For omkring 300 år siden var europæiske finansfolk stærkt opildnede over de økonomiske muligheder i en ny type investeringsselskaber, som havde fået tildelt særlige rettigheder i det internationale handelsliv af den franske og den engelske regering.

Aktieprisen i investeringsselskaberne – det engelske South Sea Company og det franske Mississippi Company— strøg til vejrs for derefter at kollapse i 1720 og økonomisk udradere en stor gruppe vrede investorer.

Det er blandt andet den slags erfaringer, der får økonomihistorikere til bekymret at rynke brynene over det, der udspiller sig på de finansielle markeder i dag, hvor investorerne igen virker besat af nye typer investeringsinstrumenter.

Prisen på kryptovalutaen Bitcoin er mere end seksdoblet det seneste år. Samtidig er de såkaldte SPACs (Special Purpose Acquisition Companies, red.), som bliver børsnoterede for derefter at opkøbe udvalgte selskaber, ifølge finansplatformen Dealogic steget mere end 600 milliarder kroner i værdi alene i år. Investorerne skriger også efter såkaldte NFT’er, som er digitale certifikater på samleobjekter såsom kunst eller autografer.

Det starter med en god idé

Historien viser, at investeringsdiller ofte forbindes med finansiel innovation – nye investeringsinstrumenter skabt af Wall Streets mellemmænd, som er omgivet af mystik og spiller på forventninger om stor fremtidig fortjeneste.  

Nogle gange går det fuldstændig galt.

Finanskrisen i 2008-2009, som var tæt på at ødelægge hele det finansielle system i USA, blev i høj grad udløst af et regulært boom i risikable boliglån og forsikringer på samme risikable boliglån.

Tidligere har vi set uprofitable internetselskaber i 1990’erne, som blev børsnoteret med enorme værdisætninger. Mange af dem forsvandt igen uden at have tjent fem flade øre.

Før dannelsen af de førnævnte investeringsselskaber i 1700-tallet – som blandt andet gjorde sig i slavehandel – var der de eksotiske hollandske tulipanløg i 1636 og 1637, som blev lovprist for deres mangfoldighed og stærke evne til at blomstre igen og igen. Ifølge beretningen ’Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds’ af Charles Mackay kostede et løg af den berømte Viceroy-tulipan på dette tidspunkt det samme som to bundter hvede, fire bundter rug, fire okser, otte grise, 12 får, 400 liter vin, øl, smør, en seng og et drikkekrus af sølv.  

Den nu afdøde professor på MIT Charles Kindleberger, som skrev den populære bog ’Manias, Panics and Crashes’, kaldte denne form for spekulation og efterfølgende krise for en sejlivet, tilbagevendende plante.

“Perioder med stor innovation er interessante set med investorens øjne, fordi man kan retfærdiggøre et meget bredt spektrum af værdisætninger,” siger professor på Harvard Business School Robin Greenwood, som har forsket i investeringsbobler. Ifølge Greenwood er et andet klassisk eksempel 1920’ernes boom i  closed-end funds, det vil sige investeringsforeninger, som handles på en børs. Før det store børskrak i 1929 skete der en voldsom stigning i lanceringen af closed-end funds, og priserne stak af og overhalede de underliggende værdier i selskaberne.  

En blanding af svindel og ægte fremskridt

Svindlere tiltrækkes også ofte af et finansielt boom. Heriblandt Robert Knight, som fiflede med regnskaberne i South Sea Company og siden flygtede ud af England og sad i fængsel i Antwerpen i en periode. Og så var der Bernie Madoff, som stod bag sin helt egen pyramidespilskonstruktion, der kollapsede med et brag i december 2008. Madoff døde i fængslet i sidste måned.

Robert Greenwood tilføjer, at det godt kan forekomme, at selve den finansielle innovation overlever boblen og det efterfølgende krak, som det eksempelvis var tilfældet med investeringsforeningerne i 1920’erne og internetaktierne i 1990’erne.

Mens mærkelige boom i nye finansielle instrumenter kan være tegn på, at der er noget galt med markedet, er det ikke altid tilfældet, siger han.

“Der er meget, der ligner bobler uden at være det,” siger Robin Greenwood.

For eksempel steg teknologiaktierne voldsomt i starten af 1990’erne, hvilket faktisk blev efterfulgt af næsten et helt årti med konstant fremgang. Uvisheden er en af de faktorer, der gør bobler mulige. Man kan ofte finde gode argumenter for, at der ikke er tale om en boble, helt frem til det tidspunkt, hvor det bliver for sent at reagere.

“Det er en håbløs øvelse at forsøge at identificere en boble ved blot at se overordnet på markedet,” siger Robin Greenwood. ”Jeg er vældig interesseret i det spørgsmål, men jeg er endnu ikke kommet tættere på et svar, og jeg har altså arbejdet med det længe.”

Lånte penge er dræberen

Willem Buiter forsker også i historiske finansbobler og er gæsteprofessor på Columbia University. Buiter siger, at innovation i sig selv er en forudsætning for Wall Streets eksistens. Den er der hele tiden, både når tiderne er normale, og når de ikke er det.

Det, der adskiller finansiel innovation under bobledannelse fra almindelig innovation, er, at de nye instrumenter bliver brugt til spekulation og overdrevne investeringer.

Selve innovationen er formentlig ikke problemet. Problemet er formentlig, når investering i instrumentet bliver fulgt af en stor stigning i låntagning

“Investeringer for lånte penge er dræberen,” siger Buiter.

Det var i hvert fald tilfældet i 00’erne, hvor strukturerede kreditprodukter, såkaldte CDO’er, var med til at sætte gang i boliglånene. Ifølge tal fra Federal Reserve blev gælden i den finansielle sektor mellem 2002 og 2008 mere end fordoblet fra 8.700 milliarder dollar til 18.000 milliarder dollar, og den private gæld blev fordoblet fra 7.200 milliarder dollar til 14.100 milliarder.

I øjeblikket er mønstret anderledes. Selv om den offentlige gæld stiger hurtigt, er gælden i den finansielle sektor fortsat under det hidtidige højdepunkt i 2008, og folks private gæld er steget langsommere end i 00’erne. I årene 2012 til 2020 steg den private gæld fra 13.600 milliarder dollar til 16.600 milliarder dollar. Det faktum beroliger Buiter noget.

“Der er tegn derude, indikatorer på overophedning, men vi er ikke på vej mod et nyt uholdbart kreditboom endnu,” siger Buiter.

Bragt i Wall Street Journal den 7. maj 2021. Oversat til dansk af Nina Skyum-Nielsen.