Fremtidens europæiske socialdemokrati: dansk eller spansk?

Mette Frederiksen præsenteres som en model for Europas socialdemokrater med stram udlændingepolitik og offensiv velfærdspolitik. I Spanien har partikammeraten Pedro Sanchez succes med en anden vej, der appellerer til unge og kosmopolitiske vælgere. Sanchez er stærkt EU-engageret, mens såvel Frederiksen som store dele af Danmark har store forbehold.

Foto: Philip Davali / Piroschka Van De Wouw / Ritzau Scanpix
Claus Kragh

Dansk retro eller spansk avantgarde? National nordisk velfærd eller en gryende paneuropæisk velfærdsmodel? Frederiksen eller Sanchez?

Mette Frederiksen, 42, og spanske Pedro Sanchez, 47, er de to nye håb blandt Europas socialdemokrater i en tid, hvor både de tyske socialdemokrater i SPD og de franske i Parti Socialiste, PS, befinder sig i historisk dybe kriser.

Kun otte EU-lande har i dag socialdemokratiske regeringschefer – og det er først, når Mette Frederiksen i en nær fremtid bliver dansk statsminister. Se Figur 1.

Frederiksens valgsejr 5. juni med 25,9 procent af stemmerne til hendes parti er – endnu inden hun har fået dannet en regering – blevet udråbt som et eksempel til efterfølgelse af en række fremtrædende stemmer både i Danmark, i Tyskland og i Storbritannien. Frederiksens fokus på stram udlændingepolitik og styrket social velfærd ses som et klogt mix i en tid, hvor mange vælgergrupper er bekymrede over indvandring og globalisering.

”SPD bør orientere sig efter de danske partikammeraters succes,” skriver tidligere SPD-formand Sigmar Gabriel i tyske Handelsblatt, mens Oxford-professor Paul Collier i New Statesman mener, at ”Danmark har vist, hvordan man fornyer det europæiske socialdemokrati”.

”Frederiksen udfører et pionerarbejde i fornyelsen af europæisk socialdemokrati: Det genopbygger kernen i den fælles identitet, det fælles mål og de gensidige forpligtelser, som storbyboerne forsømmer,” skriver Collier.

Omvendt lød det i en kommentar i Süddeutsche Zeitung, at det danske Socialdemokrati har overtaget det nationalkonservative højres udlændingepolitik. ”Frederiksen priser sin vej som en model – hun opfordrer sine europæiske kolleger til at følge hende. Prisen for det er bare høj: Hun argumenterer rationelt med omsorgen for velfærdsstaten, men hendes parti har ikke alene opgivet værdier og humanisme – de er med begge ben hoppet i højrepopulisternes fælde,” skriver avisens nye nordiske korrespondent med base i København, Kai Strittmatter.

Den spanske model

En anden socialdemokrat med momentum, spanske Pedro Sanchez, blev også udnævnt som en rollemodel for tidens identitetssøgende europæiske socialdemokrater, da han 28. april fik 28,3 procent af stemmerne i det spanske parlamentsvalg. Han blev rost for at skabe en vælgermæssig midterkoalition bestående af samfundets svageste og så de mange unge, kvinder, homoseksuelle, migranter og kosmopolitiske storbyvælgere, der fokuserer på at opnå individuel frihed i det fortsat katolske spanske samfund.

”Kan Spanien blive det europæiske socialdemokratis frelser?” lød en overskrift i New York Review of Books, hvor skribenten roser Sanchez for ikke at efterligne den ”nationalistiske diskurs for at stoppe de hvide arbejdervælgeres flugt”. Sanchez førte valgkamp som en principfast progressiv og understregede ifølge analysen socialdemokratiets kerneværdier som lighed, solidaritet og nødvendigheden af en velfærdsstat.

Victor Lapuente er spansk politolog og lektor ved universitetet i Göteborg. Han konstaterer, at Frederiksen og Sanchez optræder i to meget forskellige nationale kontekster, og at man derfor skal være varsom med at udråbe den ene frem for den anden som ledestjerne for alle socialdemokratiske partier i Europa.

