Fra rettighedskultur til ny ansvarlighed

Det danske samfunds største styrker bygger på rodfæstede værdier. Dybt forankret samtalekultur og demokrati, kort magtdistance mellem medarbejdere og ledere og en gensidig tillid, der er enestående i international sammenhæng og også omfatter de politiske institutioner.

Men de sidste ti år er værdipolitikken blevet gjort synonymt med udlændingepolitik i den almindelige bevidsthed. Og værdikampen om ikke mindst udlændingepolitikken har skabt nye skillelinjer i det danske samfund – mellem dem og os. Den offentlige debat er blevet så polariseret, at folk på den politiske midte er veget tilbage fra fællesmængden i samfundet, fordi de frygter at blive slået i hartkorn med enten Pia Kjærsgaard eller Frank Aaen. Dansk Folkeparti er rendt med Dannebrog, mens folk på den politiske midte har været på retræte i stedet for at turde forsvare de fælles symboler og vise stolthed over at være en del af fællesskabet i Danmark.

Værdikampen er endt i en politisk skyttegravskrig, der blokerer for en mere kvalificeret diskussion af, hvilke nye værdier og fælles idealer der skal hjælpe Danmark gennem de nye udfordringer, som globaliseringen skaber.

Danskerne tænker mere og mere på samfundet som noget, der handler om adgang til offentlige kasser. Fællesskabet er blevet reduceret til velfærdsydelser og økonomisk tryghed, og denne rettighedskultur er drevet derud, hvor selv velbjærgede danskere føler, at de er i deres gode ret til at henvende sig til offentlige kasser for at hive penge ud. Velfærdssamfundet har nærmest sejret sig ihjel. Det kan ikke længere leve op til alle de velfærdsforventninger, borgerne har, og hverken politikerne eller andre har formået at skabe nye idealer, hvor det at tage vare på sig selv som borger for alvor påkalder sig respekt.

Som en af ordførerne bag Fremtidens Danmark, forlagsdirektør Johannes Riis, formulerer det: “Vi har i Danmark fået et forarmet menneskesyn, hvor økonomisk tryghed og velfærd er blevet de absolut højeste værdier. Folk er villige til at underkaste sig kontrol og overvågning i en helt uacceptabel grad for at kunne få økonomisk tryghed. I stedet for en debat om en livskvalitet og et menneskesyn, der rækker ud over det snævert økonomiske, har vi fået en tryghedsnarkomani, der svækker os.”

Danmark har brug for at udvikle en helt ny værdipolitisk diskussion, nogle nye fælles idealer og et nyt samfundssind, der bygger bro over hidtidige uenigheder og gør det danske samfund og borgerne bedre i stand til at tackle de udfordringer, globaliseringen stiller det danske samfund over for.

Det viser Mandag Morgens SWOT-analyse af værdidebatten, der bl.a. bygger på samtaler med Johannes Riis og en anden af ordførerne i Fremtidens Danmark, filminstruktøren Kathrine Windfeld.

Et  af de bedste svar på udfordringerne er at satse på en revitalisering af danske værdier som samtale og demokrati. Men det forudsætter, at rettighedskulturen viger for et stærkere og mere inklusivt medborgerskab, hvor alle borgere – både danskere og nydanskere – engageres i at finde nye fælles løsninger.

Udlændinge som ressource og udfordring

Der er ingen tvivl, om at der var behov for at diskutere udlændingepolitik, da VK-regeringen kom til – særligt antallet af familiesammenføringer. Men i dag udgør familiesammenføringer under 10 pct. af de udlændinge, der kommer til Danmark. Langt de fleste kommer for at studere eller arbejde. Og i den næste fase af globaliseringen har Danmark ikke i længden råd til at betragte udlændinge som et problem. Det er en simpel nødvendighed, at vi lærer at betragte udlændinge som vigtige ressourcer, der med deres forskellige kompetencer og input kan gøre Danmark til et bedre land at leve i.

