Fra flygtning til kandidat: Her er et projekt der virker

Et af de seneste års helt store spørgsmål har været, hvordan vi får flere flygtninge ind på det danske arbejdsmarked. Her er et svar.

Af Anette Christoffersen, direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp

Det er ikke simpelt. Ellers havde vi nok for længst klaret udfordringerne med at få flere flygtninge ind på det danske arbejdsmarked.

Men de seneste år er vi alligevel kommet langt og nærmere svaret på, hvordan vi knækker koden. Til gavn for både det danske arbejdsmarked og flygtningene selv.

I Integrationsnet under Dansk Flygtningehjælp har vi – som navnet antyder – i mange år arbejdet med integration af flygtninge i det danske samfund. Med særligt fokus på arbejdsmarkedet.

Vores erfaringer er gode og mange. Her vil jeg særligt fremhæve erfaringerne fra et projekt ved navn Talent Management, vi har kørt de senere år. For i det har vi haft særdeles gode erfaringer og konkrete resultater.

Flygtninge kommer simpelthen hurtigere og i højere antal i arbejde, når de har medvirket i projektet. Det er der flere grunde til.

Vigtigst er, at vi tænker indsatsen anderledes. Kernen i Talent Management er et tidligt samarbejde med flygtningene, der begynder allerede på asylcentret, inden de bliver fordelt ud til kommunerne.

Det betyder samtidig, at flygtninge med særlige kompetencer kan blive placeret i kommuner, hvor der er ledige arbejdspladser til kandidater med de kompetencer.

Sat lidt på spidsen, så er det dumt at sende en elektriker til Hjørring, hvis der er mangel på elektrikere på Langeland.

Et andet væsentligt aspekt i projektet er tilgangen til deltagerne. Her bliver de konsekvent omtalt som kandidater – altså kandidater til job – i stedet for borgere eller flygtninge. Ord skaber opfattelser og påvirker både den måde, de bliver gået i møde af virksomheder, og hvordan de ser sig selv.

Den tidlige, grundige dialog danner basis for planlægning af en realistisk plan for at få den pågældende flygtning i arbejde. Den tidlige forventningsafstemning er væsentlig. For vores erfaring er, at næsten alle flygtninge, der kommer hertil, har en stor motivation for at komme i arbejde hurtigt – uanset deres baggrund.

Men adgangen til arbejdsmarkedet kan være svær, og mange bliver desværre desillusionerede og giver fortabt. Med en tidlig og konkret plan kan folk se vejen ind på arbejdsmarkedet for sig og ikke mindst også, hvad de selv skal gøre for at nå dertil. Mange mangler nemlig de kvalifikationer, der egner dem til det højt specialiserede danske arbejdsmarked.

Selvom man for eksempel er en dygtig lastbilchauffør i Syrien, betyder det ikke, at man kan sætte sig ved rattet i Svendborg uden at have bestået en dansk køreprøve.

Talent Management har nu kørt i to år og har været en stor succes. De foreløbige resultater viser, at 30 procent af deltagerne er selvforsørgende indenfor seks måneder efter, at de har fået opholdstilladelse.

Det er et resultat af den tidlige kompetenceafklaring. Den danner basis for det videre forløb, som ofte omfatter opkvalificering af kompetencer og match mellem flygtning og virksomhed.

Projektet er kørt i tæt samarbejde med Udlændingestyrelsen, asylcentre og kommunerne. Evalueringerne herfra viser, at den tidlige kompetenceafklaring har haft stor betydning for, at andre beskæftigelsesrettede indsatser er blevet ekstra kvalificeret, mere målrettet og er startet langt tidligere end ellers.

Derfor bør den tidlige kompetenceafklaring allerede i asylfasen blive standard fremover, så vi sammen sikrer, at flere flygtninge kommer hurtigt og rigtigt ind på arbejdsmarkedet. Både for vores samfund som helhed, men ikke mindst også for flygtningene selv.

Integrationsnet deltager den 25. januar i Velfærdens Innovationsdag arrangeret af Mandag Morgen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu