Zapperne kommer Generation Y kræver udfordringer Generation y er klar til at indtage arbejdsmarkedet. Den er vokset op under 1980’erne og 1990’ernes velstandsboom og er blevet overøst med opmærksomhed. De har skyhøje forventninger til deres arbejdsplads, og hvis de keder sig, zapper de videre til nye udfordringer. Men samtidig har de store ressourcer. De er kreative og villige til at tænke ud af boksen, og de er vokset op med pc og internet. De kan lynhurtigt mobilisere deres netværk og bruge det i deres professionelle liv. “For os er teknologien ikke bare et redskab, som den er for de ældre generationer. Vi oplever teknologien og nettet som en forlængelse af vores fysiske verden, ” siger sociologstuderende Line Duwe Konnerup, som skriver speciale om generation Y.