”Et område som indvandring fylder ikke ret meget i spansk politik. Der er bred enighed om, at man skal stoppe migranterne ved grænsen. Man tager ikke ret mange flygtninge. Og illegale migranter har ikke ret til offentlige velfærdsydelser. Derfor har Spanien ikke nær den samme debat om dette, som Danmark har,” siger Lapuente, der har boet og arbejdet i Sverige siden 2007, og som deltager aktivt i den offentlige debat i Spanien.

Trods de nationale forskelle er det ikke til at tage fejl af forskellene på de to nye socialdemokratiske vindere. Mette Frederiksen fremstår med sit politiske program og sit personlige retro-look fra før 1968 som en primært nationalt orienteret politisk leder, mens Pedro Sanchez med sin appel til storbyvælgerne og til de europæisk engagerede spaniere mere ligner de liberalt orienterede danske socialdemokrater Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, der trods deres fremtrædende position 2011-2015 nærmest er skrevet ud af de danske socialdemokraters partihistorie af Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen.

Store forskelle i europapolitikken

Her i midten af juni 2019 er både Mette Frederiksen og Pedro Sanchez optaget af at omsætte deres politiske sejre til bæredygtige politiske flertal, der kan danne grundlag for kommende regeringer. I den forbindelse står de to socialdemokratiske ledere med nærmest identiske udfordringer: at de ikke kan regere fra midten og ud mod venstre, men tværtimod er afhængige af liberale midterpartier.

I Danmark skal Frederiksen have en aftale med Radikale Venstre, hvis hun skal indfri sine løfter om bedre velfærd og mere ambitiøs klimapolitik. I Spanien bejler Sanchez til partiet Ciudadanos, der er grundlagt i 2006 som et centrum-venstre-orienteret socialdemokratisk parti i Catalonien, men som i de senere år er rykket mod højre.

Sanchez, der i mange år var kendt som en socialliberal højresocialdemokrat, drømmer om at skabe en alliance hen over midten, som kan sikre stabilitet omkring en stram finanspolitik og et stærkt spansk engagement i de reformer, der skal ske i EU i de kommende år.

Socialdemokraternes liberale alliance

Den nye EU-Kommission tiltræder 1. november, og netop nu og frem mod EU-topmødet 20. og 21. juni bliver det afgjort, hvem der skal efterfølge Jean-Claude Juncker som formand. Både i København og Madrid hepper de omsværmede midterpartier, hhv. Radikale og Ciudadanos, på deres fælles kandidat Margrethe Vestager.

Mens Mette Frederiksen i skrivende stund ikke har peget på en kandidat, holder Pedro Sanchez frem til kompromisets time fast i den hollandske spidskandidat, socialdemokrat Frans Timmermans. Sidstnævnte skabte en af de største overraskelser ved valget til Europa-Parlamentet, da han skaffede sit kriseramte parti en helt uventet valgsejr.

Trods Sanchez’ officielle støtte til partikammeraten Timmermans har den spanske premierminister meget travlt med at koordinere med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, en klar Vestager-støtte, der efter EP-valget er blevet en partipolitisk aktør på den europæiske scene.

Før valget havde Macrons parti En Marche ingen medlemmer af Europa-Parlamentet, men det har de nu med 21 medlemmer i Parlamentets liberale ALDE-gruppe. Og meget tyder på, at EU i de kommende år i ganske vid udstrækning vil blive præget af et samarbejde mellem socialdemokraterne i S&D-gruppen og de liberale i ALDE-gruppen.

Det er i det farvand, Mette Frederiksen – når hun træder ind i Det Europæiske Råd som afløser for Lars Løkke Rasmussen – skal navigere ud fra både socialdemokratiske og danske interesser.

Dette gælder ikke mindst reformerne af eurozonen, hvor Sanchez er i alliance med Frankrigs præsident, Macron, og ledere fra fem andre sydeuropæiske eurolande, der alle går ind for skabelsen af et fælles budget og dermed muligheden for at føre en ægte – om end omfangsmæssigt beskeden – europæisk finanspolitik. Det er en debat, som Danmark og Mette Frederiksen i kraft af det danske euroforbehold ikke formelt er en del af, men som Socialdemokratiet ikke desto mindre forholder sig til med sit forslag om en europæisk solidaritetspagt.

