Genrejs den danske model

Den danske model er nødlandet, og det kan blive en krævende og svær opgave at få den på benene igen. Under den globale finanskrise er luften gået ud af den danske økonomi, væksten har været miserabel, og konkurrenceevnen er forværret, strukturproblemerne er forblevet uløste og statsunderskuddet er eksploderet til over 5 pct. af BNP.

I sidste uge kom regeringen så med en økonomisk genopretningsplan. Alle danskere, høj som lav, skal spænde livremmen ind, og velfærden og velfærdsydelserne vil blive nulstillet i to år. Efter lang tids uklarhed har regeringen omsider givet konkrete anvisninger på, hvor man skal finde den resterende del af de 24 milliarder kr., der skal spares frem til 2013.

Økonomer er uenige om, hvorvidt genopretningsplanen er den helt rigtige opskrift. Er den timet rigtigt, eller risikerer den at slå det svage opsving i stykker? Men man skal ikke stikke folk blår i øjnene: Danmark befinder sig i en ny økonomisk virkelighed, der har ændret sig på dramatisk vis i de seneste måneder. Den globale finanskrise er gået ind i en ny farlig fase, hvor investorerne på finansmarkederne løber storm på små og sårbare stater, der kører med for stor gæld og for store underskud. Dér er Danmark ikke endnu. Men dominoeffekten fra den græske krise er ikke blevet stoppet, selv om eurolandene og IMF har mobiliseret en redningspakke på 5.880 milliarder kr. Euroen rutsjer ned, og uroen på aktiemarkederne har udløst nye kursfald.

[quote align="right" author=""]Økonomisk set er besparelserne udtryk for rettidig omhu. Og det er modigt af statsminister Lars Løkke Rasmussen at gå så hårdt til værks[/quote]

Selv om Danmark relativt set har mere solide statsfinanser end de fleste andre europæiske lande, og danske statsobligationer stadig betragtes som en sikker havn på niveau med tyske og schweiziske ditto, er kravene om en ansvarlig og troværdig finanspolitik øget. Var Danmark med i euroen, havde vi haft større råderum, men som et lille land med egen valuta er vi nødt til at tage de nødvendige forholdsregler, så vi undgår et spekulationspres på kronen.

På længere sigt kan det blive nødvendigt for danskerne at arbejde mere, sådan som S og SF meget klogt har åbnet op for. Ellers kan det blive svært at finansiere det høje velfærdsniveau, når flere ældre skal forsørges. Men det er også nødvendigt at stramme ind i de næste 730 dage, sådan som regeringen foreslår. Genopretningen kan ikke vente på næste valg og fremtidige urafstemninger om nye overenskomster. Begge økonomiske planer har mødt kritik – mange ønsker ikke at arbejde mere, og andre mener, at dagpengemodtagere, førtidspensionister og pensionister bliver ramt for hårdt af regeringens forslag.

Men det kan ikke nytte, at parterne og interessegrupperne holder hinanden i evig skak, for der skal handles snart. Den kraftige udpumpning af købekraft som følge af dette års skattelettelser og den hurtige forbedring af lønkonkurrenceevnen i forhold til fjernmarkederne, der vil følge af euroens kursfald, gør det efter alt at dømme muligt at gennemføre offentlige besparelser, uden at det knækker det opsving, som er på vej i flere og flere dele af økonomien.

Regeringen har mildt sagt ikke haft en heldig hånd med at trænge igennem med sine budskaber over for en stadig mere sammentømret opposition. Og for mange lignede det panik, at den i sidste uge lancerede en så vidtgående sparepakke.

Men økonomisk set er besparelserne udtryk for rettidig omhu. Og det er modigt af statsminister Lars Løkke Rasmussen at gå så hårdt til værks, som tilfældet er. Det er politisk set en risikabel manøvre, for de færreste valg vindes på en krisepakke. Men regeringspartierne er så kriseplaget på de indre linjer, at statsministeren omvendt er nødt til at træde i karakter for at imødegå oppositionens indtil nu vellykkede økonomiske kommunikationsstrategi.

Løkkes best case scenario er at tage besparelserne nu og derpå vente på, at det globale økonomiske opsving løfter Danmark ud af krisen inden næste valg. I givet fald vil han fremstå som manden, der med sikker hånd styrede Danmark gennem krisen. Worst case er, at regeringen ikke kan bevare sit flertal og bliver tvunget til at udskrive valg i utide, mens finanskrisen forværres, og den globale økonomi rammes af det frygtede double-dip med en ny nedtur og voldsomme turbulenser.
 
Der findes mange måder at spare på. Det allerbedste ville være, hvis politikerne tog en dyb indånding og gennemførte de nødvendige strukturreformer på arbejdsmarkedet. Fjernede man f.eks. efterlønnen, ville man på én gang styrke den langsigtede finansielle holdbarhed, stimulere væksten og øge arbejdsudbuddet.

