Fransk-amerikansk forbrødring i klimaets tegn

Obama støtter i en kronik skrevet sammen med Hollande de franske bestræbelser på at skabe momentum frem mod COP21-konferencen i Paris. Men har Obama genfundet troen på FN-systemet?

Efter 18 års pause er en fransk præsident i skikkelse af den rekord-upopulære og nyligt fraskilte Francois Hollande i disse dage på statsbesøg i USA. Siden Frankrig valgte ikke at deltage i Irakkrigen, har forholdet mellem de to stormagter været anstrengt. Men Hollandes kontante militære aktioner i Mali og senest i Den Centralafrikanske Republik, hans hårde linje i forhold til Irans atomprogram samt fransk villighed til at støtte USA i luftangreb i Syrien (selv om Obama bakkede ud til sidst) har genskabt tilliden og bragt Frankrig tilbage blandt amerikanernes tætteste allierede.

Måske er det årsagen til, at Frankrig ser ud til at kunne høste Obamas støtte i det spil, der nu udfolder sig op til COP21-konferencen i Paris. Her er det planen at indgå en international klimaaftale i slutningen af 2015. I en fælles kronik bragt i Washington Post og Le Monde opfordrer de to præsidenter verdens lande til at tage del i forberedelserne af en ambitiøs klimaaftale i FN-regi.

”As we work toward next year’s climate conference in Paris, we continue to urge all nations to join us in pursuit of an ambitious and inclusive global agreement that reduces greenhouse gas emissions through concrete actions,” skriver de to præsidenter i Washington Post.

Hermed er Obama med til at starte den hype, som Hollande håber at kunne skabe frem mod COP21-konferencen, så Frankrig kan stå som endelig afsender på den globale klimaaftale, som kun blev halvvejs gennemført med Kyoto-protokollen og faldt næsten helt fra hinanden under COP15 i København.

Obama spiller på flere heste

Indtil for ganske nylig var Obamas udmeldinger dog langt mere vægelsindede, når det kom til de internationale anstrengelser for at mindske den globale opvarmning. Andre internationale fora end FN kunne ifølge amerikanerne være mere effektive, og bilaterale aftaler blandt de store aktører skulle sikre konkret handling.

Følg Esben Alslund-Lanthén

I den klimaplan, som Obama offentliggjorde i 2013, blev FN også stedmoderligt behandlet. Organisationen var nedtonet til et enkelt afsnit på sidste side i det 21 sider lange dokument. Derimod blev andre internationale anstrengelser, som de bilaterale klimaforhandlinger med Kina, fremhævet som succesfulde.

Amerikanerne spiller åbenlyst på flere heste i magtkampen om, hvordan verden skal håndtere klimaforandringerne. Og det er for så vidt meget fornuftigt at holde alle døre åbne, da processen i FN-systemet åbenlyst er meget sårbar og endnu ikke har leveret det ønskede regelsæt til at håndtere de globale CO2-udledninger.

I næste måned mødes FN’s forhandlere i Bonn for at forberede de tekster, der skal danne grundlag for diskussionerne ved COP20 i Peru senere på året. Der er ikke nogen tvivl om, at USA som verdens næststørste udleder af CO2 har en enorm betydning for, om COP-processen har en chance for at kaste resultater af sig. Det store spørgsmål oven på det franske statsbesøg i Washington er derfor, om FN’s forhandlere skal forvente, at Obamas administration nu har anlagt en mindre skeptisk indstilling over for FN?

Ban Ki-moon skal bane vejen til Paris

Næste gang verdens ledere samles for at diskutere klimaforandringer, bliver ved et stort anlagt topmøde til september. Det sker på opfordring fra Ban Ki-moon. Obama og Hollande gør i kronikken klart, at netop dette møde vil være et vigtigt skridt på vejen til Paris:

”The climate summit organized by the U.N. secretary general this September will give us the opportunity to reaffirm our ambitions for the climate conference in Paris,” skriver de.

FN’s generalsekretær har gjort klimaforandringer til en personlig mærkesag. Med topmødet vil han lægge ekstra pres på processen og få flere lande til tidligt at melde ud, hvor meget de vil reducere deres CO2-udledninger. Ban Ki-moons topmøde forventes at være særligt afgørende for diskussionerne om klimafinansiering og Den Grønne Klimafond, hvor netop USA stod meget stejlt i forhandlingerne under COP19.

Hvis den fransk-amerikanske forbrødring skal resultere i et øget momentum frem mod Paris, skal amerikanerne også vise sig villige til at sætte handling bag ordene, når det kommer til at hjælpe verdens fattigste med at modstå konsekvenserne af klimaforandringer. De kommende dages skåltaler fra Obama og Hollande vil efter alt at dømme byde på flere pæne ord om handling på klimaområdet, men ambitionsniveauet står over for flere kritiske syretest allerede i år og vil for alvor stå sin prøve ved COP21 i Paris i 2015.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Skal den pakkes ind? Næste artikel Spil giver succesfulde forandringer