Bølgerne går højt på flygtninge- og indvandrerområdet. Tidligere på året forsøgte regeringen at stramme op med smykkelov, asylannoncer i udenlandske medier og midlertidig grænsekontrol. Dansk Folkeparti, som ellers var garant for den hårdeste udlændingepolitik herhjemme, er nu ved at blive overhalet indenom af Nye Borgerlige, der f.eks. forlanger, at muslimske kvinder og piger ikke må bære tørklæde i det offentlige rum. Og de blå partier har ikke længere patent på den strammeste udlændingepolitik, som på lange stræk deles af Socialdemokratiet.

Det er for så vidt forståeligt, at politikerne beskæftiger sig så meget med området, for det er et emne, der optager danskerne. En ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Mandag Morgen, viser, at danskerne i stigende grad bekymrer sig for, om der er for mange flygtninge og indvandrere i landet. Oven på de seneste års voldsomt forøgede flygtninge- og migranttilstrømning, er andelen af bekymrede danskere fra efteråret 2015 og frem til nu steget fra 54,5 pct. til 58,5 pct. Se figur 1.

Men bare fordi det er et emne, der bekymrer store dele af befolkningen, betyder det ikke, at danskerne automatisk synes, at flygtninge og indvandrere er en trussel. Statistikkerne viser nemlig også, at befolkningen i netop det spørgsmål er delt i to næsten lige store lejre, hvor den ene halvdel ser flygtninge og indvandrere som en trussel, mens den anden ikke ser dem som en trussel.

Jens Peter Frølund Thomsen, lektor ved AU på Institut for Statskundskab med speciale i bl.a. indvandring, påpeger, at modviljen mod indvandrere blandt andet skal findes i folks uddannelsesbaggrund.

”Det er først og fremmest social status og uddannelsesbaggrund, der skiller vandene. De højtuddannede med høj social status har langt mindre fremmedfrygt end lavtuddannede. Frygt og fordomme mod f.eks. muslimer er langt hen ad vejen et lavstatusfænomen,” pointerer han.

En del af den menneskelige natur

Samtidig er vi mennesker psykologisk set grundlæggende skeptiske over for det fremmede og ukendte, forklarer Torben Bechmann Jensen, studieleder og lektor ved institut for psykologi ved KU med speciale i bl.a. marginalisering.

”Vi vil som enkeltpersoner altid være skeptiske over for det ukendte, hvis der ikke er en grad af forudsigelighed. Den socialpsykologiske forklaring bygger på den samme skepsis, men også på beskyttelse af ens familie, lokalsamfund og nation og hensynet til andre mennesker eller værdier, man synes, man har kæmpet for,” siger han.

Det er altså ikke kun flygtninge og indvandrere, som vækker skepsis. Når vi som mennesker møder noget ukendt, vil de fleste være tilbageholdende, og kun nogle få vil springe ud på dybt vand med det samme. Hvis vi starter på et nyt job, skal vi lige se kollegerne an og omvendt, og flytter vi til en ny by, skal vi sandsynligvis bruge lidt tid, før vi bliver en accepteret del af nabofællesskabet.

Der er dog forskel på at være skeptisk over for det ukendte og så at se det som en trussel. Selv om det kun er den ene halvdel af befolkningen, der ser indvandrere og flygtninge som en trussel, strammer politikere over stort set hele spektret alligevel retorikken. En åbenlys forklaring er selvfølgelig tiltrækning af bekymrede vælgere. Dansk Folkeparti har gennem årene haft held til at lokke vælgere fra Socialdemokratiet over i sin fold som følge af netop den hårde udlændingeretorik, og samme mønster ses i Tyskland, hvor det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland ’stjæler’ vælgere fra SPD, det tyske socialdemokrati.

Men med den hårde tone taler politikerne altså forbi den halvdel af danskerne, der ikke ser flygtninge og indvandrere som en trussel. Den hårde retorik begrænser sig nemlig ikke kun til de flygtninge og indvandrere, som endnu ikke er kommet til landet. F.eks. har Inger Støjberg (V), udlændinge-, integrations- og boligminister, foreslået, at personer, der har fået opholdstilladelse, skal kunne få den frataget igen; integrationsydelsen er blevet voldsomt beskåret; mens Pernille Vermund, stifter og leder af Nye Borgerlige, mener, at kriminelle udlændinge skal udvises efter første dom.

En trussel højt på den politiske dagsorden

En tur tilbage i tidsmaskinen afslører, at Danmark har været splittet i indvandrerspørgsmålet siden slutningen af 1980’erne. En række Gallup-undersøgelser lavet i samarbejde med Berlingske fra 1985 og frem viser, at når danskerne på forskellige måder bliver spurgt om, hvorvidt de synes, immigration skal begrænses, svarer knap 50 pct. eller flere ’ja’. I 1985 mente 59 pct. f.eks., at indvandringen skulle begrænses, i 1996 syntes 43 pct., at der var for mange immigranter i Danmark, mens en måling fra 2001 viste, at 51 pct. syntes, at grænsen var ved at være nået for, hvor mange flere flygtninge deres kommune kunne tage. Se figur 2.

