Det gamle Europa sidder tungt på businessuddannelserne

Europas økonomiske og vækstmæssige tyngdepunkt er rykket markant mod nordøst efter Tysklands genforening for snart 25 år siden. Men ikke desto mindre er det fortsat de store gamle businessskoler i Storbritannien, Frankrig, Schweiz og ikke mindst Spanien, der sidder tungt på markedet for uddannelse af fremtidens europæiske og globale erhvervsledere.

Det fremgår af European Business School Rankings 2014, som Europas førende erhvervsmedie, Financial Times, laver en gang om året. Ranglisten er udarbejdet på baggrund af fire parametre: lønniveauet tre år efter afsluttet eksamen for henholdsvis MBA-kandidater, kandidater fra Executive MBA-uddannelser og fra Master-uddannelser på i alt 80 skoler i Europa inklusive Tyrkiet. Disse tre parametre vejer hver 25 pct. i opgørelsen, mens kvaliteten af henholdsvis åbne og skræddersyede lederuddannelser hver vejer 12,5 pct.

[graph title="Europas førende lederuddannelser" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b80ff-ck_fig01_europas-forende-lederuddannelser.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c6d45-ck_fig01_europas-forende-lederuddannelser.png" text="Tabellen viser Europas businessskoler rangeret primært efter den løn, som de tidligere studerende efter eget udsagn oppebærer tre år efter diplom som MBA, Executive MBA eller Master in Management. Topledere fra HEC og Insead i Frankrig har de højeste lønninger."]Kilde: Financial Times [/graph]

Øverst på listen finder man i år London Business School, efter at parisiske HEC og IE Business School i Madrid sidste år delte førstepladsen. I det hele taget er Spanien overbevisende repræsenteret på listen med hele tre skoler blandt de 10 bedste. Udover IE Business School på årets tredjeplads er ESADE Business School i Barcelona nummer fire, mens Madrid-skolen IESE Business School er nummer syv. Frankrig, Storbritannien og Schweiz har hver to skoler på listen, mens SDA Bocconi School of Management i Milano i Italien er med på en ottende plads. De franske INSEAD og HEC er klart lønførende, når det gælder kandidater med en executive MBA. Se figur 1.

For Danmarks vedkommende er Copenhagen Business School den eneste på listen, og CBS er i år drattet hele 11 pladser ned ad listen til en placering som nummer 45 mod nummer 34 sidste år. På CBS forklarer Ole Stenvinkel Nilsson, specialist i akkrediteringer og rankings, at faldet er direkte forbundet med en lav score på en enkelt årgang af kandidater fra skolens executive MBA-uddannelse. Financial Times’ rangliste bygger overvejende på kandidaternes jobsituation og lønniveau tre år efter, at de har fået deres diplom. Avisen får oplysningerne direkte fra kandidaterne via de e-mailadresser, som CBS har udleveret.

”For vores vedkommende drejer det sig om en årgang med 30-40 EMBA-kandidater, hvor Financial Times blot kræver en svarprocent på 20. Det vil altså sige, at det i realiteten drejer sig om et ret beskedent antal mennesker, og derfor kan rankingen svinge en hel del,” siger Ole Stenvinkel Nilsson.

Hvad angår de skandinaviske businessskoler, klarer Stockholm School of Economics sig bedst med en 26.-plads, mens Finlands Aalto University er nummer 29. De to Oslo-baserede skoler for erhvervsledere, Norges Handelshøyskole og BI Norwegian Business School, deler 38.-pladsen. Bemærkelsesværdigt er det, at Tyskland som EU’s ubestridte powerhouse må tage til takke med 18.-pladsen til den højestrangerede tyske institution, der er Mannheim Business School.

Udo Steffens, der er leder af Frankfurt School of Finance & Management, mener dog, at dette snart vil ændre sig.

”Om fem år vil vi have en businessschool i verdensklasse i Tyskland,” siger han til Financial Times. Dette begrunder han med, at de tyske universiteter, der har de mest businessrettede studier, i disse år oplever en stor tilstrømning af studerende fra hele verden.

Den højestrangerede businessschool i de nye EU-lande er polske Kozminski University i Warszawa, som indtager 41.-pladsen. De to britiske skoler Warwick og Henley, der begge uddanner en del erhvervsledere fra Danmark, ligger på henholdsvis 19.- og 36.-pladsen i Europa.

Ranglisten bygger som nævnt på de tidligere studerendes indrapporterede lønninger, mens kvalitet og indhold er af sekundær betydning. Parametre som bæredygtighed og corporate social responsibility vejer med andre ord ikke tungt i ranglisten, selvom det dog fylder noget på de forskellige skolers hjemmesider.

I Financial Times’ egen analyse af ranglisten fremhæves det, at skolernes evne til at tilbyde de kommende erhvervsledere et tungt og indflydelsesrigt netværk efter endte studier tilsyneladende er en væsentlig grund til, at det år efter år er stort set de samme businessskoler, der scorer højt på ranglisten. Ligesom det for ejendomshandlere gælder, at ”location, location og location” er afgørende, synes det tilsvarende motto inden for det internationale erhvervslivs uddannelser at være ”reputation, reputation og reputation”.

Kilde: “European Business School Rankings”, Financial Times, 2014


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu