Børsnoterede Ørsted er med hjælp fra Danske Bank i fuld gang med at lede efter købere til Radius, der leverer el til omkring 1 million danskere.

Forretningen anses af mange som lidt af en lækkerbisken, og prisen kan ifølge kilder meget vel ende på omkring 15 mia. kr. Det er dog et åbent spørgsmål, hvem der overhovedet må købe Ørsteds elnet, der leverer strøm til kunder i blandt andet København og Nordsjælland.

Modsat mange andre af Ørsteds vitale aktiver bliver Radius nemlig udbudt i en regulær salgsproces, hvor alle og enhver kan byde på aktiverne. Sporene fra Tyskland skræmmer imidlertid.

Her har staten to gange inden for den seneste måned været nødt til at blokere for kinesiske købere, der stod på spring for blandt andet at snuppe 50Hertz, der ligesom Radius leverer strøm. I Tyskland var man imidlertid ikke interesseret i at lade et selskab med den kinesiske stat i ryggen overtage et selskab, der opfattes som en vigtig del af tysk infrastruktur.

Fra flere sider er der frygt for, at det samme meget vel kan ske herhjemme, for de kinesiske opkøbere er på jagt efter solide, driftssikre aktiver i blandt andet Nordeuropa, og her vil et aktiv som Ørsteds Radius passe perfekt ind.

Fra politisk hold finder man trøst i, at staten som den største aktionær i Ørsted via forligskredsen bag børsnoteringen af energiselskabet har ret til at vende tommelfingeren nedad, hvis man ikke er tilfreds med den køber, der i sidste ende byder den højeste pris for Radius. Problemet er dog, at man på Christiansborg bestemt ikke er enig om, hvem der bør have lov til at købe den danske elforretning.

SF er tøvende

Hos SF, hvor mange medlemmer oprindelig var indædte modstandere af at sælge en stor aktiepost i Ørsted til Goldman Sachs, lyder meldingen i dag, at man også i denne omgang vil være meget tøvende over for at lade en kapitalfond komme til magten i Radius.

”Det er en åbenlys bekymring for os at lade eksempelvis selskaber med den kinesiske eller russiske stat i ryggen købe Radius. Men vi har de samme reservationer over for en kapitalfond. Vi ser helst, at køberen er et dansk selskab, der er kunde- eller brugerejet, da der tale om et selskab, der er vigtigt for den danske infrastruktur,” lyder meldingen fra SF’s finansordfører Lisbeth Bech Poulsen.

På den anden side af midten er man hos de konservative ikke nær så restriktiv i forhold til, hvem man gerne ser som ejer af elforsyningen i København og Nordsjælland.

”Det er vigtigt for os, at Ørsted og staten får den bedst mulige pris for sine aktiver. Der skal således være tale om en helt ekstraordinær situation, hvis vi fra politisk side skal gå ind og underkende en køber. Såfremt der er tale om selskaber med fremmede stater i ryggen, vil vi dog være meget betænkelige ved at godkende et sådant opkøb,” forklarer finansordfører Anders Johansson (K).

Den politiske tvivl om, hvem der rent faktisk kan få lov til at købe Ørsteds elforretning, bliver yderligere prekær, idet Ørsteds mange tusinde aktionærer har en klar forventning om, at staten som hovedaktionær vil gå efter den bedst mulige pris. Investorerne har således et afkast at pleje, og hvis man fra politisk hold vil bremse en køber, så kan det meget vel give alvorlige problemer.

”Som investor i Ørsted går vi naturligvis ud fra, at staten tænker på samtlige aktionærer og derfor sørger for at sælge til den bedst mulige køber, der betaler den bedst mulige pris. Hvis det ikke sker, kan vi ikke blot lade det passere,” forklarer en forvalter hos en af landets største professionelle investorer.

Den holdning møder imidlertid ikke den store forståelse hos SF.

