Gabriel Zucman: Det kan lade sig gøre at beskatte de superrige

Et globalt skatteregister, sanktioner mod skattely og effektiv beskatning af multinationale selskaber er løsningen. Og EU bør gå forrest, siger den franske stjerneøkonom Gabriel Zucman.

Malin Schmidt

CV: 'Rigdomsdetektiven'

Gabriel Zucman

Phd og Msc i økonomi, Født 30. oktober 1980, Paris

2019 Alfred P. Sloan-research fellow
2015 – nu adjunkt i økonomi, UC Berkeley
2015 – nu vicedirektør sammen med blandt andet Thomas Piketty og Emmanuel Saez i World Inequality Database

Uddannet på London School of Economics, UC Berkeley og PSE - École d'économie de Paris.  

Udvalgte publikationer

  • 2018 The World Inequality Report, med Facunda Alvaredo, Lucas Chance, Thomas Piketty og Emmanuel Saez
  • 2014 ‘Wealth Inequality in the United States Since 1913’ med Emmanuel Saez og Thomas Piketty
  • 2013 ’Nationernes skjulte velstand - En undersøgelse af skattely’, revideret i 2017 og oversat til mere end 15 sprog.

Har modtaget en stribe priser for faglig excellence

Gabriel Zucman er økonomen, der har gjort det til sit speciale at finde de rigdomme, de rige prøver at skjule. ”Rigdomsdetektiven” udnævnte Bloomberg ham forleden. Detektiven, der ikke udliciterer sit researcharbejde til studenter, men selv sidder med de omfattende regneark over skattetabeller, makroøkonomiske data og centralbankernes beregninger over grænseoverskridende pengeflow, fordi ”du kun kan gennemføre dette detektivarbejde, hvis du gør det selv”, som han har forklaret, og ”fordi det kun er ved hjælp af tal og statistikker – altså ved at vide, hvor stort omfanget af skatteunddragelse er – at vi kan gøre noget ved den”, som Gabriel Zucman siger det, da Mandag Morgen møder ham, i anledning af at hans bog ’Nationernes skjulte velstand’ er blevet oversat til dansk.

For det er ikke nogen naturlov, at 7.900 milliarder euro eller 59.000 milliarder danske kroner – cirka otte procent af husholdningernes samlede globale formue og cirka 10 procent af verdens samlede BNP – befinder sig i skattely som Bahamas, Luxembourg, Schweiz og Caymanøerne.

Det er muligt at gøre noget ved det. Forandringer kan ske. Og de vil ske. Det er den 32-årige Berkeley-adjunkt, der på rekordtid er trådt ind i økonomernes superliga og blandt andet sidder i spidsen for World Inequality Database sammen med Thomas Piketty og Emmanuel Saez, fuldstændig overbevist om.

EU har magten og midlerne

For eksempel var der ingen udveksling mellem skattely og skattemyndighederne i de enkelte lande for ti år siden. I dag ser vi automatisk udveksling mellem for eksempel Schweiz og Danmark. Det er ikke nok, som han siger, men alligevel.

”Jeg er en optimist,” konstaterer han tørt og trækker lidt på det.

”Nej, det er virkelig sandt. Jeg har håb. Der findes ingen grund til, at forandring ikke vil ske. Det giver ikke mening at sige, at der er tekniske som gør det umuligt at beskatte de rige. Løsningerne er velkendte.”

Han kommer selv med tre:

  • Et globalt skatteregister
  • Effektive sanktioner mod skattelyene
  • Effektiv beskatning af både af formuer og multinationale selskaber.

”Et skatteregister med navne vil gøre det meget svært for skatteunddragere og pengehvidvaskere, og her har EU været meget bagud i forhold til økonomisk transparens.”

EU har en unik chance. Et hidtil tøvende EU kunne begynde med sig selv og blive “the champion of financial transparency”, som han kalder det. Hvis de ville.

”Man kunne begynde i morgen ved at sige, at vi kommer til at registrere ejerskab af alle økonomiske aktiver, og vi kommer til at gøre det meget svært for pengevaskere fra hele verden at hvidvaske deres aktiver i EU, fordi vi kommer til at registrere, hvem der ejer alting. Og vi kommer til at offentliggøre det.”

På den måde skaber EU et eksempel og viser nye veje. Nye lande kan tilslutte sig den nye åbenhed, og hvis ikke, kan man sanktionere ved hjælp af omkostninger – afgifter, finansielle transaktionsskatter eller ved hjælp af sanktioner i internationalt samarbejde.

Irlands selskabsskat er et nulsumsspil

For hvorfor accepterer EU skattely midt iblandt os, spørger Zucman. Hvorfor udelukker vi ikke dem, der ikke vil være med? Det handler om meget mere end kun at angribe en enkelt virksomhed. Eller et enkelt land for den sags skyld.