Med et offentligt underskud på 88 milliarder kr. skal der spares. De primære offentlige udgifter eksklusive renter er steget fra 48 pct. af BNP i 2007 til næsten 56 pct. i dag. Derfor bør det være muligt at gennemføre besparelser uden kollektivt klynk.

Samtidig bør det inden for de nuværende budgetter være muligt at finde plads til de nødvendige fremadrettede investeringer. En troværdig plan for nedbringelse af underskuddet er kun én side af ansvarligheden.  Regeringen må også sikre, at fremtidens velfærd får et bedre finansieringsgrundlag gennem ny økonomisk vækst. På det punkt kniber det for alvor. Danmark har kun udsigt til en vækst omkring 1,4 pct. i år og næste år.  De sidste mange års lavvækst har kostet Danmark dyrt. Hvis Danmark siden 1994 havde holdt samme tempo i produktionen som svenskerne, ville vores velstand i dag være 231 milliarder kr. højere, viser beregninger fra Dansk Erhverv.

[quote align="left" author=""]Regeringen har mildt sagt ikke haft en heldig hånd med at trænge igennem med sine budskaber over for en stadig mere sammentømret opposition. Og for mange lignede det panik, at den i sidste uge lancerede en så vidtgående sparepakke.[/quote]

Danmark er hægtet af førerfeltet i den globale kappestrid, hvor de gennemsnitlige vækstprognoser er langt højere end de danske. Fortsætter vi med at tabe andele på det globale marked, mens flere og flere industrivirksomheder flytter arbejdspladser ud af landet, kan vi næppe nøjes med at fastfryse velfærdsniveauet. Så kan det blive nødvendigt at skære – og skære dybt, sådan som det sker i flere europæiske lande for tiden. Vi kan ikke bare spare os ud af krisen med en kortsigtet genopretningsplan. Vi skal også til at reformere os ud af krisen. Den danske model har brug for et dybere realitetstjek.

Forleden blev Danmark sendt ned fra en 5.- til en 13.-plads på den internationalt anerkendte rangliste over nationernes konkurrencekraft, som den schweiziske business school IMD udarbejder. Nedrangeringen er et symbolsk vendepunkt, der bør give anledning til dyb selvransagelse. I årevis har Danmark befundet sig i den absolutte verdenselite på IMDs og World Economic Forums ranglister over de mest konkurrencedygtige nationer. Det har givet næring til et oppustet dansk selvbillede. Vi har pralet af, hvordan den danske model trodsede alle økonomiske tyngdelove og gjorde os til et af verdens mest konkurrencedygtige lande trods begrænsede naturressourcer, et højt skattetryk og veludbyggede velfærdsgoder. Den danske model var humlebien, der fløj – fordi den ikke vidste, at den ikke kunne.

Nu har tyngdekraften manifesteret sig, og humlebien er kommet ned på jorden. For høje lønstigninger, for svag produktivitet, for dårlige uddannelser, for høje skatter, for høje priser, for lukket udlændingepolitik og for stramme regelsæt er blandt årsagerne. Og flere år med for lave offentlige investeringer og senest også faldende erhvervsinvesteringer i ny teknologi og innovation er ikke opskriften på ny vækst og nye muligheder.

Danmark må igen hæve ambitionsniveauet og stimulere den nye elite af væksthelte og vækstvirksomheder, der skal føre landet ud af krisen. Når vi i idrætsgrene som ishockey kan trodse vores naturlige begrænsninger og spille lige op med de største vintersportsnationer, bør vi også i businessverdenen stræbe efter større præstationer.

Danmark kan ikke nøjes med at fortælle en Lego-succeshistorie, at dvæle ved en Novozymes-præstation i verdensklasse eller at synge en slidt sang om Vestas-miraklet, der nu også indtager Kina og USA. Vi har brug for langt flere af den slags succeshistorier om virksomheder, der siger farvel til middelmådigheden og vækster på verdensmarkedet. Og vi skal tage ved lære af international best practice fra bl.a. USA, hvor de har gode erfaringer med at forvandle lokale iværksættere til globale vindere.

Som nation har Danmark hårdt brug for en ny offensiv vækststrategi og en fokuseret erhvervspolitik, der kan bringe kappestriden op i et nyt gear, så landets konkurrencekraft atter kan måle sig med den absolutte verdenselite. Vi har ikke råd til at vente 730 dage på, at landets politikere tager fat på den udfordring. Vi kan ikke spare os til ny vækst eller sætte os hen og vente på udfaldet af næste valg. Der bør investeres tid, energi og penge i fremtidens velstandsmotorer her og nu.