”Hvis nogle investorer bliver sure, så må de blive sure. Der er tale om et selskab med en stor statslig ejerandel. Derfor er vi nødt til at tage de brede politiske hensyn, og de trumfer prisen,” siger Lisbeth Bech Poulsen.

Svært at holde fondene væk

Det kan imidlertid blive mere end vanskeligt at holde kapitalfondene fra fadet, for i skrivende stund er flere af de globale giganter, herunder australske Macquaire, der for nylig købte TDC, i gang med at jagte mulige samarbejdspartnere. Her er det især de store pensionskasser og energikæmper som SE og SEAS-NV, der nævnes som oplagte købere til Radius, men politikernes drøm om at sælge til eksempelvis en pensionskasse kan vise sig sværere end først antaget.

Afkastkravet på et aktiv som Radius er nu så langt nede, at man i realiteten får højere forrentning ved at købe en ejendom i København, hvor afkastkravene også er faldet voldsomt de senere år. Kombineret med, at Radius er en gennemreguleret forretning uden store muligheder for eksempelvis at hæve priserne markant, betyder det, at flere af de mest oplagte købere, herunder en række pensionskasser, allerede har takket nej til at byde på Radius.

Det gælder blandt andet SE, hvor topchef Niels Duedahl peger på, at man har valgt at takke nej, da man hellere vil fokusere på andre aktiver.

”Radius er et lønsomt og stabilt aktiv med et godt cashflow, men vi må være ærlige og sige, at afkastet også er meget lavt. Samtidig er der en mulighed for, at en sådan investering på sigt kan blive ramt af teknologisk disruption eller politisk regulering,” siger han.

Det efterlader spillepladen til bl.a. de globale infrastrukturfonde, og her åbner endnu en flanke sig. De fleste af de købere har nemlig en tidshorisont på ti år, hvorefter man gerne vil sælge Radius videre, og her kan det blive mere end svært for politikerne at holde snor i, hvem der så ender med at blive den næste ejer af elleverandøren.

Spørgsmål ved statens ejerskab

Et interessant spørgsmål, der trænger sig på, i takt med at Ørsted-topchef Henrik Poulsen efterhånden har fået strømlinet energiselskabet til i dag primært at være en vindforretning, er, hvorvidt den danske stat overhovedet skal være medejer af Ørsted. I forbindelse med salget til Goldman Sachs var det politiske argument, at man var nødt til at have hånd i hanke med det daværende Dong på grund af de mange vitale dele af dansk energiinfrastruktur, som selskabet havde kontrol over.

I dag er Ørsted en helt anden størrelse. Olien er solgt fra, og med det forestående salg af Radius er man nu reelt et energiselskab, der opsætter vindmølleparker overalt i verden. Spørgsmålet er så, hvorfor man fra statens side skal eje den type selskaber, da det oprindelige argument for at sidde på en stor aktiepost i Ørsted ikke længere er til stede.

”Det er regeringens udgangspunkt, at staten ikke skal eje selskaber, som er i direkte konkurrence med privatejede virksomhe­der. I relation til Ørsted er der bred politisk enighed om ejerskabet, og der er ikke aktuelle planer om at ændre på ejerskabsforholdene. Hverken Ørsteds opkøb af Lincoln Clean Energy eller et eventuelt frasalg af Ørsteds eldistribution ændrer således på statens perspektiv på ejerskabet af Ørsted,” skriver finansminister Kristian Jensen (V) imidlertid i en mail.

”Jeg er samtidig tilfreds med den positive udvikling, som Ørsted har gennemgået over de senere år, hvor selskabet har opnået en global førerposition inden for havvind og er blandt de mest markante virksomheder i verden inden for vedvarende energiløsninger. Statens ejerskab af Ørsted sikrer således, at Danmark også i fremtiden er hjem for et af verdens førende grønne energiselskaber i tråd med vores internationale ry som et grønt foregangsland,” skriver ministeren desuden.