”Vi er nået langt i forhold til økonomisk integration, handel og toldunion. Hvorfor kan vi ikke gøre det samme, når det gælder beskatning? Teknisk set er det muligt. Vi må gøre det, hvis vi vil have denne union til at blive ved med at eksistere,” siger Zucman og begynder at remse op: Cayman er et lillebitte land. Irland, Schweiz, Luxembourg, de er alle små lande. 

”Selvfølgelig kan vi sanktionere dem, så de ikke har andre valg,” siger Zucman og ser det som en kæmpe chance for EU. 

”EU har 500 millioner indbyggere. Luxembourg har 500.000. Længe sagde man i Luxembourg, at man aldrig ville være med til at sende bankinformationer til Tyskland eller Frankrig. Det var oprørende. De sad i samme monetære og økonomiske union og nægtede at samarbejde. Det var en skandale. Men under pres indvilligede de,” siger Gabriel Zucman og understreger, at man skal blive ved. For eksempel med Irland, der i dag har 12,5 procent i selskabsskat. Hvad betyder det, spørger han, inden han selv svarer.

”At deres profit sker på bekostning af de andre EU-medlemsstater. Det er et nulsumsspil. Mere for dem, mindre for dig. De andre EU-medlemsstater burde sige stop. De burde sige, at ’hvis du vil være med i EU, skal du arbejde for EU’s interesser’. Vi har gjort det før, og vi kan gøre det igen.”

Eller rettere: Vi skal gøre det igen, understreger Zucman.

”Den nuværende vej, hvor landene konkurrerer på skatter, skaber grobund for antieuropæiske og antiglobalistiske reaktioner. Vi bliver nødt til at handle, før alt bliver ødelagt.” 

Det kræver et stærkt EU?

”Ikke nødvendigvis. Danmark plus Tyskland plus Frankrig. Det kan udrette meget sammen. Om jeg tror på det? Ja, helt klart.”

En følelse af dyb uretfærdighed

Ifølge Gabriel Zucmans estimater betyder de verdensomspændende skattely globalt 155 milliarder euro i tabte skatteindtægter. Indtægter, der kunne have været brugt til sundhed, uddannelse, infrastruktur til gavn for borgere verden over. Det er et gigantisk tab og ekstremt skadeligt for demokratiet, mener Zucman, hvis globaliseringen betyder mere for de rige og mindre for alle andre.

”Hvis de, der ikke vinder ved globaliseringen, betaler mere i skat, mens de rige – globaliseringens primære vindere som multinationale firmaer og deres aktionærer – betaler mindre.”

Det var præcis det, De Gule Veste i Frankrig reagerede på. Eller hvis man trækker den endnu længere tilbage i tiden, så var det lignende omstændigheder, der førte til Den Franske Revolution.

”Skattesystemet undtog dengang aristokratiet og eliterne fra indkomstbeskatning, og det førte til en følelse af dyb uretfærdighed,” siger han og nævner, at vi i dag har en sammenlignelig situation.

”Globaliseringen har gjort det nemmere for de rige at betale mindre i skat, mens arbejder- og middelklasserne skal betale mere. Det er ikke holdbart. Den uretfærdighed kan kun føre til protektionistiske reaktioner og en afvisning af globaliseringen og den økonomiske integration,” siger Zucman og pointerer, at hvis befolkningerne føler, at deres parlamenter er lammede i forhold til at regulere globaliseringen økonomisk, så begynder den politiske diskussion at dreje sig om at lukke grænser.

”Så begynder alt at handle om at forhindre immigration,” siger Zucman, hvis kortlægninger tegner et stadig klarere billede af en global skatteunddragelsesindustri, der hele tiden forandrer sig og over årene har flyttet fokus op ad formuestigen til en mikroskopisk global økonomisk elite med enorme formuer.

”Før finanskrisen hørte vi historier om, hvordan skatteunddragelse havde bredt sig i samfundslagene, og hvordan også personer, der ikke var superrige, havde bankkonti i eksempelvis Schweiz, og det er også sandt,” siger han, men Zucmans forskning viser, at de halvriges skjulte formuer beløbsmæssigt udgør et relativt lille problem i forhold til verdens allerrigestes enorme pengetanke i skattely.

”Vi fandt ud af, at når vi fokuserer på beløbet, så er skatteunddragelse noget, der hovedsageligt bliver praktiseret blandt de ultrarige.”

Bankerne går efter de 0,1 procent

Gabriel Zucmans beregninger stammer blandt andet fra undersøgelser, han lavede sammen med de to skandinaviske forskere Niels Johannesen fra Københavns Universitet og norske Annette Alstadsæter fra Handelshøjskolen i Oslo på ryggen af Swiss Leaks i 2015, hvor kundeoplysninger fra den schweiziske del af HSBC blev lækket. Her kunne forskerne se, at mellem 90 og 95 procent af de personer, der i 2007 havde konto i HSB Schweiz ikke havde indberettet deres formuer til skattemyndighederne.