Befolkningens frygt varierer ifølge Jens Peter Frølund Thomsen, alt efter hvor mange indvandrere der konkret kommer til Danmark. Det afgør også, i hvor høj grad folk bekymrer sig for indvandring.

Siden 1971 har en gruppe valgforskere ved hvert eneste folketingsvalg i de såkaldte valgundersøgelser stillet danskerne de samme spørgsmål, herunder spørgsmål med relation til indvandrere, indvandring og integration.

Valgprojektet viser, at danskerne over tid i stigende grad ser flygtninge som et politisk problem. Fra at næsten ingen af de adspurgte ved valget i 1984 oplevede flygtningespørgsmålet som det vigtigste politiske problem, har andelen været støt stigende indtil 2001, hvor næsten 20 pct. anså det for at være det vigtigste politiske problem overhovedet. Det samme var tilfældet ved det seneste folketingsvalg i 2015 – også her vurderede ca. hver femte vælger, at flygtninge var det vigtigste emne på den politiske dagorden kun overgået af emnerne økonomi og velfærdsstat. Se figur 3.

Jens Peter Frølund Thomsen peger på, at bekymringen længe har været så stor, at det har stor indflydelse på, hvor danskerne sætter deres kryds ved valg til Folketinget.

”Set over de sidste 20 år er der en klar sammenhæng mellem, at jo flere ikke-vestlige indvandrere der kommer, jo stærkere står højrefløjspartierne. Folk er så bekymrede, at det påvirker deres partivalg, og det er, fordi det virkelig betyder noget. Indvandring og asylpolitik er den væsentlige årsag til, at man stemmer på Dansk Folkeparti. Hvis der kommer mange flere indvandrere, er det ikke umuligt, at Dansk Folkeparti vil blive det største parti i Danmark,” siger han.

Peter Hervik, professor ved Center for migration og mangfoldighed på AAU, forklarer, at modstanden mod flygtninge og indvandrere tjener til at opbygge et meget stærkt fællesskab i DF, der udelukker fremmede.

”DF’s vælgere er meget loyale og forankrede i deres kamp. Der er et stort fællesskab, som også bliver bygget op gennem modstand mod en ydre fjende,” siger han.

Som en del af valgprojektet begyndte forskerne i 1986 også at stille danskerne spørgsmålet om, hvorvidt de ser indvandrere som en trussel mod ’den danske egenart’. Det spørgsmål viser en ret konstant splittelse over tid, hvor knap halvdelen af befolkningen er enige og halvdelen er uenige i at indvandrere er en trussel.

Den konstante andel af mennesker med modvilje mod flygtninge og indvandrere tyder på, at det ikke er sådan lige for folk at vænne sig til de nye grupper i samfundet.

Peter Hervik er bl.a. dykket ned i filosofien for at finde svar på, hvad der afgør, om vi tager imod fremmede med åbne arme eller ej. Med henvisning til den franske filosof Jacques Derrida peger han på, at:

”Den fremmede, som man frygter, kan man hilse velkommen som en gæst. Den fremmede, som man hader, kan man ikke tage imod. Så hvis man afviser folk på forhånd, er der en stor sandsynlighed for, at man faktisk hader dem. Så når det kommer til flygtninge, der står ved grænsen, er det afgørende, om de er fremmede, man frygter, som man tager ind, eller nogle man hader, som man afviser. Frygten bearbejder man altid.”

Muslimer får sindene i kog

Det er dog ikke alle indvandrere, der skaber lige megen frygt blandt danskerne. Denne sommer var der f.eks. ophedede politiske diskussioner i Frankrig om muslimske kvinders påklædning på stranden. Debatten var optændt af, at muslimske kvinder badede i såkaldt burkini, som er et sæt badetøj, der dækker hele kroppen undtagen ansigt, hænder og fødder. I Danmark har der gennem årene været debatter om særligt muslimske kvinders tørklæder, f.eks. om hvorvidt det skal være tilladt at bære tørklæde i offentlige funktioner, om man kan blive fyret for at kalde en muslimsk kollega med tørklæde for ’hættemåge’ etc.

En YouGov-undersøgelse fra 2015 viser, at 45 pct. af danskerne har et negativt syn på muslimer, mens kun 7 pct. til sammenligning har et negativt syn på kristne. Muslimer virker med Jens Peter Frølund Thomsens ord som ’en rød klud i hovedet’ på knap halvdelen af danskerne. Se figur 4.

Han forklarer det med, at Danmark er et sekulært land, og at ikke-vestlige muslimske indvandrere udgør en stor økonomisk udgift og har gjort det i mange år. Samtidig peger han på, at det er svært at integrere muslimer, ikke bare i Danmark men i hele Europa, mens en tredje forklaring er kulturel frygt.

”Forklaringen er, at modstanden mod navnlig muslimer er en frygt for, at de ødelægger vores samfund. Det i sig selv er nok. Det er en frygt, folk har. Der er både en økonomisk og en kulturel frygt, og de betyder lige meget og også rigtig meget på tværs af social status,” påpeger Jens Peter Frølund Thomsen.

Frygten for terror udgør en anden forklaring. Ifølge Voxmeter-undersøgelsen er danskernes bekymring for terrorangreb steget fra 41,9 pct. til 55,7 pct. fra 3. kvartal 2015 til samme kvartal 2016. Det kommer bl.a. efter de voldsomme terrorangreb i Paris i november sidste år, hvor terrorister dræbte 130 personer; angrebene i Bruxelles i marts, hvor 32 blev dræbt; og lastbilen, der dræbte 86 personer på strandpromenaden i Nice i juli.

Netop frygten for terror er ifølge Torben Bechmann Jensen et udtryk for, at mennesket er dårlig til at skelne statistisk.

”Terrorangrebene skaber en frygt, som er helt ude af proportioner med virkeligheden. Risikoen for, at man selv skulle blive offer for et terrorangreb, er f.eks. meget mindre end risikoen ved at køre i bil. Når mennesket på den måde forvrænger proportioner, skal der ikke mange negative historier om en minoritet til, før der generaliseres negativt i forhold til alle,” siger han.

Samtidig forbinder mange islam med terrorisme, forklarer Jens Peter Frølund Thomsen. Hvis folk som udgangspunkt har en negativ indstilling over for muslimer, bliver de med andre ord bekræftet i den negative indstilling, de havde på forhånd, når der sker terrorhandlinger.

Svært at undgå ’dem’ og ’os’

Når gerningsmændene bag terrorangrebene bagefter så oven i købet tilskriver dem terrororganisationen Islamisk Stat, kan det være vanskeligt ikke at forbinde terror med islam. Dermed er der for mange heller ikke langt til at se muslimer som mulige terrorister. Netop det at generalisere og kategorisere på den måde er noget, mennesket altid har gjort.

Ifølge Charles Price, amerikansk professor ved Institut for Antropologi ved University of North Carolina, har mennesket et indbygget behov for at opdele verden for at kunne adskille sig selv fra andre. Han peger på både den historiske, sociale og kulturelle kontekst for at forklare, hvorfor folk trækker de linjer, de nu engang gør. Folk kan blive gjort til grin, alene fordi de er fra et andet geografisk sted end Danmark, det kan også være på grund af den mad, de spiser, deres religion etc.

Generaliseringer hører med til at opdele i ’os’ og ’dem’-kategorier, og møder man en person, der ikke er som stereotypen, betyder det langt fra, at man opgiver den.

”Der er få mennesker, som vil bruge undtagelsen til at sige, ’hun er virkelig forskellig fra det, jeg troede, jeg må hellere genoverveje det’. De fleste vil bare behandle personen som en undtagelse,” siger Charles Price.

Samtidig er det hans oplevelse, at negative oplevelser fylder mere end positive. Dermed er døren sparket ind til, at én negativ oplevelse kan få lov til at blive bestemmende for, hvordan man ser hele gruppen.

Mennesket har imidlertid altid skabt generaliserende fjendebilleder. Sådanne billeder medfører, at man slet ikke behøver at have kontakt med personer fra den anden gruppe for at vide, hvordan de er, og hvorfor de gør, som de gør. Professor Peter Hervik fra AAU bruger det muslimske tørklæde som eksempel.

”Hvis du på forhånd har bestemt, at tørklæder er kvindeundertrykkende, behøver du ikke spørge kvinden, der bærer det. Det har tilsyneladende ingen betydning, om hun for eksempel er aktivist og bærer tørklædet meget bevidst. Nogle af de kvinder, der bærer tørklæde, er undertrykte, men hovedparten er det ikke,” siger Peter Hervik.

Samtidig skal der ifølge Torben Bechmann Jensen, lektor i psykologi ved KU, ikke særligt mange negative episoder til, før vores civilisation og fælles værdier kan ødelægges.

”Der skal kun en enkelt fremmed fugl eller voldelig handling til, før vi tvivler. Der ligger kun et tyndt lag fernis af civilisation over befolkningen, og lige så snart man er i krise eller krig, kan den fernis forsvinde,” siger han.