Frederiksen flytter midten i europæisk politik

Det yderste højre bliver stuerent

De udlændingepolitiske udfordringer betyder samtidig, at regeringerne i Berlin, Paris, London, Rom, Madrid, Haag og Bruxelles er under massivt pres fra partier på den yderste højrefløj, som kræver, at der gribes ind med metoder som dem, skiftende regeringer i Danmark har benyttet sig af.

Særligt i Frankrig, Tyskland og i Europa-Parlamentet har de traditionelle magtpartier stædigt fastholdt, at man ikke anser de yderligtgående indvandringskritiske højrepartier som legitime parlamentariske samarbejdspartnere, selvom vælgerne har givet partierne voksende repræsentation i de tre parlamenter.

Men også her er der nu bevægelse, i den forstand at store konservative partier i alle tre parlamenter i de seneste måneder har stemt sammen med de partier, som hidtil har været betragtet som illegitime. I januar i år stemte det tyske CDU, under ledelse af kansler Friedrich Merz, således sammen med det højreradikale AFD for et ikke-bindende dagsordenforslag om indgreb mod illegal migration.

Dette blev betragtet som et tabubrud i tysk politik, og kansler Merz har gentagne gange sagt, at han ikke vil bruge AFD’s stemmer til at trumfe de asyl- og migrationsstramninger igennem, som han og hans indenrigsminister ønsker sig, men som den socialdemokratiske regeringspartner SPD ikke kan acceptere.

SPD’s leder, finansminister Lars Klingbeil, er under voldsomt pres fra partiets såkaldt humanistiske fløj, hvor man mener, at en udlændingepolitik inspireret af Danmarks vil betyde, at partiet går imod sine socialdemokratiske kerneværdier. Klingbeil selv mener, at Tyskland skal finde en udlændingepolitisk balance mellem lov og orden på den ene side og integration og sammenhold på den anden. Og han har lige siden begyndelsen af koalitionsforhandlingerne med CDU efter valget i februar i år advaret om, at SPD har klare røde linjer, som ikke kan overskrides, når det gælder udlændingepolitikken. Dermed står det klart, at kansler Friedrich Merz risikerer, at hans regering bryder sammen, hvis han insisterer på at kopiere den danske udlændingepolitik, som han er så stor fan af.

Fransk fokus på banalisering af Le Pen

Mens socialdemokrater og liberale i London, Berlin og Bruxelles ser med bekymring på de nordiske socialdemokraters overtagelse af det yderste højres hårde udlændingepolitik, har man i Paris et stærkt fokus på det skred i accepten af det yderste højre, som netop har fundet sted i Europa-Parlamentet.

Det skete, da et markant flertal i parlamentet, bestående af det store konservative EPP – med de to danske medlemmer Niels Flemming Hansen og Henrik Dahl – stemte sammen med den yderste højrefløj for et forslag om at forenkle grønne rapporteringskrav til europæiske virksomheder. Også de danske MEP’er fra Venstre, Morten Lykkegaard og Asger Christensen, og socialdemokraten Christel Schaldemose stemte for forslaget.

Mens socialdemokrater og liberale i London, Berlin og Bruxelles ser med bekymring på de nordiske socialdemokraters overtagelse af det yderste højres hårde udlændingepolitik, har man i Paris et stærkt fokus på det skred i accepten af det yderste højre, som netop har fundet sted i Europa-Parlamentet.

Det er ikke selve afstemningens konkrete indhold, der giver anledning til den store opmærksomhed. Det er derimod det faktum, at det gamle højre valgte at stemme sammen med de nye mere yderligtgående partier i grupperne Patriots for Europe, hvor Dansk Folkeparti sidder, og ECR-gruppen, hvor Danmarksdemokraterne er med.

Dette er et brud med den hidtidige praksis i Europa-Parlamentet, hvor EPP har afvist at stemme sammen med de nye højrepartier, der ikke blev betragtet som legitime samarbejdspartnere, selvom de var lovformeligt valg til forsamlingen.

Ifølge den franske politolog Christophe Boutin er der tale om et symbolsk nybrud, der kan få vidtrækkende politiske konsekvenser både i Bruxelles og i Paris, hvor man 30. oktober havde en lignende sag, hvor det gamle og det nye højre stemte sammen om en symbolsk dagsorden om Frankrigs relationer med Algeriet.

”Disse afstemninger er uden tvivl et forvarsel om, at den såkaldte ’republikanske dæmning’ kommer til at forsvinde,” siger han til magasinet Atlantico.

Oversat til dansk betyder denne udvikling, at Marine Le Pens omdiskuterede parti, National Samling, der har opbakning fra 34 procent af de franske vælgere, er på vej til at blive politisk stuerent på samme måde, som Dansk Folkeparti blev det, da Anders Fogh Rasmussen i 2001 byggede sin første VK-regering på partiets mandater i Folketinget.

Set fra København vil nogen måske kunne mene, at den politiske og institutionelle inklusion af konkret politik og parlamentarisk opbakning fra partier på den yderste højrefløj er mindre væsentlig. Det er imidlertid ikke Mette Frederiksens holdning. Og det er bestemt heller ikke holdningen i London, Berlin og Paris.