Pedro Sanchez er samtidig med regeringsforhandlingerne i Madrid dybt involveret i de forhandlinger på europæisk niveau, der i øjeblikket finder sted med henblik på at skabe ’regeringsgrundlaget’ for den næste EU-Kommission. Se tekstboks.

I mesterlære hos naboen

Det politiske europakort i juni 2019 viser, at socialdemokratismen står stærkest i Spanien og Portugal på Den Iberiske Halvø og i de nordiske lande Danmark, Sverige og Finland.

I Norden er der imidlertid betydelig uenighed mellem de socialdemokratiske partier, fordi hverken svenske, finske eller norske socialdemokratiske ledere vil følge Mette Frederiksens kurs med åbenlyse tilnærmelser til det nationalkonservative højre. Dette stod blandt andet klart, da de nordiske socialdemokratiske ledere i januar i år mødtes i Helsinki.

Sådan forholder det sig ikke på Den Iberiske Halvø. Her arbejder de socialdemokratiske ledere i Spanien og Portugal tæt sammen – ikke mindst når det gælder europapolitikken, hvor begge lande har store ambitioner på EU’s vegne.

Pedro Sanchez er i realiteten gået i en slags politisk mesterlære hos sin ti år ældre nabo, Antonio Costa, der har været premierminister i Portugal siden 2015. Costa har begået noget nær et politisk mirakel ved på den ene side at fastholde en stram finanspolitik, alt imens han samtidig har sikret de laveste indkomstgrupper større købekraft.

Dette har – sammen med fordelagtige økonomiske konjunkturer – trukket Portugal ud af det økonomiske morads, man landede i efter finanskrisen. Det har gjort Portugal til en politisk darling både i Bruxelles og Berlin, og det var således med tysk opbakning, at Portugals socialdemokratiske finansminister, Mario Centeno, i 2018 blev udpeget som fast formand for Eurogruppens finansministre.

Centeno er dermed også bestyrelsesformand for Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, der er eurolandenes krisefond med en udlånskapacitet på 700 milliarder euro – omkring 5.250 milliarder danske kroner.

Den sydeuropæiske darling

Ifølge Victor Lapuente fra universitetet i Göteborg bruger Pedro Sanchez helt klart de portugisiske socialdemokraters succes som forbillede, og ifølge den spanske lektor er Sanchez’ strategi, at Spanien så at sige skal erstatte Italien som det store sydeuropæiske land med størst indflydelse i Bruxelles.

Og der er næppe tvivl om, at man i Bruxelles er meget lettet over, at de to socialdemokratiske regeringsledere i Spanien og Portugal i dag optræder som finanspolitiske dydsmønstre, mens Italien med populisten Matteo Salvini som den stærke mand i indenrigsministeriet fortsat gør voldsomt oprør mod den budgetdisciplin, man forventer fra magthavere i Bruxelles og i Den Europæiske Centralbank i Frankfurt.

Bundlinjen er, at Mette Frederiksens bud på fremtidens europæiske socialdemokrati først og fremmest vækker interesse i Nordeuropa, hvor indvandrerspørgsmålet er lige så betændt, som det er i Danmark. Men indtil videre er der ingen tegn på, at aktuelle socialdemokratiske ledere i Tyskland, Holland og de andre nordiske lande for alvor køber hendes model. I Sydeuropa har man derimod med Sanchez og Costa som inspiratorer mere travlt med at få skabt det, man kan kalde en ’socialdemokratisk kerne’ i Eurozonen.

Disse forskelle udelukker dog langtfra, at Danmark og de danske socialdemokrater kan samarbejde med deres sydeuropæiske partikammerater om en lang række spørgsmål som klimapolitik, beskatning af multinationale selskaber og meget andet.

Omvendt skal man også gøre sig klart, at hvis man – sådan som de danske socialdemokrater ønsker det – eksempelvis vil indeksere børnechecks og andre velfærdsydelser til EU-borgere i Danmark, ja, så kommer man også op imod stærke sydeuropæiske socialdemokrater.

Sanchez og Costa vil ikke finde sig i, at deres borgere under arbejde i Nordeuropa skal behandles ringere end deres danske kolleger. De vil forvente, at EU udvikler sig til et ægte europæisk socialdemokrati, hvor rettigheder og pligter ikke stopper ved de nationale grænser.

 

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu