Den økonomiske krise og BRIK-landenes hastige fremmarch i den globale økonomi har for alvor skubbet Europa og USA tilbage i armene på hinanden, ti år efter at USA’s invasion i Irak bragte forholdet mellem Washington og Europas to kernemagter, Tyskland og Frankrig, ud i den største krise siden Anden Verdenskrig.

Derfor er EU og USA i dag klar til at lægge de strandede forhandlinger i den globale frihandelsorganisation WTO til side og i stedet indgå en transatlantisk handels- og investeringsaftale, der kan fjerne en række handelsbarrierer, som i dag koster forbrugerne og virksomhederne på begge sider af Atlanten betydelige beløb hvert år.

Se også artiklen "Vækst for milliarder med frihandelsaftale mellem EU og USA".

En sådan aftale vil være et klart signal fra det gamle Vesten til de nye verdensøkonomier om, at Europa og USA står sammen over for lande som Kina, Indien, Brasilien og Rusland, som i stigende grad begrænser den frie handel.

Vejen til en transatlantisk frihandelsaftale er brolagt med betydelige politiske, tekniske og sågar kulturelle forhindringer. Men der er tungtvejende økonomiske, politiske og geostrategiske drivkræfter, som gør det realistisk at tro, at den aftale, som forretningsfolk i årtier har drømt om, nu vitterlig kan blive en realitet allerede i 2014. Aftalen vil som sit langsigtede mål søge at skabe et indre marked tværs over Atlanten, hvor kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft vil kunne flyde lige så frit som i EU’s indre marked.

Det er konklusionen på Mandag Morgens analyse af de dybereliggende årsager til det opsigtsvækkende gennembrud i forhandlingerne mellem EU og USA. Analysen bygger på samtaler med centralt placerede embedsmænd i EU-Kommissionens handelsdirektorat, EU’s handelskommissær Karel de Gucht, og handelsminister Pia Olsen Dyhr og på analyser fra handelspolitiske eksperter i Bruxelles, Washington, London, København, Berlin og Hamburg.

Globaliseringens tabere

På begge sider af Atlanten kæmper politikerne på sjette år for at sanere kriseramte finanssektorer og nedbringe års ophobede offentlige gæld, samtidig med at de skal skabe grundlag for ny vækst og jobskabelse. Både amerikanerne og europæerne har indset, at en stærk industriel base, skarp konkurrenceevne, nye servicekoncepter og handelspolitisk evne til at indgå i globale værdikæder er afgørende forudsætninger, hvis man skal skaffe beskæftigelse til de faglærte og ufaglærte arbejdere, som i vidt omfang er blevet globaliseringens tabere.

Det er en problemstilling, der f.eks. også står øverst på dagsordenen, når ti førende europæiske tænketanke senere i denne måned mødes til heldagskonference i Bruxelles.

Den dybere frygt, der driver politiske ledere og strategiske rådgivere, er, at krisen og arbejdsløsheden kan danne grobund for en voksende politisk populisme, som vil være en bombe under de demokratiske styreformer og den sociale sammenhængskraft på begge sider af Atlanten.

USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger beskrev tilbage i sommeren 2008 denne udvikling i en nærmest profetisk artikel med titlen ”Falling Behind: Globalization and Its Discontents”:

”For første gang i verdenshistorien har vi set skabelsen af et ægte globalt økonomisk system, som vil føre til markant større velstand på globalt plan. Men samtidig ser vi, at globaliseringsprocessen er ved at skabe en nationalisme, som truer selve globaliseringens realisering,” lød analysen fra Kissinger.

Han advarede om, at den globale omfordeling vil gøre nogle til vindere og andre til tabere, og at Vestens ledere derfor måtte nytænke deres syn på industripolitikken, fordi den er grundlaget for en høj beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Denne analyse deles i dag af ledende politikere på begge sider af Atlanten. Og det er derfor, at der i dag er en reel mulighed for, at USA og EU i løbet af de næste 18 måneder kan nå frem til en omfattende handels- og investeringspolitisk liberaliseringsaftale, som i sin yderste konsekvens kan være kimen til en ny verdenshistorisk enhed: Vestens Forenede Stater.

Handel er blevet ”hard power”

Den stærke fokus på handelspolitik i EU skyldes ikke mindst Tysklands dominerende rolle i Europa. Mens landet militært set fortsat er en dværg, har regeringen i Berlin – som den franske avis Le Monde påpeger i en analyse – gjort handel til motoren i sit diplomati.

