Forbrugerne har adgang til et hav af produkter, der kan en masse. Men de tørster efter varer, der også sælger en god historie. Flere og flere virksomheder har held med at knytte værdier og fortællinger til deres produkter. Body Shop, Marlboro og Levi’s er allerede mestre i det. Men tendensen er ved at slå bredt igennem. Kaffemaskiner skal have et italiensk look, bodegaen skal ligne en gammel skotsk pub, og fyldepennen skal have et Harley-Davidson-emblem. Følelser er på vej til at blive en vigtig konkurrenceparameter, ikke bare for private virksomheder, men også i det politiske liv. Politikerne får succes, hvis de er i stand til at vække følelser hos vælgere. Derfor deltager danske politikere i quizprogrammer og fortæller om deres hjem og familie som aldrig før. Den traditionelle holdning i dansk politik om at adskille budskab og privatliv er på vej til at smuldre.