Fra pandadiplomati til mundbinddiplomati
Ikke kun vores hverdag bliver anderledes efter coronakrisen. Det gør også vores tillid til, om EU kan beskytte vores samfund, og hvem der mon kommer og hjælper, når nøden er størst – USA eller Kina?
Lisbeth Knudsen
StrategidirektørDet er en regerings og et demokratis fornemste opgave at beskytte sin befolkning. Det tilsidesætter alt andet, når en livstruende krisesituation indtræffer.
Det er alt for tidligt at evaluere, hvad vi kunne have gjort anderledes eller bedre i Danmark under den igangværende sundhedskrise. Om den ene eller anden handling potentielt ville have kunnet formindske eller forlænge krisens omfang. Det må vi diskutere en anden gang, når vi kan se ud af forruden igen.
Krise eller ej, så er det stadig mediernes opgave både at informere om regeringens tiltag og stille relevante spørgsmål til de meget vidtgående beslutninger, som tages i disse uger, og konsekvenserne af dem.
Det er også mediernes opgave at medvirke til at sikre, at vi lærer af fejlene undervejs. Ikke for at jagte hårene i suppen, men for at bibringe en forståelse i befolkningen for beslutningernes drakoniske omfang, det usikre landskab, vi navigerer i for tiden, og den sundhedsfaglige og politiske begrundelse for beslutningerne om at indskrænke vores frihed. Den gennemsigtighed hører et sundt demokrati til.
Indtil videre må vi konstatere, at vi ikke var godt nok forberedt beredskabsmæssigt og udstyrsmæssigt på en så alvorlig pandemi som covid-19. Vi blev som mange andre lande taget på sengen af dens voldsomhed.
Om vi har valgt den rigtige eller forkerte bekæmpelsesstrategi må eftertiden vise. Men det forekommer paradoksalt at skulle diskutere manglen på mundbind og håndsprit, mens kurven med kritisk syge og døde stiger. At vi tilmed blandt flere forsyningskilder skal have disse enkle remedier tilsendt med fly som gave fra det Kina, hvor virussen startede, er tankevækkende.
Vi må konstatere, at krisen på ingen måde har vist sig at være EU-samarbejdets fineste stund. Der var ingen hjælp at hente i form af udstyr og sundhedspersonale, da Italien hurtigt blev bragt helt i knæ. Hjælpen kom med fly fra Kina. Både læger og udstyr. Der var ingen koordineret indkøb af udstyr og værnemidler på plads i EU før alt for sent.
På trods af at EU er fyldt med små og store produktionsvirksomheder, så fik nødråbene fra stort set alle de europæiske lande først meget sent et mylder af tilbud frem fra europæiske og danske producenter. Mon ikke der er en større lære af dette: at vi i beredskabet til kommende sundhedskriser skal have en mulig hjemmemarkedsforsyning på plads. For når først krisen er global, så er nationalstaten uanset hvad sig selv nærmest.
Kinesisk mundbinddiplomati har nu afløst pandadiplomatiet. Fra at være pandemiens arnested og den globale smittespreder, så prøver Kina nu at blive den globale redningsmand. Nu spreder Kinas mangemilliardær og ejer af det gigantiske techselskab Alibaba, Jack Ma, med opbakning fra den kinesiske stat gratis værnemidler, test og udstyr i enorme mængder til over 60 lande finansieret af hans velgørende fond.
De stærkt efterspurgte gaver modtages blandt andet i Europa, inklusive Danmark, og sågar USA. En global kinesisk opvisning i medmenneskelig solidaritet og politisk overskud, lige præcis mens stormagten USA nu kæmper med pandemien og vedtager historiske økonomiske hjælpepakker til befolkningen og virksomhederne.
Jack Mas internetvirksomhed, Alibaba, vil rigtig gerne have fodfæste i Europa, og selv om gaverne lige umiddelbart er uden en bagside, så regner kineserne helt sikkert i det mindste med en slags goodwill-præmie.
Ma åbnede i øvrigt for første gang en twitterkonto præcis 16. marts, hvor hans første tweet viste et fly med en ladning nødudstyr på vej ”til vores venner i USA”, som han skrev, med kærlig hilsen fra hans fond og fra Kina. Det er nok et af de tweets, som den amerikanske præsident gerne havde undværet.
Coronakrisen er et interessant billede på den nye verdensorden. Når krisen indfinder sig, kæmper nationalstaterne i EU hver for sig og med hver sit eget valg af strategier. Det samme gælder USA.
Mens Kina ligesom under sars-epidemien i 2003, der ligeledes startede i en kinesisk provins, hurtigt formåede at rejse sig igen, så er genrejsningen efter corona allerede så småt i gang. Forskellen fra dengang til nu er, at Kina med sit mundbinddiplomati nu handler efter en klar global, strategisk interesse i, at hele verdensøkonomien ikke nedsmelter i månedsvis i coronavirus.