Frederiksens ideologiske hegnspæle

Det er interessant at nærstudere de første eksempler på statsminister Mette Frederiksens store signaturtaler som åbningstalen i oktober i Folketinget og senest nu nytårstalen. De er meget personlige og bruger fortællemæssige nærbilleder fra samtaler og møder med rigtige mennesker. De italesætter vigtige ideologiske hegnspæle med følelser snarere end at overloade lytteren med tal og fakta. Talerne blander på en gang omsorgsfulde ord over for børn og ældre med hårdhed og nultolerance over for forældresvigt, Syrienskrigere og kriminalitet.

Statsministerens taler sætter en stemning og en retning, og de er meget lidt konkrete. De tegner et billede af et velfærdssamfund, der er uperfekt, uretfærdigt og utrygt. Talerne henter personlig identifikation, ved at statsministeren bruger sin egen rolle som mor. De skal skabe oplevelsen af en målbevidst og handlekraftig regeringschef, som beskytter os og vores frihed mod alt fra unges vanvidskørsel til terrorangreb og fyrværkeri brugt som chikane mod politi og brandvæsen. Talerne hylder det danske og beskæftiger sig meget lidt eller slet ikke med den internationaliserede verden, vi mere og mere er en del af.