Dong Energy, at begynde udfasningen af fossil energiudvinding. På dette tidspunkt stammer 85 procent af Dong Energys energiproduktion fra fossile brændsler, mens vedvarende energi fylder 15 procent.

I disse år beslutter Dongs øverste ledelse med administrerende direktør Anders Eldrup i spidsen, at denne tendens skal vendes på hovedet. Dong Energy skulle hedde Ørsted, og i hvad der siden er blevet hyldet som et både modigt og visionært træk, satte Eldrup havvinden i centrum for det statslige selskabs strategi.

Ørsted når målet om 85 procents vedvarende energi fire år før tid i 2019, og i årene deromkring udvikler selskabet sig til at blive en grøn stjerne på den danske erhvervshimmel. I 2020 kåres Ørsted som verdens mest bæredygtige selskab af det canadiske analyseinstitut og erhvervsmagasin Corporate Knights, og flere år i træk topper Ørsted listen over de mest bæredygtige energiselskaber i verden.

Det er ikke længe siden. Men tidens optimisme er siden blevet til dyb krise for Ørsted. Aktiekursen har været faldende, siden Mads Nipper tog over som administrerende direktør i starten af 2021. Alene i år er den faldet med over 50 procent, ligesom det seneste regnskab viser et tab på 20 milliarder kroner for årets første ni måneder. 

Ørsted kæmper med at vinde udbuddene i en stadigt skarpere konkurrence. For at føje spot til skade har de måttet droppe storstilede projekter på den amerikanske østkyst til en værdi af knap 30 milliarder kroner, som de ellers havde vundet retten til.

Anderledes velsmurt er den fossile maskine anno 2023. Olie og gas er blevet en stadigt bedre forretning. Efter invasionen af Ukraine i 2022 røg prisen på fossile brændsler i vejret. Vestens store fossile selskaber kunne notere en indtjeningsrekord, da året var slut.

Og i 2023 er prisen på især olie forblevet på et stædigt højt niveau, da den endnu en gang er blevet en brik i et geopolitisk spil, som oliestater over hele verden forsøger at maksimere gevinsten af. Mens Ørsted kan præsentere kvartalsunderskud, der overraskede selv de pessimistiske aktiemarkeder, har selskaber som Total, BP og Shell pæne regnskaber gennem hele 2023. 

”De store olieselskaber har så dybe lommer, at de kan købe store markedsandele i temmelig mange år fremover,” siger Christina Aabo.

Ørsted som ”håndværker”

I Ørsted har måneders uro senest ført til øjeblikkelig afskedigelse af to højtstående folk, nemlig økonomidirektør Daniel Lerup og driftsdirektør Richard Hunter.

Ifølge Christina Aabo kan Ørsteds aktuelle krise gøre det nødvendigt at genoverveje selve virksomhedens strategi.

Hvis Ørsted ikke kan konkurrere med de fossile kæmper, kan de måske blive nødt til at genopfinde sig selv, vurderer Aabo. En vej videre for Ørsted kunne være, at selskabet opgav tanken om at have ejerskab på de store havvindsprojekter for til gengæld at gå ind i en rolle som en slags rådgiver og partner til olieselskaberne.

”I den model ville de fossile selskaber få til opgave at betale for projektet, og så ville Ørsted være en kompetent partner, der står for udbygning, drift og byder ind med sin erfaring og ekspertise. Det kunne man godt, og det er også meget udbredt på området at gå sammen i partnerskaber,” siger Christina Aabo.

En lignende model har også Concitos Torsten Hasforth i tankerne. ”De kan sagtens være nødt til at prioritere, hvilken vej de vil gå. Udfordringen ved at afgive ejerskabet og blive en slags håndværker, der byder sig til med sit netværk og ekspertise, er, at det ikke typisk er dér, der er flest penge at tjene. Men det er bestemt en vigtig rolle,” siger han.

WoodMackenzies Søren Lassen er dog ikke overbevist om, at de fossile giganters indmarch vil føre så stor en dominans med sig, at de presser Ørsted ud i et større strategiskifte. De fossile selskaber tjener mange penge lige nu, og de investerer heftigt i havvind.

”Men olie- og gasselskaber kan ikke bare bruge alle de penge, de vil. De har også aktionærer, der holder øje med dem,” siger han og henviser blandt andet til, at Shell har trukket sig fra flere store havvindsprojekter af økonomiske årsager.