Kansler Angela Merkel har siden 2007 været i Kina hele seks gange, og hun modtager med jævne mellemrum kinesiske, russiske og andre ledere fra de nye handelsmagter hjemme i Tyskland. Handlen mellem Tyskland og Kina er på bare ti år firdoblet fra 36 milliarder euro om året til 144 milliarder.

Den tyske prioritering af handelspolitikken er blevet overtaget i Bruxelles, hvor Kommissionens generaldirektorat for handel, DG Trade, har oprettet en særlig strategisk afdeling, hvor ekspertembedsmænd tænker handelspolitikken og frihandelsbestræbelserne ind i EU’s overordnede geostrategiske koncepter og politikker.

”Man kan sige, at handelspolitikken går fra at have været ’soft power’ til at blive mere ’hard power’,” vurderer en af embedsmændene i Bruxelles.

Kritikerne af den transatlantiske tilnærmelse mener, at Europa vil begå en fejl ved at engagere sig dybt med det mere protektionistiske USA på et tidspunkt, hvor den store vækst finder sted i Asien. Politisk set vil det ifølge professor Rolf Langhammer fra Institut für Weltwirtschaft i Kiel være dybt risikabelt at indgå den omfattende frihandelsaftale. For det vil i nogle af de nye økonomier blive udlagt som det endelige dødsstød til forhandlingerne i WTO, hvor den aktuelle Doha-runde har stået i stampe siden 2001.

Europæiske politikere som Danmarks handelsminister Pia Olsen Dyhr forsikrer imidlertid, at Danmark ville have foretrukket fremskridt i WTO-sammenhæng. Men når det ikke umiddelbart lader sig gøre, er det i Danmarks interesse som en lille åben økonomi at gå videre med en bilateral aftale mellem EU og USA.

Handelskommissær Karel de Gucht mener derudover, at Europa vil kunne få et hurtigere og dybere udbytte af en bilateral handelsaftale med USA end med mange andre lande, fordi det amerikanske og de europæiske samfund ligner hinanden langt mere, end tilfældet er i forhold til lande som f.eks. Sydkorea og Japan, hvor de kulturelle forskelle er betydelige.

Gabor Steingart, chefredaktør ved den tyske erhvervsavis Handelsblatt, gør sig i et højtflyvende essay til fortaler for, at den kommende frihandelsaftale, der realistisk set skal forhandles på plads inden udgangen af oktober 2014, hvor der er midtvejsvalg i USA og udskiftning af EU-Kommissionen, bør være begyndelsen til det, han kalder Vestens Forenede Stater.

Steingart opregner alle de værdipolitiske og økonomiske bånd, som allerede i dag forbinder Europa og USA. At Siemens beskæftiger 56.000 medarbejdere i USA, mens General Electric har næsten 90.000 ansatte i Europa. At næsten hver anden aktie i de førende børsnoterede tyske selskaber er amerikansk ejet, og at hvert andet solgte køleskab og flere end 500.000 solgte biler i USA stammer fra tyske selskaber. At Mercedes er Tysklands svar på Apple, og at både amerikanske og europæiske bilfabrikanter i stor stil producerer biler på begge sider af Atlanten.

Skeptikere påpeger, at uenighed om hormoner i oksekød, genmodificerede afgrøder, importtold på biler og statsstøtte til flyindustrier i USA og Europa hidtil har udgjort uoverstigelige forhindringer for de amerikanske og europæiske forhandlere. Men tiderne er ikke længere, hvad de har været. Således peger analytikere på, at selv den globale flyindustris arvefjender, amerikanske Boeing og europæiske Airbus, er på vej mod en transatlantisk forståelse.

”Boeing og Airbus er stærkere end deres konkurrenter i Asien, og de er ude på at opretholde deres aktuelle duopol,” sagde luftfarts- og forsvarsanalytikeren Jérôme Rein fra konsulenthuset Roland Berger til Reuters forleden.

Referencer:
Reducing Transatlantic Barriers to Trade and Investment, An Economic Assessment, Centre for Economic Policy Research, London, marts 2013.
Crafting a Transatlantic Trade and Investment Partnership: What Can Be Done? PIIE, marts 2013.