En ny storstilet arbejdsgiver-fusion kan forrykke magtforholdene i erhvervspolitikken og i Dansk Arbejdsgiverforening. De tre store arbejdsgiverforeninger på serviceområdet i Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service (AHTS), Dansk Handel & Service (DH&S) samt- Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening (Horesta) overvejer om de på sigt skal indgå i en superfusion, der kan samle over en fjerdedel af det danske erhvervsliv målt på lønsum. Tilsammen vil de repræsentere alle former for servicevirksomheder lige fra ISS til den lille købmand. Reorganiseringen vil påvirke det danske arbejdsmarked og erhvervspolitikken mange år ud i fremtiden og give servicebranchen en placering på linje med den, Dansk Industri har i dag. Op til generalforsamlingen for Dansk Handel og Service, som afholdes på onsdag, inviterer formanden Poul Erik Pedersen nu til samarbejde. Og udspillet hilses velkommen af de to andre arbejdsgiverorganisationer: “Det er jo ikke en stærk position, at vi stiller 4-5-6 organisationer op, hver gang politikerne skal tale med servicefagene. Erhvervslivet ville have gavn af at være repræsenteret af to forskellige stemmer - industriens og servicefagenes,” siger administrerende direktør i AHTS, Preben Albæk Petersen. Serviceerhvervene spiller samlet set en dominerende rolle i dansk erhvervsliv og beskæftiger omkring en million danskere. Men servicevirksomhedernes rolle i samfundsøkonomien har ikke givet dem den samme status blandt arbejdsgiverne.