Senest trak selskabet sig ud af et projekt i den amerikanske delstat Massachusetts og gik med til at betale en bøde for til gengæld at slippe for de øgede omkostninger ved selve projektet.

Med til historien hører også, at Ørsted stadig har den største pipeline for udbygning af havvind i verden, som Ørsteds presseafdeling også gør opmærksom på i et mailsvar til Mandag Morgen, hvor de samtidig afviser at stille op til interview.

Og selv om olieselskabernes pipeline har været under heftig vækst, har det endnu ikke udmøntet sig i noget nær dominans, særligt ikke når man ser på de projekter, der er truffet endelige finansielle beslutninger om. Der er mange andre stærke aktører end de store olie- og gasselskaber i havvindsbranchen, minder Søren Lassen om, og det ser ikke helt så sort ud for Ørsted.

”Ørsted kommer til fortsat at være en stor spiller i havvindindustrien i de kommende år,” lyder hans analyse.

Vind er ikke olie

De fossile selskaber er en stor trussel, fastholder Christina Aabo. Men de er ikke den eneste. Også Europas politikere bærer brænde til det bål, der pt. er havvindsbranchens og Ørsteds krise.

Staten er nemlig begyndt at hive sine egne økonomiske interesser med ind i havvindsplanlægningen. Det tyske havvindudbud i juli var skruet sådan sammen, at vinderen blev fundet ved en auktion. Dem, der vil gøre det billigst, vinder retten.

Politikerne tror, vindenergi er en gylden forretning ligesom olie- og gasbranchen. Men der har aldrig været lige så meget profit at hente på vindenergi, og det kommer der aldrig.

Christina Aabo
Tidl. forsknings- og udviklingschef i Ørsted

En lignende auktionsmodel bruger man blandt andet i Danmark og i en række andre europæiske lande.

Men denne tilgang mener Christina Aabo er dybt misforstået. ”Politikerne tror, vindenergi er en gylden forretning ligesom olie- og gasbranchen. Men de arbejder med helt andre omkostnings- og prisniveauer,” siger hun.

”Der har aldrig været lige så meget profit at hente på vindenergi, og det kommer der aldrig.”

Når staterne presser udbuddene så hårdt på pris, risikerer de at hive tæppet væk under ikke bare Ørsted, men hele den underliggende branche.

Ørsteds jordnære fremtid

Havvindskrisen er da også bredere end blot Ørsteds problemer. Det viser regnskabstallene for de store vindmølleproducenter, som har trukket en del overskrifter i finansmedierne i de senere år.

Allerede inden energi- og inflationskrisen var underskuddene ildevarslende høje i Vestas og Siemens Gamesa, som producerer en stor andel af de vindmøller, som drømmen om et europæisk havvindeventyr bygger på.

Især spansk-tyske Siemens Gamesa er i dyb krise og har senest erkendt, at de er i dialog med den tyske stat om en redningspakke på 112 milliarder kroner.

Skal man forstå dybden af krisen, skal man ifølge Christina Aabo forstå, at den går hele vejen ned gennem værdikæden. Om man producerer kabler, komponenter eller noget tredje til vindmøllerne, er både prispresset og den udeblevne ketchupeffekt i udbygningen med til at presse forretningen.

Christina Aabo bruger i dag det meste af sit arbejdsliv som rådgiver og bestyrelsesmedlem i nogle af vindmøllebranchens små og mellemstore underleverandører. Og det er virksomheder, der over en bred kam har virkelig svært ved at lave sorte tal på bundlinjen.

”Hele industrien risikerer at kollapse indefra,” lyder hendes advarsel.

Helt så galt forventer Søren Lassen ikke, at det vil gå. Han har fulgt markedet i ni år og har længe haft en oplevelse af, at det formentlig var overvurderet.

”Vi har haft en tendens til at se lidt for ambitiøst på markedet. Men nu er tendensen fuldstændig vendt, så folk i stedet er begyndt at undervurdere markedet. Tingene kan hurtigt ændre sig i havvindsbranchen. Der kommer mange flere udbud i 2024. Så der er stadig meget at vinde.”

Torsten Hasforth ser heller ikke den helt store Ørsted-katastrofe udspille sig lige nu.

”Spørgsmålet er mere, hvor mange milliarder man har overvurderet deres fremtid med. Ørsted ser ikke ud til at være på vej mod himlen. Fremtiden bliver nok bare lidt mere jordnær.”