Hvis danske virksomheder skal klare sig i den globale konkurrence, får de i stigende grad brug for medarbejdere med forskellig kulturel baggrund og indgående viden om udenlandske markeder.

Når virksomheder eller universiteter tiltrækker stadigt flere specialister og studerende, vil flere og flere slå sig ned i et Danmark, der langsomt, men sikkert bevæger sig fra en national monokultur til et samfund, hvor borgerne har en mere forskellig og international baggrund. Derfor er det så vigtigt at skabe et nyt syn på udlændinge og udvikle et nyt sæt fælles idealer for det at være borger i Danmark.

Kravene om, at ens ægtefælle skal optjene point for at få opholdstilladelse i Danmark er ifølge Johannes Riis udtryk for et forkvaklet menneskesyn. Der er samtidig tale om en bureaukratisering, der lægger alvorlige hindringer i vejen for de virksomheder, som ønsker at rekruttere udenlandske nøglemedarbejdere. Der er også tale om urimelige krav, man aldrig ville stille til danskere.

“Man kan ikke forlange, at folk skal leve adskilt fra deres familie. Hvis vi har en virksomhed, der vil ansætte en udenlandsk specialist, må det være en selvfølge, at han eller hun kan få sin familie med, hvis de kan forsørge sig selv,” siger Johannes Riis.

De skrappe krav gør det unødigt svært for danske virksomheder at tiltrække specialister på et globalt arbejdsmarked i konkurrence med tilsvarende virksomheder i andre lande. Dét rejser en fundamental diskussion af de bærende værdier og holdninger i det danske samfund.

Udlændingelovgivningen har indført et forskelsprincip, der er i strid den liberale og demokratiske ide om, at alle borgere behandles ens.  “Vi skal blive bedre til at acceptere forskelligheder. Selvfølgelig skal indvandrere som alle andre danskere indrette sig efter lovgivningen, men samtidig skal vi være mere forstående over for kulturelle og religiøse forskelligheder. Muslimer har et andet forhold til deres profet, end vi har til Jesus,” siger Johannes Riis.

De gamle og de nye statsborgere i Danmark må mødes i en vanskelig diskussion om, hvordan det danske demokrati skal indrettes og udvikles. Et mål kunne være at forankre en ny følelse af flerkulturelt medborgerskab i de klassiske demokratiske frihedsrettigheder med inspiration fra f.eks. USA. Diskussionen kan trække på idealer om samtale og medborgerskab, der går helt tilbage til demokratiseringen af Danmark fra 1849 og frem samt fremvæksten af de store folkelige bevægelser senere i 1800-tallet.

Velerhvervede rettigheder og global konkurrence

Det seneste tiår har været præget af en stigende mængde krav til udlændinge, uden at danskerne i samme grad har stillet krav til hinanden. Tværtimod er der opstået en rettighedskultur, der kan være farlig for Danmarks udviklingsmuligheder. Et mindretal i arbejde forsørger nu et flertal på overførselsindkomst, mens de seneste to kriseår har sat turbo på udflytningen af arbejdspladser fra Danmark til lavtlønslande som f.eks. Kina, Indien og Mexico.

Hidtil er Danmark et af de lande, der har høstet flest fordele af globaliseringen. De seneste tyve års velstandsløft er enestående, og et dansk særkende har været, at vi har formået at finde ny beskæftigelse til dem, som blev ramt af udflytningen – også de lavest uddannede, ikke-faglærte medarbejdere. Men beskæftigelsesudsigterne for denne gruppe vil i de kommende år blive stadigt ringere.

“Hvis vi ser os rundt om i verden er det helt vildt. Danskerne insisterer på at arbejde 37 timer om ugen og holder fast i, at hvis de bliver arbejdsløse, vil de ikke flytte ret langt for at få et nyt job. I Kina sover de nærmest på fabrikkerne,”  siger Kathrine Windfeld.

Den seneste opgørelse over den ugentlige arbejdstid i OECD-landene viser, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat i Danmark ligger omkring 10 timer lavere end for en koreaner. “Ingen tror på, at vi er ved at blive løbet over ende af kinesere, koreanere og andre asiater. Men det er det, der er ved at ske – bl.a. fordi vi arbejder alt for lidt,” siger Kathrine Windfeld.