Gennemgangen af det omfattende læk fra HSBC afslørede, at en af hver hundrede ultrarige husholdninger havde formuer gemt – alene i denne bank.

Zucmans konklusion om de 0,1 procent rigeste var, at ”der var cirka 13 gange højere sandsynlighed for, at de ultrarige har en skjult konto end de husholdninger, der ’kun’ har 2-3 millioner euro, altså dem, der befinder sig i den lave halvdel af de 1 procent rigeste”.

”Vi fandt frem til, at 80 procent af de rigdomme i HSBC Switzerland inden Swiss Leaks tilhørte de 0,1 procent af formuefordelingen. Det er samme mønster, vi ser, når vi kigger på skatteamnesti, hvor personer frivilligt deklarerer tidligere skjulte aktiver. Omkring 40 procent tilhører de ekstremt rige, altså de top 0,1 procent med formuer på mellem 40 og 100 millioner euro,” siger Zucman og understreger, at koncentrationen af skattelypenge hos verdens allerallerrigeste var – og stadig er – slående for ham.

Men udviklingen har en logisk forklaring, ifølge Zucman.

”Der er en hel industri, som hjælper de ekstremt rige med at gemme deres rigdomme og undgå skatter. De rækker kun ud til dem, vi kalder ultra high net individuals – individer med mere end 50 millioner euro (373 millioner kroner) i nettoformue.”

Det er altså bankernes forretningsmodel, der har ændret sig, ikke de superriges adfærd, konstaterer Zucman og understreger, at han ikke mener, de rige i særlig grad mangler moral og etik. Det er bankernes adfærd, der skiftede engang i 1980’erne og 1990’erne, hvor man så et større boom i antallet af superrige på globalt plan.

”Derfor bliver bankernes forretningsmodel også mere og mere elitær. De går efter de ultrarige, fordi dynamikkerne er der. Deres rigdomme vokser eksplosivt, især i de nye økonomier,” siger Gabriel Zucman, der ser det som en naturlig udvikling i en verden med en ekstrem og voksende formueulighed.  

“For bankerne er det bedre at have få, men superrige kunder, som betaler et hav af afgifter, end at have mange moderat rige individer. For der er altid en risiko for at blive taget af de lokale skattemyndigheder, der er risici for læk osv.”

De superriges penge udgør altså en stadig større del af de globale skattely-formuer. Og mens det i tidligere tider var vores del af verden, der producerede flest velhavere, så kommer den økonomiske superelite i dag ofte fra helt andre steder på kloden, bemærker Zucman.

”I de seneste ti år er offshoreformuerne vokset med 25 procent, men i forhold til andelen af den globale formue i skattely, så ligger de på 8 procent i 2009 og 8 procent i dag. De vokser altså med cirka samme hastighed som verdensøkonomien. Det, der er forskellen, er, hvor formuerne kommer fra.”

For 10-15 år siden kom de primært fra Europa og USA. I dag kommer formuerne fra Asien, Afrika og de tidligere Sovjetstater.

”Det skader udviklingen i disse lande langt mere end i den gamle verden, netop fordi de ikke har udbygget deres infrastruktur og velfærdssystemer.”

7.900 milliarder euro er lavt sat

Gabriel Zucman har ikke kun fået medløb for sine metoder. Han har også mødt kritik for, hvordan han eksempelvis kommer frem til tallet 7.900 milliarder euro i skattely på globalt plan ved at gange det spinkle materiale, der består af schweiziske bankoplysninger, frivillige skatteamnestier samt Swiss Leaks og Panama Papers, som han har haft til rådighed.

”De usikkerheder gør jeg meget ud af i bogen,” svarer han prompte.

”Det vil altid være usikkerheder, når man kvantificerer aspekter af undergrundsøkonomien. Det store problem er, at der er meget lidt gennemsigtighed, netop fordi de fleste skattely ikke offentliggør nogen information om, hvor stor en formue de administrerer for udlændinge.”

Det eneste skattely, der gør netop det, er Schweiz.

”I dag har udlændinge 2.100 milliarder dollar i schweiziske banker. Men der er intet andet land, der opgør det, så hvis du vil have et globalt billede, bliver du nødt til at bruge indirekte metoder.”

Der vil altså være en fejlmargin, pointerer han. Også fordi bankernes oplysninger ikke fanger ejendom, kunst, diamanter eller andre værdigenstande.

”Med alle disse usikkerheder taget i betragtning, så konstaterer jeg, at mine estimater er i den lave ende af skalaen ”siger han og slår fast: 7.900 milliarder euro er langt lavere end tidligere studiers estimater.

”Det er meget konservativt.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu