Det er interessant at nærstudere de første eksempler på statsminister Mette Frederiksens store signaturtaler som åbningstalen i oktober i Folketinget og senest nu nytårstalen. De er meget personlige og bruger fortællemæssige nærbilleder fra samtaler og møder med rigtige mennesker. De italesætter vigtige ideologiske hegnspæle med følelser snarere end at overloade lytteren med tal og fakta. Talerne blander på en gang omsorgsfulde ord over for børn og ældre med hårdhed og nultolerance over for forældresvigt, Syrienskrigere og kriminalitet.

Statsministerens taler sætter en stemning og en retning, og de er meget lidt konkrete. De tegner et billede af et velfærdssamfund, der er uperfekt, uretfærdigt og utrygt. Talerne henter personlig identifikation, ved at statsministeren bruger sin egen rolle som mor. De skal skabe oplevelsen af en målbevidst og handlekraftig regeringschef, som beskytter os og vores frihed mod alt fra unges vanvidskørsel til terrorangreb og fyrværkeri brugt som chikane mod politi og brandvæsen. Talerne hylder det danske og beskæftiger sig meget lidt eller slet ikke med den internationaliserede verden, vi mere og mere er en del af.

Mette Frederiksens første nytårstale var selvfølgelig ventet med spænding. Hvad kom der nu frem om det store politiske program, som regeringen har foran sig? Intet! I tilfældig rækkefølge kan bare lige nævnes: en ny udligningsordning for landets kommuner, en nærhedsreform, et mere sammenhængende sundhedsvæsen, en politireform, et nyt medieforlig, en tilbagetrækningsreform og så lige en klimahandlingsplan, der konkret skal vise vejen frem mod målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Derudover en overenskomstforhandling på det private arbejdsmarked, som arbejdsmarkedets parter helst skal lykkes med uden storkonflikt. Til det kan lægges store emner på den internationale dagsorden som for eksempel et EU efter Brexit, et amerikansk præsidentvalg, et kuldsejlet klimatopmøde i Madrid og en verserende handelskrig.

Statsministeren prioriterede to tredjedele af sin nytårstale til noget helt andet. Til at hamre bekæmpelsen af den sociale ulighed solidt ned i jorden som en socialdemokratisk hegnspæl og til at hanke op i løftet fra valgkampen om at være børnenes statsminister. Til at markere vilje til en kontroversiel, mere håndfast og tidlig indsats med flere tvangsfjernelser og bortadoptioner, når det gælder omsorgssvigtede børn og unge.

Mens det danske velfærdssamfund kan bryste sig af succes på mange andre punkter, så er vi ikke lykkedes med at ændre på den negative sociale arv. 10 procent af danske småbørn vokser op i familier med sociale belastninger af den ene eller anden art. Andelen af børn, der rammes af negativ social arv, så problemerne med lav eller ingen uddannelse, arbejdsløshed, ensomhed, fattigdom eller misbrugsproblemer går igen fra generation til generation, er den samme i dag som i 1970.

Sandsynligheden for, at et barn af forældre med en lang videregående uddannelse kommer på universitetet, er 10 gange større end for et barn af ufaglærte forældre. Børn fra den fattigste femtedel af befolkningen har tre gange så stor en risiko for at ende blandt den fattigste femtedel som voksne – sammenlignet med børn fra den rigeste femtedel i Danmark.

Alle eksperter peger på, at en tidlig indsats er det, der vil kunne gøre forskellen i forhold til at bryde den negative sociale arv. Trods flere og flere muligheder for gennem samkøring af offentlige data at lokalisere familier med omsorgssvigtede børn, så har kommunerne ikke lov til at benytte den forebyggende metode så godt, som de kunne. Mange har desuden forbehold over for at bryde familierne op og skride til tvangsfjernelse og bortadoption, før det er absolut allersidste greb i værktøjskassen.

Det bliver stadig tydeligere med nytårstalen, at Frederiksens politiske projekt ikke er kortsigtet, men lægger an til at sætte et langsigtet lys på velfærdssamfundets mørke pletter og skabe en reel forandring, om det så tager 10 eller 20 år. Vi har fået en statsminister, der virker stærkt kontrolleret og hård udenpå, og som samtidig taler til følelserne, trygheden og fællesskabet, når hun skal have vælgerne til at se noget andet inden i hendes projekt. 2020 vil vise, om hun også kan skabe politiske resultater på Christiansborg med den metode.

LÆS OGSÅ:

Her er 6 benspænd for regeringen i det nye år

Mette Frederiksen har 340 politiske slagvarer på hylderne