Danskerne skal ikke sove på fabrikkerne, men bør genfinde en mere positiv  holdning til arbejdet end den nuværende. Resultatet kan meget vel blive en længere arbejdsuge, samt at den enkelte må bevæge sig længere efter et arbejde.

Johannes Riis efterlyser, at vi i Danmark igen tør sætte overliggeren noget højere. “Vi har ladet hensynet til, hvad de svageste både i skolen og på arbejdsmarkedet kan klare, tage overhånd, og vi har gjort det i den bedste mening. Men det kan paradoksalt nok komme til at gå ud over de svageste: På den måde bliver der ikke skabt de ressourcer, der er nødvendige, for at vi kan tage os af dem på forsvarlig vis. De svageste kan hjælpes på en anden og bedre måde end bare ved at sænke overliggeren. Vi må igen til at fremme talenterne og hjælpe de dygtige endnu mere.”

Skråplan med velerhvervede rettigheder

Kombinationen af et højt rettighedsniveau og hård global konkurrence er ikke bæredygtig. Det udfordrer den meget udbredte selvfølgelighed, med hvilken danskerne betragter “velerhvervede” rettigheder. Diskussionen om velfærden har et provinsielt præg. Danskerne kan ikke indrette sig uafhængigt af, hvordan den øvrige verden udvikler sig.

Kathrine Windfeld og Johannes Riis mener begge, at diskussionen om et nyt velfærdssamfund kører i ring mellem danskere og deres politikere, fordi ingen tør udfordre de veletablerede sandheder. De ser et udtalt behov for, at både borgere og politikere indstiller kikkerten på de globale og internationale udfordringer, der møder Danmark lige nu.

I dagligdagen vægter borgerne det individuelle langt højere end hensynet til et mere uklart defineret fælles bedste. Dermed har de forandret sig radikalt over bare én generation. Udviklingen dokumenteres f.eks., når forskere spørger til, hvorfor borgere ikke begår kriminalitet. Tidligere var begrundelsen et erklæret moralsk ønske om ikke at skade andre. I dag er den, at det ikke kan betale sig.

Spørgsmålet er så, om hensynet til det fælles er forsvundet helt fra danskernes tankesæt. Nej, lyder konklusionen i den store undersøgelse af danskernes værdier, som blev offentliggjort i sidste uge. Perspektivet er bare flyttet fra det store fællesskab til det lille. Rigtig mange er f.eks. klar til at yde en ekstra indsats i børnehaven, skolen eller fodboldklubben.

Trods individualiseringen indgår danskerne med stor overbevisning i et utal af sociale fællesskaber. Det giver håb om, at borgernes ansvar for det store fællesskab kan reaktiveres. Måske kan den internationale krise berede vejen for et opgør med rettighedskulturen og krævementaliteten. Den konservative statsminister Poul Schlüter viste, at det kunne lade sig gøre, da økonomien var på vej ud over afgrundens rand i 1980’erne. Samtidig viser nye undersøgelser, at unge, der er vokset op med sociale netværk er langt mere aktive i politiske diskussioner og forholder sig langt mere til fælles, nationale problemstillinger end ældre generationer.

Forudsætningen er, at behovet for en ny fællesskabsfølelse italesættes i en diskussion, hvor man hverken er bange for at udfordre velerhvervede rettigheder eller søge en ny fællesnævner for et moderne, konkurrencedygtigt og samfund, hvor danskerne opfatter sig som borgere med ansvar for fællesskabet.

“Vi taler om akademikere, om små næringsdrivende, om landmænd og om lønmodtagere. Og så går det galt for os, fordi vi glemmer, at vi også er borgere. Vi skal igen til at opfatte os selv som borgere, hvor vi ikke bare opfatter det offentlige som en kasse, vi kan forsyne os fra, men også er klar til at yde et bidrag til fællesskabet,” siger Johannes Riis.